Kategori: Uncategorized

Engbjerg Kirkes nyrestaurerede alterbillede,
malet til hjemegnens kirke af Niels Bjerre i 1896. 
Den mørke baggrund fremhæver Kristus som troens lys.

Bjergprædikenen (Matt. 5 -) indledes med, at Jesus vender alverdens takseringer af det vellykkede liv på hovedet og kalder de mest sårbare, fattige, sagtmodige, forfulgte og sorgfulde mennesker for salige, for de skal trøstes. Himmeriget er deres. Kristnes succeskriterier er altså sådan noget som renhjertethed, barmhjertighed, fredsskabelse… Jesu saligprisningerne er uforglemmeligt poetiske i deres form og svimlende høje og dybe i deres indhold – og stadigt overraskende: Her får vi et alternativt prisme at se vort eget og andres liv igennem: et himmelspejl i modsætning til verdens troldspejle. Det skal pudses og holdes op i lyset på søndag.

Adskillige danske altertavler har et maleri af Kristus, som prædiker for skarerne eller som velsigner en forsamling, måske med saligprisninger. En mindre kendt fortolkning af et sådant motiv er alterbilledet, som  hænger i Engbjerg Kirke. Det kan nok fortjene en præsentation efter at være blevet renset. Det blev malet af Niels Bjerre i 1896. Bjerres få, noget stive alterbilleder hører ikke til hans hovedværker, men de rummer en ærlig koncentration om det i kirken væsentlige. Niels Bjerre er for øvrigt selv begravet på den forblæste kirkegård ved Engbjerg Kirke.

Niels Bjerre (1864-1942) forsøgte to gange forgæves at tage afgang fra Kunstakademiet i Kbh., hvorefter han opgav kampen mod akademiets akademiske metodekrav og vendte tilbage til hjemegnen ved Lemvig. Her udfoldede han på epokegørende vis sin egen maleriske stil i det barske vestkystlandskab. – Berømte er ikke mindst Niels Bjerres stærke skildringer af lokalsamfundets mørkklædte skikkelser i kirkelige og gudelige forsamlinger. Med fortrolighed og loyalitet har han portrætteret miljøets alvorsfulde ånd og leveret en uvurderlig kulturhistorisk dokumentation.

Foruden altertavlen viser jeg her et maleri fra 1912 af et Missionsmøde, hvor hovedmotivet måske er lyset, der kontrastfuldt gløder på væggen bag den vakte forsamlings mørke silhuetter. Privateje

 

 

Sys Hindsbo, udsnit af figurrigt maleri. Clausens Kunsthandel

Om underet i Kapernaum berettes næsten enslydende hos Markus, Mattæus og Lukas. Det er fortællingen om den lamme mand, som fik mere af Jesus, end han havde håbet på: Efter mødet kunne han rejse sig og gå hjem – med sine synders forladelse. “Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå?” Guds nåde gælder både sjæl og krop, hvad jo også Fadervor bevidner ved at sidestille bønnerne Forlad os vor skyld og Giv os i dag vort daglige brød… At også medmennesker er hinandens daglige brød og livline anskueliggøres i fortællingen om den lammes venner, der opfindsomt tilkæmper sig adgang til Jesus gennem et hul i taget. Vi kan se det for os og kender måske også Joakim Skovgaards illustration i Viborg Domkirke og Troels Triers i Glamsbjerg Kirke. Sceneriet er dog et sjældent valg i kirkekunsten. Det er vel for komplekst og specielt, selvom det lyser af omsorg.

Mange prædikener over teksten griber fat i temaet, at mennesker må bære hinanden, konkret og overført; vi må bære hinanden til livet, til glæden, til troen… Temaet fik mig til at tænke på kunstneren Sys Hindsbos bæringsmotiver. I kunstnerens ofte farveløse og kolde scenerier af magtens udøvere og magtens ofre, omgivet af diverse svært afkodeligt grej, glimter undertiden et stærkt billede af omsorg og ømhed. Tilbagevendende har hun skildret omsorgsfulde bærere, der bærer levende ind – eller døde ud. Det er næsten uundgåeligt heri at se referencer til kirkekunst.

Jeg har i dagens anledning udvalgt et motiv, som er udsnit af et større billede, udstillet for Sys Hindsbo af Clausens Kunsthandel: En mand og en kvinde bærer her med praktisk beslutsomhed og inderlig ømhed den afmægtige tredje. –  Uden at interagere med disse tre personer sidder til venstre i billedet en IT-arbejder med ryggen til. Det er fristende at associere til aktuel problematik om administrativt tvangsarbejde kontra varme hænder. Der kan være så mange slags barrierer at overvinde for dem, der ikke vil opgive håbet for et medmenneske.

Sys Hindsbo (f. 1944) udstiller for tiden i Ølby Kirke, Køge Nord.

