Kunst til kirkeåret

Vi bevæger os nu i tiden fra år 2022 til år 2023. Vi har gennemlevet endnu et år på jorden, på vores sted, i vores kultur med dens traditioner og sprog. Allerede vores navn siger gerne meget om, hvilke værdier og fortællinger, vi har arv og gæld efter. – I den meget store folkeskole, jeg gik i som barn, var der en dreng, som hed Adolf, een, født i 1945 (!). Han havde det svært af mange grunde. – Hvor meget i vores liv er på forhånd givet? Hvor meget vælger vi selv? Menneskebarnet Jesus var også barn af sin tid og kultur: “Da otte dage var gået, så han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv.” – I kristen fortolkning forklares omskærelsen somme tider som en foregribelse af den lidelse og blodsudgydelse, der ventede Jesus som voksen. – Til Lukas’ oplysning om navngivningen føjer Matthæus forklaringen på navnet: “thi han skal frelse sit folk fra dets synder”. Så ved vi, at Jesus, på hebræisk “Joshua” (som Moses’ medhjælper hed) betyder “Gud frelser”, og at den gammeltestamentlige kultur med fortællingen om Israels frelse danner baggrund. Forskningen omkring ‘den historiske Jesus’ levner ikke megen tvivl om, at Jesus var jøde og snarere ville fortolke eller forny end vrage jødedommen. Samtidig gjorde han stærkt indtryk på omgivelserne ved nye ord og tegn, så at man kan sige, at han mere end de fleste ‘modstod kulturdøden’. Han levede i sin tid og kultur, men han var ikke bare dens produkt. Mennesket er skabt af historien, og mennesket skaber historien. Jesusbegivenheden synes som få at have skabt verdenshistorie, som så igen har fået afgørende betydning for, hvilken historie vi er skabt af. – Skal vi visualisere tiden, gør vi det ofte lineært i form af en vej, i billedkunsten ofte som en vej gennem et landskab. Vi er kommet ad en vej, og ved årsskiftet bliver vi særligt bevidste om vore livsvej som en rejse mod ukendt fremtid. I vore forestillingsbilleder fortoner vejen sig i det fjerne mod den vigende horisont. Samtidig søger vi efter bedste evne at gøre vort tidsforløb forudsigeligt ved genkendelige holdepunkter, fx traditioner omkring nytårsfejring. Kirkeåret giver os holdepunkter med fortællinger om, at Jesus har gået vejen før og vist os, at den ender godt. Om også vores historiske tid og vor selvbiografiske tid fra fødsel til død er ‘lineær’, er den altså også ‘cirkulær’, med årligt tilbagevendende holdepunkter. – Og nu kommer vi til det vigtigste: Når vi fx samles om en nytårsprædiken, rækker vi takken og bønnerne, ængstelsen og håbet opad, eller måske snarere indad og opad. Vi kender altså til en indre ‘lodret’ bevægelse og impuls i livet, fordi vi er åndelige eksistenser. Lukas forklarer Jesu navn ved at henvise til englens budskab. Lad os aldrig være uden den himmelske inspiration, som midt i vores lineære eller cirkulære tid giver os lodret tid, højtid med fylde af evighed!

Vi kan vise et af de traditionelt fortællende billeder af Jesu omskærelse som fx den dygtige billedskærer Abel Schrøder d. y. s prædikestolsudsmykning fra 1667 i Hammer Kirke ved Næstved. Det er et ganske underholdende relief. Foto: Claus Jensen.

En anden mulighed er at vise et af (kirke) kunstens mange mere lyriske billeder af en vej. Her har jeg valgt en moderne abstraktion over vejen, malet af Arne L. Hansen på Øster Vrå Kirkes alterbord i 1994. Det er en udsmykning fra modernismens lidt billedforskrækkede periode. Her er ikke bare en abstrakt visualisering af vejen, men hele tre: I centrum er Lidelsens vej, Via Dolorosa, som fører Jesus ad lidelsens syv stationer op mod Golgata øverst under den røde himmel. Til venstre er Himmelstigen, som en forkyndelse af menneskeåndens rejse mod lyset, altså den lodrette eller diagonale bevægelse. Til højre ses Frelsens vej, som med lodret eller diagonal bevægelse tegner en trappe. Trappen mødes imidlertid oppefra af tre røde striber: Fader, Søn og Helligånd? Tro, håb og kærlighed? Jesu vej har betydning for vores vej. Værsgo’ at tolke med! Evigheden kommer til os. “Højtiden vokser med dagen”. Tak til Niels Clemmensen for dette foto.

