9. søn. e. trin., 2. rk. – “Den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af”

Evangeliet møder os med opmuntring: Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget”, til beroligelse vel at mærke i en situation med stor ydre utryghed. Guds kærlighedsgave var og er i alle forhold livets fortegn. Jesu prædiken iflg. Luk. 12 lærer os samtidig, at den frygtløse tro ikke betyder at melde sig ud af verden; nej, den troende har hænderne fulde af opgaver, livet i verden er en betroet opgave. “I skal være rede”, lyder det. “Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af.” Vi lever i evigheden, men vi lever samtidig i tiden, hvor noget kan blive for sent. Vor egen og andre menneskers historie formes af vore svigt og udeladelser så vel som af vore handlinger. Hvis vi overhører den nærværende dags eksistentielle opgave, venter den ikke på os til en anden god gang. Vi rammes af erkendelsen af ikke at have kendt vores besøgelsestid, når livshistorien overrumpler os. I dag kunne vi måske udtrykke os sådan, at Gud er til stede som uafviselig indre instans, når vi samvittighedsfuldt tænker efter og gør status over livet. I Lukastekstens noget fremmedgørende billedsprog er sagen pakket ind i en fortælling fra det historiske feudalsamfund, hvor en undergivet tjener er udleveret til sin herres korporlige afstraffelse eller hædrende belønning. – Men Jesus sprænger selv sin feudale lignelse med billedet af, at de tro tjeneres herre “skal binde kjortlen op om sig og lade dem sætte sig til bords og selv komme og sørge for dem”. Ved nadverbordet erfarer vi, hvordan Gud til forskel fra feudalsamfundets godejer viser sig overraskende generøs. Frygt ikke!

Her kunne være bragt et skærtorsdagsbillede, hvor Kristus velsigner nadveren, eller hvor han binder op om sig og vasker disciplenes fødder. Eller man kunne vælge et af kirkens billeder af Jesu bratte genkomst. – Men hvorfor ikke kunstværket “De gode gerninger”, som viser, hvordan livet leves med kærligheden som drivkraft? Det appellerende billede af gode gerninger identificerer ikke konkrete gode mennesker, men personificerer godheden som nærvær, varme, ømhed og medfølelse med børn og voksne i savn og sorg. Billedet ser jeg som en anskueliggørelse af prædiketekstens appel: “den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af.” Det bevægende maleri er skabt af Elisa Maria Boglino (1905-2002), som blev født i Danmark, hvor hun voksede op hos en dansk mor, blev uddannet hos kirkekunstneren Axel Hou og på Det Danske Kunstakademi hos Sigurd Wandel. Kulturrejser førte Elisa Maria til Italien, hvor hun i 1927 giftede sig med en italiensk jurist. I Italien opnåede hun stor anerkendelse som avantgardekunstner med inspiration fra renæssancen og fra nordisk ekspressionisme. Hun er repræsenteret på italienske museer, men også med flere værker på SMK, – men danske kirker kom altså aldrig til at nyde godt af hendes ukonventionelle talent. – Herværende foto gengiver en stor fresko malet 1928-30 i kunstnerens hjem i Palermo. Og hvorfor så i sort-hvid gengivelse? Fordi huset med vægmaleriet blev ødelagt ved Palermos bombardement under 2. verdenskrig. Vi må altså nøjes med dette gamle foto. Til gengæld vedføjer jeg et farvebillede af maleriet Den barmhjertige samaritaner, som Boglino malede i samme periode, og som er i SMKs besiddelse.