Søndag sexagesima

Foto Niels Clemmensen

SÆDEMANDEN  –  I Markus’ første store lignelse knytter Jesus – som så ofte – til ved landbrugskulturens erfaringer; men han sprænger straks rammerne for sund landmandsfornuft! Pointen i evangeliet er igen den handlende Guds overraskende ubekymrede generøsitet: Ingen jordbund er for værdiløs til at blive rundhåndet tilsået, dvs. evangeliet VIL ødsles på alle og enhver, og udkommet kan blive større end det største håb. Tekstens efterfølgende allegorisering over forkyndelsens forskellige modtagergrupper lægger intet til og trækker intet fra.

Lignelsen om sædemanden har i fin form overlevet flytningen til vor anderledes kultur. Ikke mindst er det lykkedes kunstneren Peter Brandes at aktualisere motivet med stor kraft. – Her søger jeg dog tilbage i kirkekunsthistorien og viser den ældste danske fortolkning af Sædemanden, jeg har kunnet finde. Den kan ses i sdr. sideskib ved orgelpulpiturets vestende i Budolfi Kirke, Aalborg. Maleren er ukendt, men vi ved, at det lille maleri er fra 1700tallet og indgår i en række af pietistiske motiver. Maleren går direkte til fortolkningen: Sædemanden er den milde og lysende Kristus, og guldkornenes modtagere er menneskehjerter. Det pædagogiske maleri er lidt rebusagtigt, men ikke så gådefuldt indforstået som mange pietistiske emblemer. – Mange tak til Niels Clemmensen for foto og info.

Formentlig er maleriet nogenlunde samtidig med den store pietistiske poet og biskop Hans Adolf Brorson (1694-1764), der med inderlige følelser og friske sansninger digtede om netop hjertet som menneskets levende inderste. I mindst 24 af Brorsons salmer i DDS skriver han om – eller oftere til – menneskehjertet som arena for dybe følelser, for selvransagelse og renselse, for valg og for  kamp. Ikke mindst opfordrer han hjertet til at tro og favne nåden, takke og glæde sig, ja netop glæde sig “af hjertens grund”! Jeg kan ikke modstå fristelsen til at citere et ret mundret, uimodståeligt morsomt Brorsonvers fra salme 389:

“Guds riges evangelium/ er sødt som honningkage; når det kun får i hjertet rum, at man det ret kan smage, da er det sjælens honningmad,/ gør hjertet let og mæt og glad/ og smukt i Jesu øjne”