Kunst til kirkeåret

6. søndag efter påske

1982-87 Carl-Henning Pedresen Det røde hjerte, Ribe, M. Wivel Picture1

“Det røde hjerte”, har Carl-Henning Pedersen kaldt sin hyldest til kærligheden i en af Ribe Domkirkes glasmosaikruder (1982-87)

Jeg har valgt denne billedmeditation i glas som ledsager til sidste afsnit af ‘Jesu ypperstepræstelige bøn’ Joh. 17, 20 – , som er den indtrængende tekst til 6. sønd. e. trin. Afslutningsvis, forud for sin overgivelse, påberåber Jesus sig her Guds kærlighed og beder for, at den – som han selv – må fylde disciplene: …”Retfærdige Fader…jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.” – Den guddommelige kærligheds ekspansive mysterium skal være hans menigheds arv.

Det er næppe nødvendigt at præsentere Ribe Domkirkes kunst, som uden tvivl er den mest omdiskuterede danske kirkeudsmykning nogensinde, malet af en stor kunstner, der om sig selv sagde, at kirkemaler var han ikke, på opfordring fra Ny Carlsbergfondets formand Hans Edvard Nørregård-Nielsen, der siden har beklaget sit valg…

Carl-Hening Pedersens modernistiske billeder i glas, fresko og mosaik udfolder sig let og fabulerende, frit svævende over den etablerede kristne overlevering, som kirkekunst ellers gerne kan have et forhold til. Dog vil jeg med glæde tage “Det røde hjerte” i øjesyn som en bekendelse til kærlighedens mysterium. Øverst i ruden ser jeg under himmellegemer et kongeblåt ansigt i profil med fornem hovedprydelse og med stort og mindre øjne over det røde hjerte. Kan vi med en mulig projektion læse det som en Kristus, der taler om at se og blive set med kærlighedens øjne? En facitliste, der får pengene til at passe, har jeg ikke, og det er vist heller ikke meningen, men ruden er blid og beroligende, prydet af bløde, bølgende linjer og mylder af liv. En dekorativ bådformet figur i midteraksen er et skib, hvor vi netop alle er i samme båd, – eller en skål med et måltids gaver – til deling? Fortællingen må vi selv bidrage med, og i bedste fald har vi nok at øse af.

Billedet er hentet i Mikael Wivels flotte, store bogværk med titlen Carl-Henning Pedersen

Se evt. mere dansk kirkekunst på @birgittebechkirkekunst

Kristi himmelfarts dag

2008 Stig Weye, Grindsted“Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen”…

Teksten fra Luk.24 har i 2008 inspireret Stig Weye (f 1946) til udsmykningen af Grindsted Kirkes prædikestol, således at de 6 billedfelter præsenterer kirkeårets store helligdage. Det er der ikke noget nyt i, men flunkende ny er stilen! Den audodidakte Stig Weye holder her en fest med klare farver og fantasifuld anvendelse af symboler. Traditionel er fremstillingen af Jesu fodspor på jordens overflade, men vi ser ikke som i traditionelle billeder Jesusskikkelsen forsvinde op i en sky. Derimod ser vi på den gyldne himmel en blå medaljon, omkranset af 7 himmelsfærer, med Kristi ansigtsaftryk udført i lighed med aftrykket på de sagnomspundne klæder, der er kendt som ligklædet i Torino, Svededugen og Mandyliet. Et billede af et billede af Kristus er det tætteste, en kunstner kan komme.                                                                                                                           Mandyliet frembæres af engle, der er lige så anskuelige som menneskene derunder; ‘magisk realisme’, er stilen kaldt, men falder vist uden for ismerne.                                        – Hvordan visualiserer man trosbekendelsens billedsprog om tro på Kristus “siddende ved Gud Faders højre hånd” ?

I Weyes billede synes forsamlingen på jorden opbragt og forvirret, langt fra tekstens evangelium om, at disciplene stod tilbedende tilbage, fyldt med GLÆDE som en frugt af den velsignelse, Kristus gav dem til afsked.

Fem år senere fik Weye lov at følge prædikestolsbemalingen i Grindsted op med udsmykning af alterbord m v, og helheden omtales som Grindstedevangeliet.   Akademirådets Udvalg for Kirkekunst udtrykte bekymring for, at Weyes koloristiske udsmykning manglede nænsomhed i fht den eksisterende fine, gamle og absolut bevaringsværdige udsmykning, og at fornyelsen ville fylde mere end godt er i rummet, men udsmykningen blev realiseret. – Og religionspædagogisk synes udsmykningen at være et hit med stof og afkodningsopgaver for alle aldre.

Billedet er hentet fra en af kirkens flotte tryksager.

 

5. søndag efter påske

“JEG BEDER FOR DEM, – – HOLD DEM FAST VED DIT NAVN” …lyder det bl.a. i Jesu ‘ypperstepræstelige bøn’ til Gud Fader iflg. Joh. 17.
5. sønd. e. påske læses om, at Jesus tager afsked, at han ikke længere er i verden, men dog ikke efterlader sin menighed. Han taler beroligende til den om herlighed, om evigt liv og om at være ét …
Guldaldermaleren Eckersberg har malet to alterbilleder med Jesu afskedstale som motiv, hvor Jesus står som en akse mellem himmel og jord, og Judas stol står tom. Det perspektivisk mest interessante, som findes i Frederiksberg Kirke, har jeg tidligere kommenteret. Nu vises den enklere og blegere version, som Eckersberg efterfølgende i 1841 malede til Købelev på Lolland, – selvom det i sin tid kneb med finansieringen heraf. Altertavlen i Købelev Kirke er nu blevet restaureret og fortjener mindst et nyt foto.

2017 Peter Callesen Margrethekrke Valby o_90_alterbillede_1

Peter Callesen, den danske kunstverdens sublime papirkunstner, har i 2017 skabt sin første, længe ventede alterudsmykning, som nok gør Margrethekirken i Valby en rejse værd. Også her ser vi Kristusfiguren opløftet i bøn for menigheden, idet han både er og er ikke i verden. Dette næsten transcendente billede kan læses som en moderne fortolkning af Kristi ‘ypperstepræstelige bøn’ og en forkyndelse af den store enhed: såvel enheden i Gud som enheden mellem Kristus og menigheden. Tre lette og lysende kvadrater er som et treenighedssymbol samlet i Callesens værk. På de hvide flader leger lyset i mangetydige figurer.
Hvor Eckersbergs billede har en entydig reference til en bibelsk scene, er samtidskunsten i kirken oftest fortolkningsåben: Ser vi himmelfarten, eller ser vi opstandelsen, hvor Kristus sejrende sprænger graven og lægger ligklæderne bag sig? Eller ser vi det genfødte meneske som en ny skabning med fuldkommen anatomi uden forkrænkelighed? Vi inviteres til at fortolke.
Se evt. mere dansk kirkekunst på @birgittebechkirkekunst