Hvor vi dog behøver et helle midt i denne ængstende mørke og forstyrrede virkelighed, hvor millioner må flygte eller leve og kæmpe med ryggen mod muren! Mon ikke mange juleprædikener i år vil citere ærkebiskop Justin Welbys sammenfatning af indtryk efter Putins invasion: “Portene til helvede er åbnet, og enhver ond kraft slap ud over hele verden”? Men over og under de mange rapporter om grusomhed hører vi også fortællinger om, hvordan ukrainerne med største inderlighed fejrer jul: “Vi har intet lys, men vi har lys i vores hjerte”. De synger med englene i Luk. 2: “Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!” Vi hører om ufattelig brutalitet, men også om solidaritet, offervilje, generøsitet og pietet. Mere end nogensinde har vi alle brug for at opsøge og øge de lysende fortællinger om tro, håb og kærlighed. I den mørke tid planter juleevangeliet netop sådan en livgivende fortælling i os: “Frygt ikke, Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket!” . Vi må som hyrderne lade os standse i vore foretagender for at liste ind i krybberummet i Betlehem, være stille en stund, lytte og se. Mødet med Guds nyfødte lille menneskebarn åbner vore hjerter og bevæger os. Vi opdager livlinen til Himlen; vi afvæbnes og fyldes af glæde og tak; vi lader julehøjtiden genoplive vores længsel efter det gode menneskeliv, som vi er skabt til at leve, og måske tør vi lige her række ud efter tilsagnet om en ny begyndelse for hele menneskeheden. – “Helvedes porte er åbnet”, javist, men Gudsrigets port er også åbnet, og derfra kan helende kræfter slippes ud over verden. “Hver djævel har sin tid”, sang Grundtvig (DDS 655), men Guds kærlighed har både tid og evighed.

Gudsrigets åbne port vises i værket “Hyrdernes tilbedelse”, som hænger i Christianskirken i Klaksvig, Færøerne. Det både traditionelle og postmoderne collageagtige relief med forskellige træsorter og metalgenstande er skabt med både kloge hoveder og kloge hænder af billedkunstner Edward Fuglø (f. 1965) og møbelsnedker Sjurdur Solstein. I alt 10 tondoer (cirkelrunde kunstværker) med billeder af Jesu liv hænger i kirkens nederste etage. De blev færdige i 2013 til kirkens 50 års jubilæum. Hyrderne følger englekaldet: “Og dette er tegnet, I får. I skal finde et barn , som er svøbt og ligger i en krybbe”. Vi får et udblik til den sorte nat, hvor stjernehimlen illuderes af en plade til nøgleophæng med små messingkroge. Midt i billedet ses koen (ref. Es.1,3: “Oksen kender sin ejer”…) og hyrdestaven, som Jesusbarnet symbolsk rækker ud efter. Han skal blive “den gode hyrde, der sætter sit liv til for fårene”. Barnet er “lyset, der skinner i mørket”, og barnets glorie associeres også til Betlehemsstjernen. – I øvrigt er kirken bedst kendt for sit alterbillede, der er en succesrig genanbringelse af Joakim Skovgaards første, men aftagne, fresko af Det Store Gæstebud til Viborg Domkirke 1901. Netop træ fra Skovgaardbilledets blændramme er for øvrigt genanvendt i Fuglø-billedets rundbuede portal, som flugter med billedranden. – Billedet er fundet i den flotte bog ‘Træets budskab. Jesus fra Nazaret – en kirkeudsmykning af Edward Fuglø”, som jeg blev foræret af kunstsnedkeren Sjurdur Solstein. – – Vi hørte for nylig om voldsomt snefald, voldsom regn og efterfølgende laviner i Klaksvig, der førte til evakuering af de højest beliggende boligområder. Nu sænker julefreden sig forhåbentlig i Klaksvig og over verden. Glædelig jul til alle.

Foto: Claus Jensen