Den noget sammensatte evangelietekst fra Matt. 11 ligger i forlængelse af Jesu anerkendende ord om Johannes Døberen. Teksten bringer os på en tidsrejse til oldtidens undertrykte, religiøst stærkt mobiliserede Palæstina: I denne hvepserede af et land råber dommedagsprædikanter og Messiasprætendenter deres forskellige frelsesbudskaber ud, samler konkurrerende tilhængerskarer – og tilsvarende magtfulde kritikere. Kristus såvel som Døberen kalder til omvendelse og indvarsler den gamle verdens undergang og Gudsrigets komme. De møder begge en effektiv modstand, som så at sige gør begge til martyrer. “Johannes kom, han hverken spiste eller drak, og folk siger: Han er besat. Og Menneskesønnen kom, han både spiser og drikker, og folk siger: Se den frådser og dranker, ven med toldere og syndere!” Jesus udgik selv fra Døberens kreds, men fravalgte altså dennes anvisning af askese og bodfærdighed som udvej fra Guds vredesdom. Som vi kender ham fra evangelierne, skilte han sig ud ved sin betoning af Guds generøsitet, ved næste- og fjendekærlighed og ved selv at udleve den himmelske inklusivitet – til glæde altså for toldere og syndere som os. Jesus bragte Guds nåde ud til mennesker, hvilket var disciplenes tilbagemelding til Døberen, da denne fra sit fængsel spurgte, om Jesus var Messias. – Set ud fra denne helligdags Jesusord og tilsvarende hos Lukas, er forskellen på Johannes’ og Jesu forkyndelse imidlertid ikke tydelig. Her møder vi en Jesus, som er vred og skælder ud over tilhørernes hykleri og passivitet: “Ve dig, Korazin og Betsaida”, byer, som har set så mange tegn på Guds rige, og dog intet har forstået og intet har forandret. – Skal jeg foretage en tidsrejse tilbage til nutiden, associerer jeg til klimaforandringens undergangsscenarie. Mange faretegn har vi set, mange forskere har oplyst og advaret os, vi gentager nok parolerne, men er det mere end snak og image? Ligner vi tekstens utåleligt forkælede “børn, der sidder på torvet og råber til de andre: Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange og I sørgede ikke”. Er sandheden, at vi som tilskuere sidder og råber op i forventning om andres handlekraft? I hvert fald har danskernes forbrug af flyrejser trods pilotstrejker slået alle rekorder denne sommer, hvor næsten hvad som helst bliver betalt for sort energi til transport, opvarmning og aircondition. “Visdommen får ret” ikke ved paroler og symbolpolitik, men “Ved sine gerninger”. – Evangeliernes kender intet til moderne klimaforandringer, men nok til undergangsscenarier, og nu som dengang er evangeliernes ærinde at forkynde den modige vej i følge med Kristus som Guds Visdom. Visdommen udspringer af Guds væsen og frelsesvilje med menneskeheden. Hvad Kristus som Guds visdom manifesterer, er ikke mindst at skabe HÅB!
Evangelierne følger som bekendt Jesussporet, og når de hædrer Døberen undervejs, er det som forløberen for Messias. Døberen citeres for selv at henvise til Jesus som den større og som Guds lam. Døberen fylder ikke meget i dagens folkekirkekristne bevidsthed, men til gengæld er han bevaret i kirkekunsten. Her er Johannes – ligesom evangelisterne – med til at vende opmærksomheden til Jesus Kristus. Den udvalgte altertavle viser hhv. Døber og evangelist malet på fløjene omkring et prægtigt Kristusbillede. Altertavlen findes i en af landets mindste kirker, den senmiddelalderlige kirke i Egens, Syddjurs, hvorfra der for resten er formidabel udsigt over Kalø Vig. Som manifestation af Guds evige visdom og frelsesvilje skildres Kristus som opstandelseshelten med sejsfanen, mens stenene sprænges fra hans grav påskemorgen. Dette maleri af det mytiske drama er signeret 1928 af Johan Thomas Skovgaard (1988-1977). J. Th Skovgaard har udsmykket hele 42 danske kirker, mange med fremragende glaskunst. I de unge år var han stærkt præget af sin far Joakim Skovgaard, som han arbejdede for i Viborg Domkirke. Lige som faderen hentede han inspiration i byzantinsk og middelalderlig kunst. Det fremgår fx af hans glorier: de flotte, cirkelrunde, forgyldte stukglorier. Kristus bærer til forskel fra Døberen en korsglorie. Visdommens gerning var også at skabe håb i døden. Foto: Claus Jensen
Birgitte Bech kirkekunst 