Kunst til kirkeåret

Om Jesus var kvindernes forkæmper, eller dette er en feministisk eftertids projektion, ved jeg ikke; men evangelierne anskueliggør levende hans samtaler med kvinder i de forskelligste situationer: lyttende kvinder, spørgende kvinder, desperate kvinder, påtrængende kvinder, grædende kvinder… Hos Jesus søger og finder mennesker hjælp til at leve, uanset køn. Hos hans venner i Bethania, Martha, Maria og Lazarus, tager søstrene skikkelse for os som forskellige typer. Iflg. Luk. 10 sætter Maria sig og sluger hvert ord, han siger, hvorimod Martha beder Jesus om opbakning til en rimelig fordeling af det huslige arbejde: “Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig?” Hvem har ikke sympati for den flittige Martha, hvis utålmodige, trætte stemme vi kan høre for os; der skal jo mad på bordet. Hende kan vi spejle os i. Martha henvender sig til Jesus, men får ikke medhold, – derimod får hun omsorg og hjælp: Hun får hjælp til det dybe åndedrag og den livgivende, åndelige inspiration, som vi så let kan glemme i al vores nærsynede foretagsomhed. Hun får hjælp til at unde sig en pause. “Ét er fornødent.” Martha inviteres sammen med dig og mig ind i eftertanken og samtalen om, hvad det ene fornødne er. Forhåbentlig kan vi komme på sporet af denne “gode del” midt i et jævnt og muntert, virksomt liv på jord.

I 1800-tallet er fortællingen om Jesus hos Martha og Maria direkte på mode som motiv for kirkeudsmykning i Danmark. Jesu myndige ord om det ene fornødne har appel og korresponderer fint med vækkelsesforkyndelsen. Et halvt hundrede altertavler har vi fået med dette motiv, hvoraf mindst 16 originaler eller kopier ved den habile kunstner Anton Dorph. Malere og billedskærere udfolder her i en art genrebilleder deres forskellige stiliserede/idealiserede kvindetyper – med forkærlighed for den både yndige og seriøse, hengivent lyttende Maria. Mange af disse alterbilleder virker utidige i dag, og nogle har måttet vige pladsen for nyere kunst, måske i takt med at vi nu almindeligvis fortolker tekstens Martha og Maria som forskellige sider af enhver af os.

Jeg har tidligere vist opslag med ældre udgaver af motivet. En af de seneste versioner ses i Johan Thomas Skovgaards vidunderligt farveglødende glaskunst i Messiaskirken, Gentofte, hvor det er et af mange felter i en høj korrude fra 1940-erne med Jesu forkyndelse som tema. Andre ruder i kirken har andre evangeliske temaer. Se nedenfor. Jeg har udvalgt netop denne skildring, fordi den tydeligere end måske samtlige andre fortolkninger viser Jesu omsorg for Martha: Han ser indtrængende på hende og lægger beroligende sin hånd på hendes arm: Det går nok alt sammen, kære Martha. Lad arbejdet ligge en stund. Dig vil jeg også tale med. Foto: Claus Jensen.

