Nu er vi kommet til afslutningen af den tre kapitler lange Bjergprædiken, som har udfoldet Guds riges etik som en radikal, altomfattende kærlighed, der rækker fra sindets inderste kroge til de praktiske handlinger – en af bibelens mest epokegørende tekster. Pointen i dette afsnit er den elementære, at der i Guds rige er sammenhæng mellem tale og liv, mellem mund og hjerte. “Jeg har aldrig kendt jer”, vil Jesus iflg. Matth. 7 sige til mennesker, der nok har haft hans navn i munden – måske som en næsten magisk formular -, men som har set bort fra etikken. Spørgsmålet er her, om et menneskeliv har sin dybe grund i tro og kærlighed eller snarere er en hul facade? Gør vi mest, hvad vi gør, for et syns skyld? I talen indflettes den dramatiske lignelse om to husbyggere, som bygger på hhv. klippegrund og sand: Huset bygget på sand kan på et øjeblik bortrives af skybrud, regnfloder og storm. – Vi behøver næppe billedkunst for at se det for os; vi har rigeligt i aktuelle pressefotos, som kan aktivere angst og pinefuld bevidsthed om klimaskyld og anden skyld. Helt konkret udstiller klimakatastrofer nu de etiske underskud i vore materielle overskudssamfund, hvor man ikke længere kan snakke sig fra alvoren. Men som alternativ til håbløshed og afmagt giver evangeliet os som tillidsskabende modbillede: et hus, som “blev stående, for det var grundfæstet på klippen.” Metaforen klinger sammen med billedsproget i Matth. 5, hvor Jesus til de forsamlede siger: “I er verdens lys. En by, der ligger på en bjergtop, kan ikke skjules… Således skal jeres lys skinne for mennesker!” – Håbet er som bekendt ikke en strategi, men et lys og et perspektiv: For at handle etisk og moralsk-strategisk og holde ud, også når det bliver svært, har vi brug for masser af tro, håb og kærlighed – og for evangeliets inspirerende billeder. Klippen er sådan et håbsbillede. Også i kirkekunsten er klippen eller bjerget velkendte symboler for Guds åbenbaring og for Guds rige, hvorfra og hvortil mennesker kan orientere sig og sætte kursen.
Her vælger jeg – endnu engang – et maleri af den formidable færøske kunstner Sigrun Gunnarsdottir. Det har titlen “Fjeldet” og er angiveligt købt af Ny Carlsberg Fondet til et museum. Jeg ser motivet som sakralt. Neden for det lysende, grønne fjeld ligger på sin egen klippetop en lillebitte, hvid kirke. Den ligger i læ af det store fjeld med den hvide top, som er betryggende omgærdet. Med næsten religiøs blufærdighed er bjergtoppen let sløret af en tågesky, men solen får magt, og smeltevandet løber fra bjerget som en livskilde, næsten som en navlestreng til det ukuelige lille gudshus ved bjergets fod.
De nu afdøde kirkekunstnere Albert Bertelsen (med “Huse på fjeldet”) og Poul Anker Bech (med det surrealistiske “Det røde fjeld og himmelhavet”) er andre eksempler på moderne malere, hvis billeder af klipper har en metafysisk tone.
Birgitte Bech kirkekunst 