2. søndag i advent, 1. rk. – At se Menneskesønnen komme

Lukas’ apokalyptiske tekst skildrer folk, der gribes af angst og rådvildhed, når den velkendte verden rystes. Det scenarie har vi overhovedet ikke svært ved at forholde os til. Men lige midt i kaos viser Lukas et andet billede, som handler om forløsning: …“da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved.” At visualisere billedet af Kristi komme i skyen tør de færreste moderne kunstnere binde an med; det er for inkompatibelt med det moderne verdensbillede. Niels Larsen Stevns tog for næsten 100 år siden uforfærdet opgaven på sig i Ranum Kirke, hvor en frapperende konkret fortolkning udfordrer begreberne om tid og rum, se foto nedenfor. Omkring 2. verdenskrig lod nogle få andre kirkekunstnere sig friste af motivet…

Sven Havsteen-Mikkelsen malede i 1980’erne genkomsten som en eksplosion af lys. Men nutidige kunstnere? I Bodil Kaalunds troligt tekstnære billedværk går vi ikke forgæves efter et maleri af Kristi vældige genkomst i skyen. Den produktive malerinde, der levede 1930-2016, har i 2002 beriget orgelpulpituret i Stenkyrkan ved Göteborg med bl.a. motivet ‘Kristi genkomst’.

Kaalund har i biografien ‘Himmel og jord’ givet udtryk for, at hun altid starter med en vision om klarhed og enkelthed, men “som billederne skrider frem, bliver de mere og mere sløret til”, og sådan kender vi hendes stil. Hendes fortolkning af Kristi genkomst er sløret og hvirvlende som et uvejr, men centrum er en “solsprængt sky” med et Grundtvig-udtryk fra salmen ‘Der er en vej, som verden ikke kender’. Slørede må vore forestillinger om det transcendente, metafysiske møde vel være. Men en abstraktion er det ikke bare. Som et indbrud i skymassen har Kaalund skitseret Kristi ansigt og hånd på hjertet. Det er ankerpunkter midt i turbulensen. – Måske behøver vi ikke et konkret billede for at møde det kommende med tillid? Adventstid er håbefuld ventetid.

Nu tilbage til 1921, til Ranum Kirkes altervæg med Niels Larsen Stevns’ berømte billede af ‘Kristi genkomst’, på en gang modernistisk og traditionelt. Nederst ses samtidens landskab med fjorden bag landbrug og parcelhuse, skildret i kølige grønlige farver med blå skygger. Det er ikke kun et upåfaldende lokalt prospekt, men et drama: Der er noget vildt på færde! Nederst i venstre side er en vognhest netop slået ud af kurs, forskrækket. Ud af himmelrummet kommer en dynamisk Kristus vandrende, omgivet af mandorla og engleskarer, akkompagneret af vækkende basuner. Heroppe forvandles farveskalaen til hvidgule og rødlige solskinsfarver. Med sit store koloristiske talent gør Larsen Stevns det umulige at sammenføje metafysisk kristen ikonografi med hverdagslandskab i en meget smuk helhed. Han viser os Kristi genkomst som en konkret begivenhed i Ranum. – Bliver vi overbeviste? Foto: Claus Jensen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s