Vejen som billede af tid og evighed

´´´´Arne L Hansen Østervrå Kirke, “Himmelstigen – via Dolorosa -Frelsens vej”, 1994 NC

Julen har endnu engang samlet os om glæden og freden i ‘den store kristne familie’. I englesangens efterklang har vi måske oplevet fællesskabets resonans og er blevet lidt mere følsomme og lidt mere hudløse. Vi har åbnet hjerterne på klem for mere udsatte medmennesker. Hvor langt rækker samfølelsen? Det globale udblik kan forekomme uoverkommeligt, vi orker det næsten ikke, men vi ved det jo godt: Uden for vores helle, især i Mellemøsten, er det mange steder et livsfarligt valg at bekende sit tilhørsforhold til ‘den store kristne familie’. Ja, hver dag verden over er der martyrer: trosvidner, sandhedsvidner, etiske og politiske blodvidner. Det kan være livsfarligt at undsige magthavernes ‘virkelighed’ og bruge forbudte ord. De fleste blodvidner er blevet glemt, men 2. juledag husker vi i kirken eet af dem ved navn: Stefan, den første kristne martyr, talsmand for Kristusmenigheden og – for mig at se – en repræsentant for alle tiders sandhedsvidner. Iflg. ApG. 7 gik Stefan ikke på kompromis i sin prædiken, hvor han kritiserede den jødiske kult for at erstatte den med troen på Menneskesønnen. Ikke bygninger af sten, men troende hjerter er Guds tempel. Den levende Gud er ikke bundet til kultsteder, men dyrkes i ånd og sandhed. Iflg. Apg.s kronologi holdes Stefans uforfærdede prædiken i tiden efter pinse og er altså en virkning og udfoldelse af den levende Helligånd. Så provokerende lød det for hans ikke-kristne omgivelser, at han blev henrettet, det være sig enten ved en regulær domfældelse eller ved en lynchning. Når fortællingen om Stefans død ikke bare er en tragedie, skyldes det, at den uadskilleligt er flettet sammen med fortællingen om Jesu død som et livgivende mysterium: ‘Så stenede de Stefanus, mens han bad: “Herre Jesus, tag imod min ånd!” Han faldt på knæ og råbte med høj røst: “Herre, tilregn dem ikke denne synd!” Og da han havde sagt dette, sov han hen.’

Det sker ikke ofte, at billedkunstnere nyfortolker Stefansmotivet. Men det er netop, hvad Bjørn Nørgaard gjorde i 2020 på den righoldige bronzeport Alfa og Omega i Christianskirken, Fredericia: Over relieffet med pinsedagens åndsudgydelse ses forskellige urkristne motiver fra Apostlenes Gerninger, herunder altså Stefans stening. Relieffets figurer er tidløst klædt og des mere nutidige. Det handler således om alle tiders brutale verdensmagter og alle tiders syndebukke og ofre. Stefan er iklædt en stribet fangedragt og knæler. Pointen er, at han ikke knæler i underkastelse under magtens og voldens udøvere. Det er ikke deres ‘nåde’, han beder om. Han knæler for sin egen Herre i Åndens frihed. Foto: Claus Jensen.

Hvor vi dog behøver et helle midt i denne ængstende mørke og forstyrrede virkelighed, hvor millioner må flygte eller leve og kæmpe med ryggen mod muren! Mon ikke mange juleprædikener i år vil citere ærkebiskop Justin Welbys sammenfatning af indtryk efter Putins invasion: “Portene til helvede er åbnet, og enhver ond kraft slap ud over hele verden”? Men over og under de mange rapporter om grusomhed hører vi også fortællinger om, hvordan ukrainerne med største inderlighed fejrer jul: “Vi har intet lys, men vi har lys i vores hjerte”. De synger med englene i Luk. 2: “Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!” Vi hører om ufattelig brutalitet, men også om solidaritet, offervilje, generøsitet og pietet. Mere end nogensinde har vi alle brug for at opsøge og øge de lysende fortællinger om tro, håb og kærlighed. I den mørke tid planter juleevangeliet netop sådan en livgivende fortælling i os: “Frygt ikke, Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket!” . Vi må som hyrderne lade os standse i vore foretagender for at liste ind i krybberummet i Betlehem, være stille en stund, lytte og se. Mødet med Guds nyfødte lille menneskebarn åbner vore hjerter og bevæger os. Vi opdager livlinen til Himlen; vi afvæbnes og fyldes af glæde og tak; vi lader julehøjtiden genoplive vores længsel efter det gode menneskeliv, som vi er skabt til at leve, og måske tør vi lige her række ud efter tilsagnet om en ny begyndelse for hele menneskeheden. – “Helvedes porte er åbnet”, javist, men Gudsrigets port er også åbnet, og derfra kan helende kræfter slippes ud over verden. “Hver djævel har sin tid”, sang Grundtvig (DDS 655), men Guds kærlighed har både tid og evighed.