I 38 år har han ligget syg ved Bethesda Dam. Ligesom mange andre er han tiltrukket af forlydender om mirakuløse helbredelser på dette sted. Efterhånden er det blevet hans livsfortælling at være syg, det er blevet hans identitet. En slags fællesskab har han måske med andre syge, men når det virkelig gælder, er det alles kamp mod alle. Vor mand vil aldrig komme frem i køen, fordi han ingen hjælper har. “Jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen”… Klagen er nu hans tilbageværende omkvæd. – Vore livsbetingelser idag er så meget bedre end oldtidsmenneskets, men hen over årtusinders afstand føler vi os stadig truffet af ordene: “Jeg har ikke et menneske”. De rammer os som en anklage. Udtalt eller uudtalt lyder de fra tusinder af ensomme svage i vores individualistiske tid, hvor givne fællesskaber er forsvundet, uden at velfærdssamfundet ret kan samle op. Hvem taler de svagestes sag mod ‘systemet’, mod kassetænkningen og de uforståelige regulativer i nutidens social- og sundhedsvæsen? Der vil aldrig være ressourcer nok, der vil altid være kø, og det kan være altafgørende at have ressourcestærke pårørende, som kæmper ens sag – fx for effektiv genoptræning, og for at ‘fanden ikke tager de sidste’. Hvordan kan lidende mennesker opretholde et håb om positiv forandring uden at have nogen af dele håbet med? Hvad er alternativet til resignation? På den baggrund kan vi overraskes af evangeliet, som ikke vil vide af resignation. Sygdom skal aldrig være et menneskes identitet og hele livshistorie, – og sygdom er forresten heller ikke Guds straf! Den syge er ikke bare en anonym patient, men Guds elskede søn eller datter! – – I Joh. 5 kommer Jesus forbi med sin nye fortælling til den syge. Jesus stiller det påfaldende spørgsmål “Vil du være rask?” Som læsere må vi vælge, hvor vi lægger trykket? Lægger vi trykket på “Vil”, karakteriserer vi mandens sygdom som (også) en sygdom i livsviljen og -modet. Sådan kan jeg måske på en dårlig dag høre spørgsmålet stillet til mig selv: Trækker jeg offerkortet og lader mine klagemål fylde det hele, eller prøver jeg i dag at gribe mit livs muligheder med trodsigt mod og dertil tak? Jeg kan måske kaste et kritisk blik på min egen opgivenhed, men jeg kan og skal ikke dømme om, hvad andre mennesker hver især oplever og formår. Så lad mig vælge den neutrale oplæsning og lægge trykket på “rask”. Hvorom alting er: Jesus påtager sig at være den syge mands menneske og gøre ham både legemligt og sjæleligt rask. Han beordrer: “Tag din båre og gå” med en kraft, som ikke bare er medmenneskelig, men har sin grund i selve skabermagten. Og skabermagten er suveræn i forhold til vane-, system- og kassetænkning og samtlige regulativer, Manden rejste sig faktisk og gik mod Tempelpladsen. Lidt stereotypt fortælles nu, at helbredelsen på sabbatten kunne bruges til at få Jesus dømt, fordi den var på kollisionskurs med det mosaiske regulativ. Jesus handlede uforfærdet mod ‘systemet’, fordi han ville være medmenneske, og fordi han ville vise os den suveræne Guds menneskelige ansigt, selvom det kostede.

Den mest berømte billedtolkning til dagens tekst er Carl Blochs maleri “Kristus helbreder den syge ved Bethesda Dam” fra 1883. Dette billede kommenterede jeg i opslag på denne side for 4 år siden.

Her viser jeg nu en moderne abstrakt skulptur fra 1978 af dansk kirkekunsts grand old man Erik Heide. Det er “Håbets bur” af granit og støbejern, af form som et H (HÅB), placeret smukt og højt ved Gattenborg uden for Hobro med udsigt ned til Vestfjorden. Umiddelbart ser ‘buret’ håbløst lukket ud, som et fængsel. Kommer vi nærmere, opdager vi, at buret indeholder en stor sten med et kors. Stenen er for stor til at kunne fjernes fra buret, sådan som livets smerte og sorg ikke altid lader sig fjerne. Men det viser sig, at de tunge støbejernslåger alle kan åbnes, som symbol for at mennesket ikke behøver være lukket inde i håbløsheden. Skulpturen er interaktiv og tvetydig: Jeg talte med en kunstkender, som ytrede, at man jo selv må handle og opsøge håbet; man må slå lågerne op. Min egen umiddelbare tolkning var, at kræfter udefra (eller oppefra) kan komme det plagede menneske til hjælp og åbne håbets vinduer. I alt fald er den åbne skulptur et talende symbol for, at håbet ikke skal gøres til skamme. Hvor håbet først har fundet vej, er livet ren mulighed, og udsynet under den åbne himmel er uendeligt. Foto: Claus Jensen.

Teksten fra Matt. 20 giver os et skarpt billede af mennesker i konkurrence, her i kampen om religiøs kapital. Religiøse fora kan stadig være forfængelighedens kamppladser. Idag finder vi det vel langt ude, når Jesu disciple – eller deres ufromt ambitiøse mødre – slås om garanti for pladserne til højbords under stjernestøvet i Guds rige, men nutidens mennesker kæmper som bekendt fremdeles om økonomisk, politisk, kulturel og social kapital. Kampen om anerkendelse raser i det åbne, sociale rum, hvor den kan antage karikeret form som kampen om at blive kendt, offentligt kendt, kendt for hvad som helst. Intet synes åbenbart mere usaligt end at være anonym. Vinderen er ham eller hende, der som kendis formår at undslippe den skamfulde grå anonymitet i individualismens overhalingsbane med sociale medier som fartmålere. Der er ikke noget galt i at længes efter at blive set og anerkendt som menneske og fx anerkendt for at gøre sig umage med sit arbejde og behandle andre ordentligt. Det giftige er, når kampen for anerkendelse reducerer andre mennesker til rivaler, trædesten på karrierevejen eller blot og bar publikum. Drømme om stjernestøv kan tømme vore fællesskaber og vore liv for menneskeligt nærvær. – Er der stjernestøv i at være social-, pædagog- og sundhedsarbejder, underviser, mentor, besøgsven, vågekone, ja medmenneske? Ja! ja! der er masser af stjernestøv over det liv, hvor man hjælper et andet mennesker til at trives. Den, som lindrer og løfter et medmenneskes liv, behøver aldrig være i tvivl om, at hun er blevet til noget eller nogen. Stjernerne drysser ned fra højeste sted:…“den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener…. ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange”.

