3. søn. i advent, 1. rk. – Han havde sådan håbet!

Han havde sådan håbet, troet og kæmpet! – Systemkritikeren Aleksy Navalnyj og andre frontløbere i Rusland, Kina, Iran osv. har råbt op for retfærdige omvæltninger, men er bragt til tavshed i regimernes fængselsborge. Måske vil deres største rædsel ikke være personlig lidelse, men tab af troen på projektets mening og på at menneskeheden overhovedet har godt i vente? – Evangelieteksten i Matt. 11 lader os rejse tilbage i tiden til den højtråbende samtidskritiker Johannes Døber, som sidder på dødsgangen – og her bliver anfægtet. Han har satset på et guddommeligt indgreb i Israels historie og kompromisløst kaldt til omvendelse og bod i den 11. time før Guds forestående strenge dom. Hans ‘projekt’ var en åndelig hovedrengøring af folket, forud for at Gud – meget snart – ville lade det store ske med “den stærkere”, Messias, som redskab. Kunne den messianske fornyer være Jesus, der tilmed en tid havde stået i lære hos Døberen? De svære spørgsmål melder sig for Johannes i fangehullets halvmørke, for hernedefra synes alting alt for meget ved det gamle. Kan den sårbare vandreprædikant fra tømrerhjemmet i Nazareth vitterlig identificeres som Messias? “Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?” Jesus modtager Johannes’ spørgsmål og sender som svar hverken “ja” eller “nej”, men fortællingen om, at omkring ham er Guds riges kræfter allerede virksomme blandt levende og døde. Svaret er et ekko af Esajas’ smukkeste messianske tekster og af evangeliernes underberetninger, der møder tvivl og tro hos såvel læseren som Johannes. Jesu budskab er ikke Johannes’: Jesus bebuder ikke den kategoriske udrensning, men en nådig hjælp til at leve i tid og evighed – ikke mindst for de svageste: “Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for de fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig.” Så var alt altså alligevel ikke bare ved det gamle! Den fængslede omvendelsesprædikant blev ikke sluppet fri – så lidt som mange nutidige samvittighedsfanger; han modtog måske end ikke englesyner i sit halvmørke. Men hans netværk så en engel: Jesus ærede nemlig Johannes som den engel, det sendebud fra Gud, som opfyldte det gammeltestamentlige citat: “Se, jeg sender min engel foran dig”… På årtusinders afstand fremtræder Johannes som helt, helgen og forbillede ved at vise bort fra sig selv og være frontløber for den nådigere Messias. Således omfavnes Johannes af den store, guddommelige historie, hvori hans liv blev fuldbyrdet og ikke bare stod tilbage som et tragisk intermezzo. I vort tilbageblik efter påske, hvor Jesu korsfæstelse følges af opstandelsesvisioner, træder det fuldtonende evangelium frem. – Når vi i mindre skala oplever at komme i tvivl om meningen med (kuldsejlede) projekter og (skuffede) forhåbninger, må vi leve i usikkerhedens halvmørke, hvor ingen af os har overblik over den gådefulde helhed. Alligevel favnes vi som Johannes i den evige, guddommelige historie, hvor alt kommer til alt.

Jeg har i tidligere opslag vist Rudolf Rud-Petersens vidunderlige figurative maleri fra 1915 af Johannes i fængslet. Denne gang vises et moderne kunstværk fra 2006, som findes i kirken i Statsfængslet Østjylland, Enner Mark. Øjvind Nygårds (1948-2010) skulptur i bronze og glas bryder hul i muren med et uregelmæssigt vindue med et kors, synligt både indefra og udefra. Forhåbentlig kan korset med lysindfald og udsyn til himlen opleves som et nådefuldt glimt af håb for en spørgende sjæl bag en låst dør? Foto er hentet i Mikael Wivels flotte værk Kunsten i kirken samt på nettet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s