Sidste søndag i kirkeåret, 2. rk.

“Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile”. De milde Jesusord med tilsagn om sjælefred er måske Matthæus’ mest elskede skriftsted. Mere end noget andet har det præget vores billede af Jesus og af kristendommen som kilde til trøst. Indbydelsen giver os lov til at kaste alverdens krav og nederlag fra os, trække vejret dybt, måske græde ud – og lade glæden komme sivende. Hvis vi tænker visuelt, ser vi nok for os en høj, lys skikkelse med en indbydende, favnende bevægelse og et ansigt, som bøjer sig lidt ned imod os.

Ikke bare i Danmark men i store dele af verden er forestillingen om den indbydende Kristus afgørende præget af Bertel Thorvaldsens store, hvide marmorstatue fra 1839 i Vor Frue Kirke i Kbh. (i gips allerede i 1821). Skulpturen står i domkirkens midterakse foran korets matforgyldte hulning, lidt hævet på sin sokkel med skriftordet “KOMMER TIL MIG” (med gammeldags flertalsbydemåde), synlig og appellerende på lang afstand. Vi nærmer os figuren ved at rejse under indgangspartiets relieffer med Døberens prædiken og Jesu indtog i Jerusalem; vi passerer de tolv apostle, som i levende live løb med evangeliet ud i alverden, underviste og døbte; vi møder ved kortrappen den knælende dåbsengel og sender måske vor egen dåb en tanke; vi løfter blikket til korfrisen, hvor Jesus bærer korset foran sit store følge, og SÅ kan øjnene dvæle ved det ikoniske hovedværk ‘den hvide Krist’. Vi ser ham tage en antydning af et skridt frem mod os; det dekorative draperi over den harmoniske skikkelse lader en del af torsoen stå nøgen, så vi kan ane de diskrete naglemærker både i siden og på hænder og fødder. Vi forstår, at Thorvaldsens Kristus er hinsides lidelse og forkrænkelighed; han åbenbarer sig for os som den opstandne, den evige, tidløse. Han står der repræsentativt som alles tilflugt, til alle tider. – Mange har givet udtryk for, at deres møde med statuen ikke bare var en stor kunstnerisk, men også en spirituel og religiøs oplevelse, som efterlod sig et blivende indre Kristusbillede.

Foto: Claus Jensen

Hvis mit opslag læses d. 19. nov. 2020, er det netop tid at fejre vor verdenskendte landsmands 250 års fødselsdag og benytte de mange aktuelle muligheder for at blive opdateret på hans eventyrlige liv og kunst. Trods corona har vi anledning til at høre foredrag, læse artikler og se udstillinger. Der er mange gode – og nogle mindre gode – historier også om Vor Frues udsmykning.

Den formskønne statue er blevet feteret, men også diskuteret, – for naturligvis er den som statue ikke tidløs. Den er eksponent for det tidlige 1800-tals europæiske smag for italiensk renæssance og græsk antik, rendyrket i Thorvaldsens beherskede stil. Den har stillet en mur til rådighed, som senere kirkekunstnere kunne spille bold opad, mens de måske søgte at tilføje Jesusbilledet mere kød og blod, fysisk realisme og nærvær, måske bringe friere stilarter til udtryk eller måske helt afvise gudsbilledet som en mulighed. Thorvaldsens statue har i gips været kopieret i mindre formater til utallige kirker og hjem også i udlandet, – en mindre del står i kirkerne endnu – . Men Thorvaldsens Kristus har desuden i meget bred forstand dannet skabelon for eftertidens billeder af Kristus, både de der ligner ikonet i Vor Frue Kirke, og de der gør sig umage for ikke at ligne det klassiske forbillede, som alligevel ikke rigtig lader sig slå af banen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s