Paul Høms glasmosaik Den tronende Kristus, 1954, Faster kirke, 
Vestjylland. Kristus er skildret med hænderne rakt velsignende 
frem mod mennesker. Foto: Claus Jensen

Lige siden den tidlige middelalder har kristne kirker været udsmykket med pragtbilleder af den ophøjede, majestætiske – men samtidig menneskelige – Kristus, som udøver sit himmelske mandat til at dømme og frikende. Disse tilbedende billeder kendes fra gyldne byzantinske mosaikker og fra kalkmalede hvælvinger så vel som fra glasmosaikker med glødende farver. Endnu i efterkrigstiden har danske kirkekunstnere nyfortolket visionen af menighedens ophøjede Herre. Jeg har valgt et smukt eksempel fra 1954 i Faster Kirke i Vestjylland, som Paul  Høm har beriget med sin ikoniske glasmosaik af Kristus i højsædet, Kristus med guddommelig myndighed. Mosaikken skildrer den ophøjede, men samtidig tilstedeværende Kristus, der velsigner med sit nærvær, her og nu.

Kristus får sæde ved Guds højre hånd, hedder det i dagens evangelium fra Matt. 22 – såvel som i trosbekendelsens mytisk-poetiske sprog. Teksten omtaler (med citat fra Ps. 110) Jesu bemyndigelse som “Guds højre hånd”: livlinen mellem Gud og Jesus. Jesus har myndighed til her at formulere etikkens essens: “Du skal elske din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind” og “Du skal elske din næste som dig selv.” De to store bud var allerede kendt fra hhv. 5. og 3. Mosebog, men Jesus nytænker etikken ved at gøre buddene uadskillelige. Kærligheden til Gud, ærefrygten og taknemmeligheden for livet, må være en kilde til menneskekærlighed; ellers er gudskærligheden misforstået. Kristus skriver så at sige korstegnet ind i etikken, således at den livgivende, lodrette akse mellem Gud og skabning uløseligt forbindes med den vandrette akse, der betegner kærligheden som et menneskeligt mellemværende. Kristus har levet som menneske blandt mennesker og kender vores nød og vores håb.

Billedkunstneren Paul Høm (1905-1994) har med sin originale, rene og meditative stil udsmykket mere end en snes danske kirker med glaskunst eller malerier  – især på Bornholm, hvor han levede en stor del af sit liv.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kunst til kirkeåret

Messehagel i Ilskov Kirke, tegnet hhv. syet af billedkunstnerne Aage Bruun 
Jespersen og Birte Stamp Thomsen. Den hjælpsomme kirketjener Jørgen Stilling
gav mig lov at præsentere messehagelen for kirkefotograf Claus Jensen.

Efterårsferien er over os, i min barndom kaldt kartoffelferien. Oktober giver travlhed for kartoffeloptagerne, manuelle såvel som maskinelle. I Midt- og Vestjylland finder man et centrum for kartoffelavl på Alheden ved Karup, hvor “kartoffeltyskerne” fra Sydtyskland slog sig ned, dengang de blev kaldt til Danmark i sidste del af 1700tallet. I Karup ligger i dag en iøjnefaldende kartoffelmelsfabrik, og kartoflen har været afgørende for egnens næringsliv. En rundkørsel i Karup er tilmed prydet af et billede af en kartoffelplante efter inspiration fra et ganske særligt stykke kirketekstil i den nærliggende Ilskov Kirke.
Ved hundredårsjubilæet for en snes år siden fik Ilskov Kirke denne nye, meget smukke messehagel tegnet hhv. syet af billedkunstnerne Aage Bruun Jespersen og Birte Stamp Thomsen. Klædningens ryg bærer et billede af kornsorten byg – med reference til treenigheden -, forsiden bærer et stiliseret billede af en kartoffelplante, hvilket vist er uden sidestykke.
Hvor er det en god ide, at “det daglige brød” således her har fået sin lokale fortolkning.

 

 

I Nærum Kirkes døbefont, som Erik Heide har skabt, spejles lyset fra himlen 
via Knud Lollesgaards smukke mosaikrude "Himlene, Herre, fortælle din ære" 
fra 1979. Først i 1997 blev de opr. to ruder samlet. 
Foto: kirkens præst Bruno Rasmussen.

Søndagens gammeltestamentlige læsning er Sl. 19, som har inspireret Grundtvig til at skrive den meget yndede salme. Poetiske strofer lagrer sig i hjerter, og Grundtvigs salmepoesi har givet videre inspiration til kirkekunstnere som Sven Havsteen-Mikkelsen og Knud Lollesgaard. Salmen inviterer naturligt til glaskunst, der er transparent for lyset fra himlens blå og deler dette med menigheden. Her viser jeg en sektion af Lollesgaards mosaikrude fra 1979/1997 “Himlene, Herre, fortælle din ære”, som den spejler sig i Nærum Kirkes smukke døbefont med rindende vand, en font som mester Erik Heide har skabt – tilmed med en stor sølvfisk i dybet. Knud Lollesgaard (1911-1997) er navnlig kendt for sine mange gedigne udsmykninger i danske kirkeruder.
Nedenstående billede af font og rude i deres helhed skyldes Claus Jensen.