Sidste søndag efter helligtrekonger

Foto: Claus Jensen - se også nedenfor

FORKLARELSEN PÅ BJERGET

… “han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset.”… Tre af evangelierne beretter om, at Jesus tager nogle disciple med op på et bjerg i Galilæa (Tabor) og der åbenbarer sig som Guds lys. Jesus samtaler heroppe med Moses og Elias, hvorved han sætter Loven (Moses) og Profeterne (Elias) fra det gamle testamente i nyt lys. Jesus er undervejs til Jerusalem og har forudgående talt til disciplene om lidelse,død og selvfornægtelse, og middelbart før og efter bjergbestigningen påkalder konkrete lidende mennesker sig som altid gruppens opmærksomhed. Visionen på bjerget er således ikke en eskapisme fra livets og dødens tyngde, men er et nådefuldt glimt af Guds nærvær og kraft. Det er en opstandelsesvision og en mystisk kilde til håb, som udruster til den videre, svære rejse. Hvordan udholde at gå gennem et ubærligt mørke uden at kende det suveræne lys?

Disciplene ville helst dvæle i ‘den 7. himmel’ og fremsatte forvirrede forslag om at bygge huse til lyksaligheden… Den protestantiske teologi har tilsvarende haft det akavet med den særlige metafysiske oplevelse. Her er pointen, at Guds lysende nærhed ikke er en eksklusiv og elitær erfaring, men en tilgængelig virkelighed for os alle med ordets forkyndelse.

De østkristne kirker har med langt mindre forlegenhed udvalgt Forklarelsen = Metamorfosen som et kernemotiv, angiveligt ikonmalernes svendestykke. Den ortodokse kirke har udviklet en lysets teologi og vedtog i 14. årh. dogmet om ‘det uskabte lys’. F. eks. tænkte Athosteologen Gregorius, at hele universet er gennemtrængt af guddommelig energi, som muliggør mystikkens direkte gudsforbindelse og menneskets forvandling ved hjælp af energien fra det guddommelige lys…

I danske kirkers billedkunst forekommer motivet hist og pist, og det har faktisk fået fornyet interesse i vor spirituelt interesserede nutid, hvor fx Brandes og Engelhardt har taget det op. Jeg vælger her at vise udsnit af et par af de ældste forekomster, dels et epitafium fra 1600 fra Visborg Kirke, dels et alterbillede fra o. 1703 fra Lomborg Kirke, begge med indskrifter med reference til Guds proklamerende ord på Tabor bjerg: “Denne er min Søn, den elskede”.

Først epitafiet ovenfor: Det blev malet til minde om Jacob Seefeld og hans to hustruer af slægterne Rosenkrants og Bilde, hvoraf den første døde ganske ung. Som billede med opstandelseshåb giver Forklarelsen god mening på en mindetavle. Epitafierne med bibelske billeder foruden dygtigt malede slægtsportrætter er bemærkelsesværdige i en tid, som i øvrigt er fattig på malede bibelske motiver. Epitafierne vandt særlig udbredelse i det protestantiske Nordeuropa, især efter at reformationen havde ryddet kirkerne for helgenbilleder, så der blev plads til, at adel og velstillede borgere selv kunne erobre pladsen “Gud til ære, kirken til beprydelse og (ikke mindst) stifteren til evig ihukommelse”. Der blev trængsel på kirkevægge og gulve, så forbud efterhånden blev nødvendige, først mod epitafier med malerier.

Nedenstående ca. 100 år yngre hovedfelt i Lomborg kirkes renæssancetavle med lutherske tekstfelter på fløjene skyldes også finansiering fra en adelsslægt, hvis initialer står malet under billedet. Kampen om anerkendelse, foretagsomhed og fromhed har til alle tider blandet sig. Jævnfør disciplene på Tabor: “Det er godt, vi er her; så kan vi bygge tre hytter”...

Foto: Claus Jensen