Kategori: Uncategorized

“LØFT JERES HOVEDER, I PORTE, / LØFT JER, I ÆLDGAMLE DØRE, / SÅ ÆRENS KONGE KAN DRAGE IND”….

Gudsfolket fejrer i den gammeltestamentlige Salme 24 Gud Herrens liturgiske komme til sit tempel i Jerusalem. – I Grundtvigs gendigtning “Gør døren høj, gør porten vid” får indtoget en inderliggjort evangelisk betydning: Her gælder det Messias’ indtog i troende hjerter: “Jeg hjertets dør vil åbne dig,/ o Jesus, drag dog ind til mig!/ Ja, ved din nåde lad det ske, / at jeg din kærlighed må se!”

Den åbne dør i vore gudshuse og i troende hjerter henter dybest set sin mening i, at Kristus (Joh 10) tør kalde sig selv døren. Vi kan kalde ham menneskers dør til Guds hjerte.

Jeg vælger at byde kirkeåret velkommen med Otto Norns smukke gråtonefoto af kirkeporten fra 1150-1200, på nordsiden af Ørsted Kirke, Djursland, i sandhed en ældgammel dør, der herliggør Ærens Konge. Den fremtræder usædvanligt helstøbt uden ombrydning eller afblænding, indrammet af den elegante tovsnoning, som kan være et symbol for livets træ. Det er en af de fem portaler, som tilskrives stenmester Horder, mens de fleste romanske stenarbejder er anonyme. Fra en beslægtet gravsten i Gjessingholm kendes navnene Tved og Horderus (bygmester), og Horder har man så vedtaget at kalde denne kraftfulde billedskaber, som formåede at betvinge den hårde jyske granit.

Kristus troner øverst i tympanon med livets bog og velsignende hånd. På karmstenene ses øverst tv. Maria, som endnu er jomfru at dømme ud fra hovedklædet; på indersiden findes en figur, som kan være Gabriel og altså komplettere bebudelsesscenen. Th. ses en mand, som viser op til Herren, muligvis Åbenbaringens forfatter Johannes. Hvem de øvrige hellige personer er, må overlades til gætterier. – Med en sådan portal satte middelalderkirken en markant grænse mellem profant og helligt, mellem onde magters hærgen derude og nådemidlernes stærkere kraft derinde. – Det gør en forskel at træde over tærskelen. – Og selvom der er højt til loftet derinde, må tærskelen gerne være lav.

 

 

 

SOM EN VARM HÅND

Vi er nu gået gennem et helt kirkeår med tekster så brogede som livet selv: med lidelse og lindring, mismod og håb, – og så venter det bedste alligevel til sidst: Vi finder i kap. 11 hos den ellers ofte så strenge Mattæus et lille stykke særstof, som er REN TRØST! Her slutter vi så at sige kirkeåret i Guds åbne favn: “Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.” Vi skal altså ikke forløfte os på tilværelsens overlæs, men hvile i Guds nærhed – og dermed lægges under et “åg, som er godt”. Hvad er nu det for et åg? Der er tradition for at forstå det som loven, og loven i Jesu fortolkning er kærlighedens lov: Kærlighedsbudet, hvis udgangspunkt er, at vi først er elsket af Gud. – Dette Jesusord er som et beroligende tilsagn og en varm hånd i ryggen på den, der kender sin afmagt.

Mange danske altertavler med tekstfelter bærer dette indbydende citat. De fleste billedtolkninger heraf viser en statuarisk Kristusskikkelse med majestætisk frontalitet og udbredte arme, klædt i oldtidens klassiske eller kongelige dragt.

En del af disse malerier viser også repræsentanter for “alle” de forslidte, som bærer tunge byrder og søger trøst, et menighedens kollektiv. Kun få kunstnere har skildret trøstens inderlige moment hos den enkelte. Men sådan et billede malede Ingolf Røjbæk i 1952 til Sæby Harre Kirke ved Skive. Røjbæks fortolkning tilbyder en enkelt identifikationsfigur, som har stærk appel i en individualistisk tid.

Røjbæks billede fra efterkrigstiden er en af de yngste fortolkninger af motivet. – Altertavlens anden indskrift handler om Jesus som livets brød og modsvares af topstykkets maleri af Kristus med en stor oblat. – Ingolf Røjbæk (1914-96) har udsmykket mindst en snes danske kirker med malerier eller glaskunst i karakteristiske lyse farver og enkle linjer, efterhånden ofte med en næsten geometrisk stilisering. Det er et af hans tidligste værker, vi finder her i Sæby Harre kirke. Fotografiet skyldes Claus Jensen.