Jeg kunne have valgt et skærtorsdagsbillede, som med baggrund i Johannesevangeliet viser Jesus i tjenerrollen i færd med at vaske disciplenes fødder. Denne gang vælger jeg i stedet det underforståede Kristusbillede i nogle af Olivia Holm-Møllers stærke malerier fra o. 1943 af mennesker, der tjener hinanden – med mad, klæder, vask, sygebesøg, barnepleje, undervisning, studier, kunst og kærlighed. Et af malerierne med titlen “Barmhjertighed” har i midten en abstraktion af dynamiske penselstrøg i glødende farver som flammer eller englevinger. Det er en hyldest til den ekspansive, guddommelige kærlighed som kilden til alle de meget jordiske kærlighedshandlinger. Malerierne hænger i Askov Højskoles festsal. Foto: Claus Jensen.

Olivia Holm-Møller (1875-1970), vores farvestærke vilde symbolist, har udsmykket Østre Kapel i Vejle, men blev ellers ikke kirkekunstner. Hendes udkast til en altertavle, “Vejen til Faderen”, som vises nedenfor i s/h foto, hang i 1914 på prøve i en landsbykirke, men da den blev afvist af menigheden, ødelagde kunstnerinden den. Desværre. Det sort/hvide foto er gengivet i Niels Th. Mortensens bog ‘Religiøs malerkunst’ fra 1945.

Søndagens tekst fra Matt. 12, 31- må ses på baggrund af det foregående afsnit. Dér fortaltes, at Jesus udførte det helbredelsesunder at give syn, tale og dermed liv og glæde til en blind og stum – et tegn for troen på, at Guds kraft virker på livets side. Men farisæere angreb Jesus for sort magi ved at påstå, at det måtte være “ved dæmonernes fyrste, Beelzebul”, Jesus uddrev dæmonerne. Hertil svarede Jesus, at “et rige i splid med sig selv lægges øde”, men: … “hvis det er ved Guds ånd, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer”. Ved Guds Ånd åbnes Guds rige for mennesker, så livet kan modtages som en fylde af nåde. – I forlængelse af stridssamtalen med farisæerne hører vi nu Jesu ord i dagens tekst, at “bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives”. Som redskab for Guds Ånd bringer Jesus Guds rige nær, men når mennesker undsiger – ja spotter – Guds kraft og nåde, lægger de deres egne liv øde. – Dagens tekst udfolder efterfølgende, hvad det betyder at modtage Helligånden og lade Guds kraft og nåde virke: Det betyder at bære gode frugter som et træ med et sundt rodnet, det betyder at tale sandt og ikke gøre hvidt til sort, og det betyder at modtage livets gave uden Gudsbeviser. Livet er tvetydigt, men vi kan som levende mennesker ikke stå på neutral grund og reservere vores stillingtagen, til vi har fundet sikre beviser for, at det er umagen værd at tro. Vi indbydes derimod til at vælge livet og med troens øjne se dets livsbekræftende tegn. –

Denne gang har jeg valgt et maleri fra 1891, som tilhører SMK. Det er en skildring af en opmærksom Jesus, som lytter til en tryglende far med et meget sygt barn, omgivet af skeptiske tilskuere, hvor tro og vantro brydes. Maleren Axel Helsted (1847-1907) blev uddannet på Det danske Kunstakademi, i Paris og Italien. Han indførte i Danmark den særlige realisme, som udvikledes hos de engelske prærafaelitter. Helsteds portrætter er både præcise og psykologisk indtrængende. Epokegørende blev Axel Helsteds rejse til Palæstina i 1890, året før han malede det her viste maleri, som relaterer sig til Matt. 17 og hedder “Helbredelsen af den månesyge”. I Palæstina tilegnede Axel Helsted sig en viden om geografi, arkæologi, dragter og persontyper, som gør hans malerier ‘pinligt korrekte’. Samtidig bestyrkedes imidlertid hans religiøsitet og stræben efter inderlighed og nærvær i de bibelske scener. Kunstnerens kristne vækkelse resulterede i et antal bibelske motiver i de følgende ¨år, herunder smukke altertavler med julemotiver, som kan ses i Skovshoved og i Kristkirken på Vesterbro.

