Nytår 1. rk. Et menneskeliv i tid og…

Vi bevæger os nu i tiden fra år 2022 til år 2023. Vi har gennemlevet endnu et år på jorden, på vores sted, i vores kultur med dens traditioner og sprog. Allerede vores navn siger gerne meget om, hvilke værdier og fortællinger, vi har arv og gæld efter. – I den meget store folkeskole, jeg gik i som barn, var der en dreng, som hed Adolf, een, født i 1945 (!). Han havde det svært af mange grunde. – Hvor meget i vores liv er på forhånd givet? Hvor meget vælger vi selv? Menneskebarnet Jesus var også barn af sin tid og kultur: “Da otte dage var gået, så han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv.” – I kristen fortolkning forklares omskærelsen somme tider som en foregribelse af den lidelse og blodsudgydelse, der ventede Jesus som voksen. – Til Lukas’ oplysning om navngivningen føjer Matthæus forklaringen på navnet: “thi han skal frelse sit folk fra dets synder”. Så ved vi, at Jesus, på hebræisk “Joshua” (som Moses’ medhjælper hed) betyder “Gud frelser”, og at den gammeltestamentlige kultur med fortællingen om Israels frelse danner baggrund. Forskningen omkring ‘den historiske Jesus’ levner ikke megen tvivl om, at Jesus var jøde og snarere ville fortolke eller forny end vrage jødedommen. Samtidig gjorde han stærkt indtryk på omgivelserne ved nye ord og tegn, så at man kan sige, at han mere end de fleste ‘modstod kulturdøden’. Han levede i sin tid og kultur, men han var ikke bare dens produkt. Mennesket er skabt af historien, og mennesket skaber historien. Jesusbegivenheden synes som få at have skabt verdenshistorie, som så igen har fået afgørende betydning for, hvilken historie vi er skabt af. – Skal vi visualisere tiden, gør vi det ofte lineært i form af en vej, i billedkunsten ofte som en vej gennem et landskab. Vi er kommet ad en vej, og ved årsskiftet bliver vi særligt bevidste om vore livsvej som en rejse mod ukendt fremtid. I vore forestillingsbilleder fortoner vejen sig i det fjerne mod den vigende horisont. Samtidig søger vi efter bedste evne at gøre vort tidsforløb forudsigeligt ved genkendelige holdepunkter, fx traditioner omkring nytårsfejring. Kirkeåret giver os holdepunkter med fortællinger om, at Jesus har gået vejen før og vist os, at den ender godt. Om også vores historiske tid og vor selvbiografiske tid fra fødsel til død er ‘lineær’, er den altså også ‘cirkulær’, med årligt tilbagevendende holdepunkter. – Og nu kommer vi til det vigtigste: Når vi fx samles om en nytårsprædiken, rækker vi takken og bønnerne, ængstelsen og håbet opad, eller måske snarere indad og opad. Vi kender altså til en indre ‘lodret’ bevægelse og impuls i livet, fordi vi er åndelige eksistenser. Lukas forklarer Jesu navn ved at henvise til englens budskab. Lad os aldrig være uden den himmelske inspiration, som midt i vores lineære eller cirkulære tid giver os lodret tid, højtid med fylde af evighed!

Vi kan vise et af de traditionelt fortællende billeder af Jesu omskærelse som fx den dygtige billedskærer Abel Schrøder d. y. s prædikestolsudsmykning fra 1667 i Hammer Kirke ved Næstved. Det er et ganske underholdende relief. Foto: Claus Jensen.

En anden mulighed er at vise et af (kirke) kunstens mange mere lyriske billeder af en vej. Her har jeg valgt en moderne abstraktion over vejen, malet af Arne L. Hansen på Øster Vrå Kirkes alterbord i 1994. Det er en udsmykning fra modernismens lidt billedforskrækkede periode. Her er ikke bare en abstrakt visualisering af vejen, men hele tre: I centrum er Lidelsens vej, Via Dolorosa, som fører Jesus ad lidelsens syv stationer op mod Golgata øverst under den røde himmel. Til venstre er Himmelstigen, som en forkyndelse af menneskeåndens rejse mod lyset, altså den lodrette eller diagonale bevægelse. Til højre ses Frelsens vej, som med lodret eller diagonal bevægelse tegner en trappe. Trappen mødes imidlertid oppefra af tre røde striber: Fader, Søn og Helligånd? Tro, håb og kærlighed? Jesu vej har betydning for vores vej. Værsgo’ at tolke med! Evigheden kommer til os. “Højtiden vokser med dagen”. Tak til Niels Clemmensen for dette foto.

Vejen som billede af tid og evighed

´´´´Arne L Hansen Østervrå Kirke, “Himmelstigen – via Dolorosa -Frelsens vej”, 1994 NC

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s