Julen har endnu engang samlet os om glæden og freden i ‘den store kristne familie’. I englesangens efterklang har vi måske oplevet fællesskabets resonans og er blevet lidt mere følsomme og lidt mere hudløse. Vi har åbnet hjerterne på klem for mere udsatte medmennesker. Hvor langt rækker samfølelsen? Det globale udblik kan forekomme uoverkommeligt, vi orker det næsten ikke, men vi ved det jo godt: Uden for vores helle, især i Mellemøsten, er det mange steder et livsfarligt valg at bekende sit tilhørsforhold til ‘den store kristne familie’. Ja, hver dag verden over er der martyrer: trosvidner, sandhedsvidner, etiske og politiske blodvidner. Det kan være livsfarligt at undsige magthavernes ‘virkelighed’ og bruge forbudte ord. De fleste blodvidner er blevet glemt, men 2. juledag husker vi i kirken eet af dem ved navn: Stefan, den første kristne martyr, talsmand for Kristusmenigheden og – for mig at se – en repræsentant for alle tiders sandhedsvidner. Iflg. ApG. 7 gik Stefan ikke på kompromis i sin prædiken, hvor han kritiserede den jødiske kult for at erstatte den med troen på Menneskesønnen. Ikke bygninger af sten, men troende hjerter er Guds tempel. Den levende Gud er ikke bundet til kultsteder, men dyrkes i ånd og sandhed. Iflg. Apg.s kronologi holdes Stefans uforfærdede prædiken i tiden efter pinse og er altså en virkning og udfoldelse af den levende Helligånd. Så provokerende lød det for hans ikke-kristne omgivelser, at han blev henrettet, det være sig enten ved en regulær domfældelse eller ved en lynchning. Når fortællingen om Stefans død ikke bare er en tragedie, skyldes det, at den uadskilleligt er flettet sammen med fortællingen om Jesu død som et livgivende mysterium: ‘Så stenede de Stefanus, mens han bad: “Herre Jesus, tag imod min ånd!” Han faldt på knæ og råbte med høj røst: “Herre, tilregn dem ikke denne synd!” Og da han havde sagt dette, sov han hen.’
Det sker ikke ofte, at billedkunstnere nyfortolker Stefansmotivet. Men det er netop, hvad Bjørn Nørgaard gjorde i 2020 på den righoldige bronzeport Alfa og Omega i Christianskirken, Fredericia: Over relieffet med pinsedagens åndsudgydelse ses forskellige urkristne motiver fra Apostlenes Gerninger, herunder altså Stefans stening. Relieffets figurer er tidløst klædt og des mere nutidige. Det handler således om alle tiders brutale verdensmagter og alle tiders syndebukke og ofre. Stefan er iklædt en stribet fangedragt og knæler. Pointen er, at han ikke knæler i underkastelse under magtens og voldens udøvere. Det er ikke deres ‘nåde’, han beder om. Han knæler for sin egen Herre i Åndens frihed. Foto: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 