Gudsrigets åbne port vises i værket “Hyrdernes tilbedelse”, som hænger i Christianskirken i Klaksvig, Færøerne. Det både traditionelle og postmoderne collageagtige relief med forskellige træsorter og metalgenstande er skabt med både kloge hoveder og kloge hænder af billedkunstner Edward Fuglø (f. 1965) og møbelsnedker Sjurdur Solstein. I alt 10 tondoer (cirkelrunde kunstværker) med billeder af Jesu liv hænger i kirkens nederste etage. De blev færdige i 2013 til kirkens 50 års jubilæum. Hyrderne følger englekaldet: “Og dette er tegnet, I får. I skal finde et barn , som er svøbt og ligger i en krybbe”. Vi får et udblik til den sorte nat, hvor stjernehimlen illuderes af en plade til nøgleophæng med små messingkroge. Midt i billedet ses koen (ref. Es.1,3: “Oksen kender sin ejer”…) og hyrdestaven, som Jesusbarnet symbolsk rækker ud efter. Han skal blive “den gode hyrde, der sætter sit liv til for fårene”. Barnet er “lyset, der skinner i mørket”, og barnets glorie associeres også til Betlehemsstjernen. – I øvrigt er kirken bedst kendt for sit alterbillede, der er en succesrig genanbringelse af Joakim Skovgaards første, men aftagne, fresko af Det Store Gæstebud til Viborg Domkirke 1901. Netop træ fra Skovgaardbilledets blændramme er for øvrigt genanvendt i Fuglø-billedets rundbuede portal, som flugter med billedranden. – Billedet er fundet i den flotte bog ‘Træets budskab. Jesus fra Nazaret – en kirkeudsmykning af Edward Fuglø”, som jeg blev foræret af kunstsnedkeren Sjurdur Solstein. – – Vi hørte for nylig om voldsomt snefald, voldsom regn og efterfølgende laviner i Klaksvig, der førte til evakuering af de højest beliggende boligområder. Nu sænker julefreden sig forhåbentlig i Klaksvig og over verden. Glædelig jul til alle.

Foto: Claus Jensen

Som karismatisk taler kunne Johannes Døberen have bygget en kult om sig selv som ‘Guds gave til menneskeheden’. Messiastitlen var i spil, Johannes havde gennemslagskraft, og omverdenen kaldte på en, der kunne ‘frelse verden’. Det store hos Johannes er imidlertid, at han ikke forføres af sin egen berømmelse. Han viser væk fra sig selv, da tiden er inde, – til forskel fra mange, hvis mål går hen og bliver maksimering og fastholdelse af egen position. Du og jeg kan lære af Johannes, at vi kun er mennesker, som tør håbe på Guds nåde og i det højeste være troværdige vidner – som “‘en, der råber i ørkenen”. Du og jeg er ikke nogens Herre eller frelser, ikke engang vores egen. Som mennesker lever og ånder, handler, taler og tolker vi, fordi livsånden er indblæst også i os, men selv er vi ikke hverken Kristus eller Helligånden, og det er OK sådan. Det er OK, at vi som Johannes bare “døber med vand” og overlader det underfulde til Gud Fader, Søn og Helligånd. Det er en stor aflastning for dig og mig, som for Johannes, ikke selv fundamentalt at skulle bære livet oppe. Som Døberen kan vi bekende: “Jeg er ikke Kristus” og fryde os over, at Kristus kommer til os som et løfterigt tilsagn fra evigheden. – Nu må det gerne blive jul.

