4. søndag i advent, 2. rk. – “Han skal blive større, jeg skal blive mindre.”

Udsagnet “Jeg skal blive mindre” er tæt på at forekomme usandsynligt i dag – undtagen måske fra mennesker, der har vægttab som nytårsforsæt. Vores individualistiske og narcissistiske kultur er i alt for høj grad karakteriseret af det modsatte: kampen for at få lov at fylde, kampen om anerkendelse, opmærksomhed, kendisplatforme, likes, scoringer… Det er let at få øje på vort menneskesamfunds nådesløse rivalisering om opmærksomhed – om at kunne træde ud af anonymiteten blot en stakket stund. “Alle har ret til 15 minutters berømmelse”, som Andy Warhol sagde. Desperate i forhold til egen dødelighed kan menneskedrømmen tilmed være at gøre sig betydningsfuld og erindret udover livets og urnegravens korte lejemål. Eksistensfilosoffer beskriver humoristisk, hvordan mennesker gennem livet arbejder på deres nekrolog for at gøre den til en makrolog, en STOR omtale…. – Hvor er det da helt anderledes og velgørende at høre modfortællingen om Johannes Døberen, der træder til side for ham, der “skal blive større”. Johannes fremtræder hverken overset, anonym eller selvudslettende, slet ikke resigneret, men forløst: “Det er min glæde, og den er nu fuldkommen.” Han har fundet, hvad han behøvede: gudsmennesket uden for sammenligning: Jesus Kristus, som “Gud har udsendt, og som taler Guds ord”. Med historiens humor blev Johannes udødelig som den, der peger. Han er ikke guddommelig, ikke en frelser, men han er set af Gud og forbilledlig ved at pege på noget større end sig selv.

Kirkekunsten anskueliggør ofte Johannes Døberens betydning ved netop at vise ham pegende. Et eksempel fra 1930 er Niels Skovgaards skønvirkeprægede altertavle i Rørdal Kirke, Aalborg. Johannes belærer sine disciple om, at Jesus (forbipasserende med korsglorie og lysende hvid kappe) er gaven fra Himlen. Den rygvendte skikkelse i forgrunden kan være identifikationsfigur for Rørdals menighed og for os. Jeg viser et udsnit samt hele tavlen med den symbolrige udskårne ramme, fotograferet af Niels Clemmensen. Tak for foto!

3. søndag i advent 2. rk. – Ban Herrens vej

Under juleforberedelserne dukker Johannes Døberen op på flere søndage og påkalder sig kirkens opmærksomhed, – som den, der selv henleder opmærksomheden på Kristus. Adventstekster slynger sig rundt om Johanneshistorien med hans eventyrlige fødsel, hans offentlige fremtræden med døbervirksomhed og klar Kristusbekendelse, modstillet hans dødelige fangenskab i Herodes’ fængsel, hvorfra han sender det næsten ubærlige spørgsmål til Jesus: ”Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?” – og endelig Jesu anerkendende ord om denne sin forløber som ”mere end en profet. Det er om ham, der står skrevet: ’Se, jeg sender en engel foran dig’”.

Nogle af Danmarks ældste og interessanteste kalkmalerier prydede allerede før år 1100 Jelling Kirke. Desværre blev billederne nedhugget efter at være tegnet af, og kort efter fundet blev de i 1875 erstattet af rekonstruktioner, som efter alt at dømme viser sig delvist fejlagtige. Kirken menes at være viet til Johannes Døber. Iflg. den nu fremherskende tolkning viser billedfrisen historien om Johannes Døberen og hans forældre: præsten Zakarias og Elisabeth. På korets nordside ses en sengeliggende mor med et svøbelsesbarn. Bag hovedgærdet står de rekonstruerede barselgæster, hvoraf kun den forreste er synlig på fotoet her. Barnet har ingen korsglorie og kan derfor ikke være Jesus, og barselgæsterne kan så heller ikke som tidligere antaget være De Hellige Tre konger. Parret i sengen tolkes i dag som den nyfødte Johannes og mor Elisabeth. Næsten hele personen bag sengens hovedgærde er som sagt en rekonstruktion. Bevaret var alene hænder, horn og skrivepult. Hændernes ejermand tolkes nu som den gamle barnefader Zakarias, som iflg. Luk kap. 1 blev slået af stumhed, fordi han ikke troede på englens budskab om, at han skulle blive far til en Johannes. Før han igen fik mæle, måtte han nedskrive barnets navn Johannes. Det er denne nedskrivning, som foregår bag hovedgærdet, og hornet er et blækhus. Zakarias fik stemmen tilbage og lovpriste Gud for hans barmhjertighed, ”hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os”.

På den anden side af nordvinduet ses (måske) først den unge Johannes alene i ørkenen, derefter den voksne Johannes’ prædiken for en tilhørerskare under et skriftbånd med latinske ord om ”røst af en, som råber i ørkenen”. Øst herfor på altervæggen ses endelig Johanneshistoriens højdepunkt: Jesu dåb. 