 

KOM TIL MIG, ALLE I SOM SLIDER JER TRÆTTE OG BÆRER TUNGE BYRDER, OG JEG VIL GIVE JER HVILE er en af de allerhyppigste inskriptioner på dansk kirkeinventar.

Citatet findes i kortformen KOMMER TIL MIG under Thorvaldsens Kristusstatue fra 1821 i Københavns Vor Frue. Den opstandne har i århundreder stået dér i domkirken i sin hvide marmor og set ned til det kristne folk, og figuren er med sine udbredte arme blevet nationens mest ikoniske Kristusbillede. Utallige er kopierne i ind- og udland, og enkelte tilbageværende kopier får lov at blive stående (fx i Skinnerup).

Den majestætiske, solitære figur har fra midt i 1800tallet også dannet forlæg for altertavlemalerier (af F. L. Storch til Elof Risebye).

I 1885 malede Carl Bloch sin “Consolator”, Trøsteren, til en skånsk kirke: Her blev den ophøjede Kristusskikkelse omgivet af jævne, gamle og unge mennesker med et – for en moderne betragtning – ublufærdigt følelsesudtryk. Blochs maleri blev meget kopieret og gav inspiration til motivets fortsatte liv i et halvt århundrede (fra August Jerndorff til Anna E. Munch). Skildringer af de trætte og bebyrdede kan have en socialrealistisk karakter. Disse trøstsøgende er typisk fra kunstnerens samtid; det er hverdagens genkendelige, lokale personer, – som uvægerligt i løbet af få generationer bliver påfaldende fortidige. Den evige frelser er dermod skildret så overtidsligt og ikonisk som muligt. En vanskelig kunstnerisk udfordring at få det tidløse og det samtidige til at interagere! – Fra 1930’erne syntes motivet opslidt i denne traditionelle form.

I rækken af traditionelle fortolkninger vælger jeg som et godt eksempel Christian Nielsen Overgaards maleri fra 1896 i Stjær Kirke. Den hvidklædte Kristus med den smukke forgyldte korsglorie i stuk ser ind i evigheden / ud over menigheden, mens fem diskrete hverdagsmennesker undrende betragter ham. Overgaard er ikke faldet for fristelsen til at overeksponere det følelsesmæssige udtryk. Den forreste rygvendte skikkelse kan i sin anonymitet være repræsentant for enhver.

Christen Nielsen Overgaard (1851-1929) var bondedreng fra Stjær, men blev tidligt maler og akademiuddanet kunstmaler med betydelige offentlige opgaver. Han blev især en meget brugt dekorations- og glasmaler, kendt for sin sikre figurtegning og sin dekorative evne; begge talenter anskueliggøres i hans altertavle i hjembyen Stjær. Mange danske kirkeruder i nyromantisk stil er malet af C. N. Overgaard. Foto: Claus Jensen

 

…OG LYS I DIT LYS SKAL VI SKUE

I 1980ere malede Sven Havsteen-Mikkelsen (1912-1999) i sit moderne formsprog med grove strøg og stærke farver dette abstrakte billede af Genkomsten. Nederst ser vi de urolige mørke konturer af skikkelser, der dukker sig eller rækker op mod billedets hovedfigur: en eksplosion af lys, som suverænt og afslørende sætter sig igennem. Maleren tog flere gange motivet op i en tid, hvor andre var tilbøjelige til at lade det ligge som en fortidig forestilling. Havsteen var moderne, men ikke underlagt tidsånden. Billedet er i privateje, men kan ses i Mikael Wivels gode bog ‘Sven Havsteen-Mikkelsen Det kristne spor’.

25. sønd. e. trin. 2. rk. handler om Guds rige og Menneskesønnens genkomst. “Guds rige er midt iblandt jer”, skriver Lukas i kap 17 – med en bedre oversættelse end “Guds rige er inden i jer”. Samme tekst knytter Guds rige til Menneskesønnens nærvær og forudsiger hans forestående fravær og siden tilbagevenden fra himmelen med lynets klarhed, mens den gamle verden går under i bål og brand og syndflod. Teksten er apokalyptisk og fremmedartet.

Verdens undergang er langt fra utænkelig for en generation, der som vores er martret af påtrængende realistiske katastrofescenarier. Men idag opfatter vi mindre undergangen som en del af Guds store frelsesplan end som et resultat af menneskehedens eget hæmningsløse uvæsen, som NU kalder på vores ansvarlighed. Imidlertid – over og under bekymringen for den sårbare verden og bevidstheden om vor egen dødelighed – næres der hos kristne stadig et indre håb om Guds kommende manifestation, Kærlighedens og Sandhedens komme, menneskers forløsning i det møde, der omsider lader os “se ansigt til ansigt”.

