4. søndag efter helligtrekonger

1661 Abel Schrøder d y, Holmens Kirkes prædikestol Claus P1120127.jpgFoto Claus Jensen

HERRE, FRELS OS! VI GÅR UNDER!

Abel Schrøder d. y. s relief ‘Jesus stiller stormen på søen’ på Holmens Kirkes prædikestol fra 1662 viser Kristus med glorie, sovende i bagstavnen.

Livets vælde og voldsomhed kalder på ærefrygt, men også på nødskrig. Vi føler os prisgivet i mange slags storme, som truer vore livsprojekter med undergang. Vi spørger dér, om Gud har vendt det blinde øje til, om han bare sover, mens vi forliser? Vore nødråb, vore SOS’er, skal da ikke lyde ud i et tomt rum, men som bønner nå ind til ham, der kan bytte menneskers angst og uro med tillid.

Skibet slog an som symbol i Danmarks kirker: symbol for kirkens, menighedens og den enkeltes færd. Det kan undre udlændinge, at der under danske kirkehvælvinger ofte hænger skibe: minutiøst udførte skibsmodeller. Hvad det konkrete historiske skib end huskes for, er det også altid en påmindelse om, at det i menneskelivets sejlads på livets hav kommer an på en styrmand, der fortjener vores tillid og bringer os i havn, – et nærliggende billede på Kristus.

I de første århundreder efter reformationen var skibsmotivet fhv. ualmindeligt i kirkekunsten. De fleste af den lutherske kirkes skulpturer refererede troligt til trosbekendelsens led og til gudstjenestens ritualer. Men undtagelsesvis forekom der eksempler på ‘stedsspecifik kunst’: Vi går ikke forgæves til flådens kirke, Holmens Kirke, i jagten på det aktuelle motiv: Jesus stiller stormen. Det findes som vist på Abel Schrøders pragtfulde prædikestol. – Fra sidste del af 1800-tallet blev det anderledes almindeligt i Danmarks kystnære kirker at vælge billeder af Jesus i storm på søen. I disse ofte stærke malerier kan menigheden spejle den påtrængende konkrete frygt for skibsforlis.

Abel Schrøder d.y. (1602-76) fra snedkergården i Næstved tog kniven op efter Abel Schrøder d. æ., som døde i peståret 1602. Et par svende, en drikfældig bror Eiler Abel Schr. og en handlekraftig mor holdt værkstedet i gang, til Abel junior kunne udfolde sit talent. Dette gjorde han så gennem et langt arbejdsliv. Hans udtryksfulde figurer med finurlige indramninger i bruskbarok stil pryder op mod et halvt hundrede sjællandske og skånske kirker. Tilmed arbejdede han sideløbende som organist i Næstved for at forsørge familien. Den flittige mand måtte betale en bøde for at snitte i kirketiden. Da han klagede til kongen over sin dårlige økonomi, fik han eftergivet en vis skattegæld i forbindelse med opgaven for Holmens Kirke, et af hans hovedværker. Inventaret her fra o. 1662 omfatter også altertavlen.

Karen og Jørgen Boye Petersen har med deres ekspertise i kirkelig skulptur i Danmark udpeget Holmens Kirkes prædikestol som en af Danmarks fire mest imponerende (sammen med prædikestolene i Holckenhavn Kapel, Sorø Klosterkirke og Aarhus Vor Frue).

 

1662 Abel Schrøder, Holmens Kirke DSC05184.jpg

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s