6. søn. e. trin. 2. rk. Kristen frihed: frihed fra – og frihed til –

Efter en tur i Sommerland Sjælland med kække børnebørn, falder det mig ind, at søndagens evangelietekst fra Matth. 19 er som en åndelig ruchebanetur med loop. “Hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?”, bliver Jesus spurgt af den unge mand, som vil engagere sig seriøst i sin religion. Svaret henviser til de 10 bud (dem om medmenneskelige forhold), som den unge mand åbenbart er komfortabel med. Her følger så den stejle stigning med modspørgemålet: “Vil du være fuldkommen?” Uden af afvente svar anviser Jesus nu det uforbeholdent næstekærlige liv: “Gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige”. Dét vil være en skat i himlen. I Guds riges etik er fokus åbenbart ikke behovet for åndelig selvrealisering og arbejdet for egen frelse, men næstekærlighed for medmenneskets skyld. Denne anvisning må opleves som et frit fald for den rige unge mand, som formentlig er glad for det niveau, han har opnået, både økonomisk og moralsk. Her står han så, blottet i at søge sit eget og elske sig selv og måske snarere et grådigt bæst end et godt menneske. Vi kommer endnu længere ned mod bunden i den opfølgende samtale mellem disciplene og Jesus, hvor vi hører, at den riges vej til Himmeriget er snæver som et nøglehul. Der er forfærdelse i disciplenes spørgsmål: “Hvem kan så blive frelst?” – Hvem vil ikke gerne bjærge sig selv og sit eget? – Og så vendes der atter op og ned på virkeligheden med evangeliets definitive pointe: “For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.” Spørgsmålet om frelse og evigt liv må overlades til Gud! Så lander vi alligevel med fødderne på jorden: Evangeliet er frihed, frihed til at stole på Guds nåde og frihed til med nåden i ryggen at leve et hverdagsliv med fokus på medmenneskets behov. – I dag vil de færreste danskere formulere et spørgsmål om, hvordan de opnår frelse; men måske er afstanden til oldtidens seriøse jøde alligevel ikke stor? I dag lyder spørgsmålene bare: Hvad skal jeg gøre for at finde mening og fylde i min tilværelse? og lykke? – for ikke at forspilde mit liv? – for at blive noget værd? – for at optimere mig selv? Selvperfektioneringen driver moderne mennesker ud i frit fald. Men evangeliet gentager på søndag, at mening, fylde og værdi ikke ligger i at blive perfekt, hvilket aldrig vil lykkes. Det er Gud og ikke dig og mig, som er mulighedernes herre, og Gud lader os uden tvivl møde medmennesker, som har brug for os. Og der er det for resten stadig ikke ligegyldigt, om vi opfører os som grådige bæster eller som engle.

I 2010-12 skabte Bjørn Nørgaard den store skulptur “Nøglehullet” til Søndergårdtorv i Måløv. Det er et stykke monumental vandkunst, hvor vandet risler gennem spalten, som fra nederst til øverst deler skulpturen i to. Den ene side er mørk, formet i sort granit, den anden blank i rustfrit står. Skulpturens rundede udvendige flader er befolket med 24 skulpturer: på den mørke side 12 forvredne bæster, der minder mig om Luthers analyse af, hvordan mennesket kan være indkroget i sig selv. På den anden side reflekteres lyset i lige så mange englevæsener, som står ranke med synlige vinger. De dæmoniske væsener kommer frem af en fordybning i overfladen, op af hver sit mørke hul; de englelige derimod står på rundede forhøjninger. Kunstneren har fortolket skulpturen med ordene: “Gennem livet møder vi både engle og bæster, i os selv og uden for os selv, hvor moderne og oplyste vi end er. Skulpturen “Nåleøjet” giver i sin form og materiale et mangetydigt billede på de tusinder af valg vi som individer træffer hver dag, hver time og hvert minut.” – For resten kan små mennesker faktisk godt passere gennem vandet i nåleøjets spalte.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s