3. søndag efter påske, 2. rk. “Vejen, sandheden og livet”

Vejen er et dragende motiv. Vi oplever intuitivt os selv som værende undervejs på en livsrejse fra fortid mod fremtid. Fortiden determinerer os, somme tider i uhyggelig grad, men forestillingen om fremtiden måske endnu mere, når vi motiveres af bekymring – eller af håb. Håbet kan sejre over bitre erfaringer. Evangeliet vil lade håbet determinere os. Kristus siger iflg. Joh 14: “Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig”..  Og Kristus omtaler sig selv som “vejen, sandheden og livet”. Når vejen er et motiv for kirkekunsten, hvad den i samtidskunsten ofte er, er der altid lys for enden af vejen. Det behøver ikke at udmønte sig i et glansbillede af et landskab. Vejen kan skildres som næsten ufremkommelig med tjørn, sten og mørke bjergmassiver, som hos fx Maja Lisa Engelhardt eller Trondur Patursson. Ikke altid er det let at være undervejs som håbets gesandt.

Vejen er en misbrugt metafor, når den er skamredet af det metafysiske fremtidsperspektiv: Hvor kommer jeg hen: Helvede eller Himmel? Men evangeliet skal ikke bringe en verdensfravendt evighedslængsel, som kun identificerer vejen ved endestationen: ‘vejen hvorhen‘. Vejen er ikke bare billet til det fjerne forjættede land. Evangeliet handler fuldt så meget om ‘vejen ad hvilken‘, altså om nærvær på hele den vej, vi går ad: Hvor går vi, og hvordan går vi? Hvordan finder vi mening undervejs i alle livsrejsens etaper? Hvordan undgår vi, at karantænetid bare er ventetid? Hvordan erfarer vi dagligt den åbne himmel over os? Evangeliet handler om nærvær undervejs, sådan at forstå, at Gud er nærværende undervejs hos hver enkelt med sin tro, sit håb og sin kærlighed. Når Kristus kalder sig vejen, forstår jeg det helst med billedet fra 2. påskedag: Et par triste disciple fik efter påske den lykke at gå ad vejen til Emmaus sammen med en ledsager, som “fik deres hjerter til at brænde” – og “åbnede deres øjne”

2002-2006 Sigrun Gunnarsdottir the-road50x45sold

Jeg vælger endnu engang et maleri af den spændende færøske kunstner Sigrun Gunnarsdottir, som med enkle, symbolske billeder formår at bringe evangeliets eksistentielle dimensioner på banen. Billedet hedder “The Road” og er malet i begyndelsen af dette årtusinde. Vi står med en overvældende, næsten uoverkommelig vej foran os, med et meget mørkt bjerglandskab i baggrunden. Personen i billedet er lillebitte og ensom. Vokser mørket, eller er der et morgengry på vej? Opmærksomheden samler sig om billedets tegn: En lysende hvid blomst er brudt gennem brostensbelægningen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s