Forestillingerne om genkomsten er nødvendigvis uklare, men salmen ‘Til himlene rækker’ rammer os med sin sidste linje: …”og lys i dit lys skal vi skue”.

 

GENKOMSTEN PÅ MUSEUM

Endnu omkring 2. verdenskrig valgtes Genkomsten som hovedmotiv i en del danske kirkeudsmykninger (udført af især Skovgaard’erne, Stefan Viggo Pedersen, Kræsten Iversen, Larsen Stevns samt Anna E. Munch og Ellen Hofman-Bang).

Navnlig Ellen Hofman-Bang (1879-1971) var frem til efterkrigstiden værdsat for sine bibelnære fortolkninger af Kristi blændende tilsynekomst blandt mennesker, detaljerigt malet med uforsagt metafysisk realisme og en noget patetisk iscenesættelse af domssituationen. Ellen Hofman-Bangs altertavler med genkomstmotivet kan endnu ses i Klovborg og Otterup Kirke. Flere versioner er udstillet i hendes barndomshjem, den nordfynske hovedgård Hofmansgave, hvor en flot skitsesamling er tilgængelig for publikum (se foto nedenfor) sammen med søsterens skulpturer.  Ingen betvivler dygtigheden hos malerinden, der nød stor anerkendelse i sin tid; men senere er både teologi og kunstsmag gået i andre retninger. Fra midt i 1900tallet ebbede interessen for genkomstmotivet ud – med Havsteen-Mikkelsen som vores nok mest bemærkelsesværdige undtagelse.

GÅET OVER FRA DØDEN TIL LIVET

Med stil som en renæssancekunstner har Stefan Viggo Pedersen (1891-1965) udsmykket  i hvert fald 17 danske kirker med Vesterbros Mariakirke som den mest kendte. Han var tredie generation i en talentfuld kunstnerslægt med tilknytning til Skovgaardkredsen. Flere af Stefan Viggo Pedersens apsisfresker fortolker kristendommens yderste dimensioner: opstandelse, dom og evigt liv, som novembers tekster kredser om.  Her vises foto fra Øse Kirke, 1943, og udsnit fra en beslægtet udsmykning i Torstrup Kirke, 1950. Fotos er fundet på kirkernes hjemmesider.

Stefan Viggo Pedersen skildrer mennesker i rumligt, tredimensionelt perspektiv; men med Gud er det anderledes: gudsbilledet ‘svæver’ og transcenderer dybdeperspektivet, idet Guds væren bryder gennem rum og tid.

Dommedag holder vi måske hele tiden, idet vi småligt dømmer hinanden og – i eftertankens stund – også os selv. Men dommen er Guds. Troen må tage tilflugt til, at den højeste dommer er Gud, der med sig selv som indsats møder fordømmelse og livsødelæggelse med nåde. Den generøse, guddommelige nåde vil sætte fri og gøre mennesker levende både her i tiden og hinsides tidens grænse.

Det evige liv gives ikke kun i en anden verden, men lyser allerede nu over os: “Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet”  (Joh kap 5)

 

GUD VIL TØRRE HVER TÅRE AF DERES ØJNE

Professor Elof Risebye (1892-1961) har efterladt os en række egenartede, meditative billeder, som forener dyb sorg og inderlig tro. Et udtryk for troen ses i antydningen af glorier om hans figurer, som bærer blus mellem gravkorsene. I vidt omfang bærer Risebyes stiliserede figurer kunstnerens egne ansigtstræk og indadvendte udtryk. Dette maleri fra 1944 er inspireret af en rejse til Italien, hvor Risebye oplevede den skik at tænde lys på gravene på ‘Alle sjæles nat’. Den oprindeligt katolske kirkegårdsskik har siden fundet vej til mange danske sogne, omend det her i landet oftest er i kirkerummet, der tændes levende lys i mindet om og håbet for de døde. Det sker måske i forbindelse med oplæsning af navnene på årets døde i sognet.

På Alle helgens dag styrkes den tro, som er så udfordret af døden. Der lyses fred over de sørgende, og der formidles et grænseløst håb ved dagens tekster: I Åb. kap. 21 læses om Johannes opstandelsesvision, hvor en røst fra himlen siger: “Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvúndet.”

Billedet er hentet i Vejen Kunstmuseums udgivelse ‘Risebye + Kiærskov’.