11. søn. e. trin. 2. rk. – Skammen

Vi er iflg. Luk 7 med Jesus til middag hos Simon, der som farisæer gør sig stor åndelig og moralsk umage med sit liv og søger opbyggeligt selskab. Værtens dagsorden saboteres dog brat af et næsten absurd indslag: Hans hus bliver på pinligste vis vanæret af en påtrængende prostitueret tøs, som slet ikke kan holde sammen på sig selv. Hende kan ingen kendes ved – undtagen altså Jesus, der gør kvinden til hædersgæst ved at forklare, at det er hende, som dybest forstår Guds kærlighed. Det er denne lille kvinde, som stærkest har erfaret livets godhed. Vi tyder hendes salvning af Jesu fødder, hendes tårer og kys som en eksplosion af taknemmelighed, fordi Jesu dybe accept netop har åbnet himmeriget for hende, hende den udstødte! Det er et befriende inklusivt evangelium! – Og dømmesygen får et stød på vejen. – Nutidige læsere er så fortrolige med Jesu prædiken mod fordømmelse, at vi nærmest er vaccinerede mod sympati for farisæeren; ja, ham dømmer vi ude uden kvababbelse. Al sympati ligger hos den hengivne, følsomme pige, som for resten med sit udslåede lange hår har udseendet med sig. Vi ser hende som et sagesløst offer for en patriarkalsk kultur, hvor skam er det livsødelæggende, kollektive våben. Jesus er vores modstandshelt mod den dobbeltmoralske, patriarkalske udskamning af kvinder. – Men når teksten således passer alt for godt ind i vores moderne ekkokammer, skal vi måske begynde et andet sted for selv at blive grebet af evangeliet? Måske skal vi hver især tage udgangspunkt i vores egen personlige skam over de handlinger, vi inderligst ønsker ugjort? – altså synder og undladelsessynder, som får os til at foragte os selv, idet vi ikke bare kan skrive dem på kulturens og de sociale strukturers regning? Hvis ikke vi har en meget dårlig hukommelse, finder vi nok hver især på vores hemmeligste sted en skam, som vi helst vil tildække for Gud og hvermand – og os selv. Vi kan på denne personlige baggrund læse teksten som et evangelium om ikke at gemme sig væk i mørket med skammen, ej heller leve stolt på fortrængninger, men vedgå det forbrudte og tage det med til ham, som kan holde ud at se på os med alt det, vi skammer os over. Kan vi der vælte skammen af os? Måske ikke, men vi kan få hjælp til at bære den og takke for livet.

De foregående år har jeg vist nyere danske billedtolkninger af Salvningen i Simons hus, malet af Johs. Kragh og af Joakim Skovgaard. Denne gang skal vi se et billede fra renæssancen, som tilmed citerer Lukas’ prædiketekst på latin. Det er den livfulde alterbordsforside i Ballum Kirke ved Tønder. Maleriet er malet i første del af 1600-tallet og istandsat 1926 af Niels Thermansen. Maleriet kopierer den flamske maler Marten de Vos (1532-1603), som selv var inspireret af italiensk renæssance. Hans tilgængelige billeder var efterspurgt hos både protestanter og i den katolske modreformation. Hans udbredelse i Europas kirker skyldtes for en stor del den flamske gravør Raphael Sadelers kobberstik, således også her. Resultatet i Ballum er i alt fald et farverigt, livligt og fortællende ‘historiemaleri’. Rundt om farisæerens bord ses gestikulerende herrer med skepsis eller nysgerrighed malet i ansigterne. Til højre i forgrunden ser vi den roligt kommunikerende Jesus, klædt i lyse farver, lige som kvinden med salvekrukken og det honninggyldne hår. Hun er opslugt af sit herlige forehavende: at bevidne og hylde Kærligheden. Foto: Claus Jensen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s