Kirkekunsten er rig på fremstillinger af en pegende og tilbedende Johannes. Nu hvor vi i kirkeåret går fra Johannes’ søndage ind i juletiden, glæder vi os til billeder af det nyfødte barn. Middelalderlige legender har været optaget af ‘den hellige familie’ og slægtskabet mellem den lille Johannes og den et halvt år yngre Jesus. Dette har affødt uimodståelige (især katolske) billeder af en baby Johannes, som tilbeder og bringer symbolske gaver til baby Jesus. Nivaagaards Malerisamling har fra 1906 ejet sådan et yndefuldt værk, malet af reformationstidens efterspurgte maler Lucas Cranach den Ældre (1472-1553). Titlen er “Madonna og Kristusbarnet med den lille Johannes Døberen og engle.” Nogle skildringer af de to små grandfætre viser Johannesbarnet med et martyrkors eller slæbende på et velvoksent lam. Her i dette Cranach-billede rækker en hengiven Johannes – med den asketiske kameluldsdragt som attribut – en smuk klase druer til barn Jesus, der putter en drue i munden. Druerne er en reference til nadveren og – på linje med et lam – en reference til lidelseshistorien og Kristi offer. – Billedet er fundet på museets hjemmeside. – Også i danske kirker, fx i Klosterkirken i Nykøbing Falster, hænger der enkelte Cranach-værker.

Han havde sådan håbet, troet og kæmpet! – Systemkritikeren Aleksy Navalnyj og andre frontløbere i Rusland, Kina, Iran osv. har råbt op for retfærdige omvæltninger, men er bragt til tavshed i regimernes fængselsborge. Måske vil deres største rædsel ikke være personlig lidelse, men tab af troen på projektets mening og på at menneskeheden overhovedet har godt i vente? – Evangelieteksten i Matt. 11 lader os rejse tilbage i tiden til den højtråbende samtidskritiker Johannes Døber, som sidder på dødsgangen – og her bliver anfægtet. Han har satset på et guddommeligt indgreb i Israels historie og kompromisløst kaldt til omvendelse og bod i den 11. time før Guds forestående strenge dom. Hans ‘projekt’ var en åndelig hovedrengøring af folket, forud for at Gud – meget snart – ville lade det store ske med “den stærkere”, Messias, som redskab. Kunne den messianske fornyer være Jesus, der tilmed en tid havde stået i lære hos Døberen? De svære spørgsmål melder sig for Johannes i fangehullets halvmørke, for hernedefra synes alting alt for meget ved det gamle. Kan den sårbare vandreprædikant fra tømrerhjemmet i Nazareth vitterlig identificeres som Messias? “Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?” Jesus modtager Johannes’ spørgsmål og sender som svar hverken “ja” eller “nej”, men fortællingen om, at omkring ham er Guds riges kræfter allerede virksomme blandt levende og døde. Svaret er et ekko af Esajas’ smukkeste messianske tekster og af evangeliernes underberetninger, der møder tvivl og tro hos såvel læseren som Johannes. Jesu budskab er ikke Johannes’: Jesus bebuder ikke den kategoriske udrensning, men en nådig hjælp til at leve i tid og evighed – ikke mindst for de svageste: “Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for de fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig.” Så var alt altså alligevel ikke bare ved det gamle! Den fængslede omvendelsesprædikant blev ikke sluppet fri – så lidt som mange nutidige samvittighedsfanger; han modtog måske end ikke englesyner i sit halvmørke. Men hans netværk så en engel: Jesus ærede nemlig Johannes som den engel, det sendebud fra Gud, som opfyldte det gammeltestamentlige citat: “Se, jeg sender min engel foran dig”… På årtusinders afstand fremtræder Johannes som helt, helgen og forbillede ved at vise bort fra sig selv og være frontløber for den nådigere Messias. Således omfavnes Johannes af den store, guddommelige historie, hvori hans liv blev fuldbyrdet og ikke bare stod tilbage som et tragisk intermezzo. I vort tilbageblik efter påske, hvor Jesu korsfæstelse følges af opstandelsesvisioner, træder det fuldtonende evangelium frem. – Når vi i mindre skala oplever at komme i tvivl om meningen med (kuldsejlede) projekter og (skuffede) forhåbninger, må vi leve i usikkerhedens halvmørke, hvor ingen af os har overblik over den gådefulde helhed. Alligevel favnes vi som Johannes i den evige, guddommelige historie, hvor alt kommer til alt.

Jeg har i tidligere opslag vist Rudolf Rud-Petersens vidunderlige figurative maleri fra 1915 af Johannes i fængslet. Denne gang vises et moderne kunstværk fra 2006, som findes i kirken i Statsfængslet Østjylland, Enner Mark. Øjvind Nygårds (1948-2010) skulptur i bronze og glas bryder hul i muren med et uregelmæssigt vindue med et kors, synligt både indefra og udefra. Forhåbentlig kan korset med lysindfald og udsyn til himlen opleves som et nådefuldt glimt af håb for en spørgende sjæl bag en låst dør? Foto er hentet i Mikael Wivels flotte værk Kunsten i kirken samt på nettet.