Som det afgørende tegn nævner Jesus i vor tekst “Profeten Jonas’ tegn”. Profetlegenden beretter, at havuhyret slugte den ulydige Jonas, som fra uhyrets bug anråbte Gud gennem tre dage og nætter, hvorpå bønhørelsen fulgte, og Gud lod uhyret kaste Jonas tilbage til livet. I kristen fortolkning læses henvisningen som en typologisk foregribelse af Jesu død og opstandelse. Motivet med Jonas og havuhyret har inspireret danske kalkmalerier, relieffer og andre kirkeudsmykninger. Nederst i dette opslag ses et malet eksempel: Et felt i Førslev Kirkes altertavle fra 1630 har Jesu gravlæggelse som hovedmotiv, men i baggrunden på strandbredden ligger den nøgne Jonas som et tegn på dødsmagens overvindelse. “Og se her er mere end Jonas”, lyder det i dagens evangelium. Foto: Claus Jensen.

Vi er iflg. Luk 7 med Jesus til middag hos Simon, der som farisæer gør sig stor åndelig og moralsk umage med sit liv og søger opbyggeligt selskab. Værtens dagsorden saboteres dog brat af et næsten absurd indslag: Hans hus bliver på pinligste vis vanæret af en påtrængende prostitueret tøs, som slet ikke kan holde sammen på sig selv. Hende kan ingen kendes ved – undtagen altså Jesus, der gør kvinden til hædersgæst ved at forklare, at det er hende, som dybest forstår Guds kærlighed. Det er denne lille kvinde, som stærkest har erfaret livets godhed. Vi tyder hendes salvning af Jesu fødder, hendes tårer og kys som en eksplosion af taknemmelighed, fordi Jesu dybe accept netop har åbnet himmeriget for hende, hende den udstødte! Det er et befriende inklusivt evangelium! – Og dømmesygen får et stød på vejen. – Nutidige læsere er så fortrolige med Jesu prædiken mod fordømmelse, at vi nærmest er vaccinerede mod sympati for farisæeren; ja, ham dømmer vi ude uden kvababbelse. Al sympati ligger hos den hengivne, følsomme pige, som for resten med sit udslåede lange hår har udseendet med sig. Vi ser hende som et sagesløst offer for en patriarkalsk kultur, hvor skam er det livsødelæggende, kollektive våben. Jesus er vores modstandshelt mod den dobbeltmoralske, patriarkalske udskamning af kvinder. – Men når teksten således passer alt for godt ind i vores moderne ekkokammer, skal vi måske begynde et andet sted for selv at blive grebet af evangeliet? Måske skal vi hver især tage udgangspunkt i vores egen personlige skam over de handlinger, vi inderligst ønsker ugjort? – altså synder og undladelsessynder, som får os til at foragte os selv, idet vi ikke bare kan skrive dem på kulturens og de sociale strukturers regning? Hvis ikke vi har en meget dårlig hukommelse, finder vi nok hver især på vores hemmeligste sted en skam, som vi helst vil tildække for Gud og hvermand – og os selv. Vi kan på denne personlige baggrund læse teksten som et evangelium om ikke at gemme sig væk i mørket med skammen, ej heller leve stolt på fortrængninger, men vedgå det forbrudte og tage det med til ham, som kan holde ud at se på os med alt det, vi skammer os over. Kan vi der vælte skammen af os? Måske ikke, men vi kan få hjælp til at bære den og takke for livet.

De foregående år har jeg vist nyere danske billedtolkninger af Salvningen i Simons hus, malet af Johs. Kragh og af Joakim Skovgaard. Denne gang skal vi se et billede fra renæssancen, som tilmed citerer Lukas’ prædiketekst på latin. Det er den livfulde alterbordsforside i Ballum Kirke ved Tønder. Maleriet er malet i første del af 1600-tallet og istandsat 1926 af Niels Thermansen. Maleriet kopierer den flamske maler Marten de Vos (1532-1603), som selv var inspireret af italiensk renæssance. Hans tilgængelige billeder var efterspurgt hos både protestanter og i den katolske modreformation. Hans udbredelse i Europas kirker skyldtes for en stor del den flamske gravør Raphael Sadelers kobberstik, således også her. Resultatet i Ballum er i alt fald et farverigt, livligt og fortællende ‘historiemaleri’. Rundt om farisæerens bord ses gestikulerende herrer med skepsis eller nysgerrighed malet i ansigterne. Til højre i forgrunden ser vi den roligt kommunikerende Jesus, klædt i lyse farver, lige som kvinden med salvekrukken og det honninggyldne hår. Hun er opslugt af sit herlige forehavende: at bevidne og hylde Kærligheden. Foto: Claus Jensen