Ved den smukke kirkerenovering i 2000 blev udsmykningen fuldbyrdet af Jørn Larsens betydningsladede kunstværk i gulvet samt de stiliserede glasmosaikruder i hhv. gult, blåt og grønt. På Claus Jensens foto nedenfor ses det østvendte vindue med gult glas, der fuldtonende klinger sammen med Zakarias jubel over barnet: “du, mit barn skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvorved solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.” Forkynder ruden ikke netop “Solopgangen fra det høje”?

Dansk kirkekunsts i øvrigt nok mest uimodståelige skildring af glæden ved Johannes’ fødsel er et af de 48 stærkt underholdende, ekspressive træskærerarbejder fra o. 1420 på Roskilde Domkirkes kannikestole omkring Margrethe 1.s gravminde, et gotisk værk med internationalt bogforlæg. Stolene er bekostet af den indflydelsesrige biskop Lodehats brodersøn, der selv var biskop. Relieffet tolkes sådan, at manden tv. repræsenterer det undrende folk, parret th. er slægten, hovedpersonerne er Zakarias, som peger på navnet Johannes, som han har skrevet, nu i en bog. Den stolte, nybagte mor Elisabeth er skildret i overensstemmelse med det gotiske kvindeideal med S-slynget krop og fremskudt mave. – Vi venter lige til sankthans med at fejre Johannes’ fødselsdag. Foto: Claus Jensen.

2. søndag i advent, 2. rk. – At værne troens flamme

Adventstid er ventetid. Lignelsen i Mt. 25 om “kloge og ukloge brudepiger” handler om at våge, vente og bevare troen. Som brudepigerne tålmodigt må vente på brudgommen og bryllupsfesten, må kristne tålmodigt vente på Kristus og Guds riges komme – på at Kristus tager bolig hos os og i os, som også julesalmer synger om. Teksten handler om i ventetiden at have “olie på sin lampe” eller ej, idet olien er symbol for tro. De “kloge” har nok af olie med, de bevarer flammen og bydes endelig af brudgommen ind i festsalen. De “ukloges” lamper er i mellemtiden for længst gået ud, de taber gnisten og går glip af festen. Lignelsen kan læses som en af Matthæusevangeliets eskatologiske lignelser, der sætter skel mellem de trofaste troende og de frafaldne. Vel også forståelig som et skel inde i den enkelte, der brydes med troen. Lignelsen rummer et ubehageligt intermezzo, hvor “de ukloge” forgæves beder om at låne olie af “de kloge”, da det kniber. Ifølge denne skarpt skårne modstilling, kan man altså ikke overtage andres tro. – Men i det virkelige liv må vi ellers ofte ty til ‘vikarierende tro’ som en omsorg fra andre, der i fællesskab søger at bevare håbet for håbløse?

Den selvlærte maler Jens Nielsen (1891-1978) har i 1934 skabt et voldsomt maleri af “De kloge og ukloge jomfruer”, som kan iagttages i våbenhuset i Fredens Kirke i Herning. Jens Nielsens maleri er dramatisk og ekspressivt med kraftfuld brug af kulører fra ildrødt til blåsort. Til højre i forgrunden ses i matte og mørke farver de “ukloge jomfruer”, hvis olie er opbrugt og lys er slukket. De er rådvilde, sløve eller bedrøvede. Den grædende pige i hjørnet kalder på vores medfølelse. I en portåbning løfter en pige sine arme over hovedet, desperat eller endnu håbefuld? Til venstre for bygningen lyses billedet op af de “kloge jomfruer”, fem hvidklædte piger, som har vendt sig i den anden retning: ind mod den oplyste vej foran dem, frem mod et åbent landskab med en glødende solopgang. Her blusser både horisonten og pigernes lampe. Jens Nielsen afstår fra at vise såvel dommen som bryllupsfesten, for motivet er ventetiden med eller uden tro. “Solopgangen fra det høje” er imidlertid en velkendt metafor for frelserens komme, ligesom “vejen” er et navn for Kristus og livet med ham. Vi kan tolke maleriet som et tidløst billede af advent og menighedens situation – forud for opfyldelsen. Kan vi ikke hver især identificere os med snart den ene, snart den anden af brudepigerne? Somme tider vinder tvivlen eller ligegyldigheden, somme tider får vi nåde til at værne troens flamme.

Jens Nielsen har malet alterbilledet i Skanderborg Slotskirke og mange andre religiøse billeder, hvoraf nogle hænger i Nørrelandskirken i Holstebro.

Mange tak til kirkens personale for hjælp med foto.

1. søn. i adv. 2. rk. – Opfyldelsen

Han tog ikke vold og magtkamp ud af verden, men han overbød det onde med godhed af en anden verden. Han tog ikke loven ud af verden, men gennemlyste den med dyb medmenneskelighed. Han tog ikke synden ud af verden, men gav med tilgivelsen syndere en ny dag. Han tog ikke uretfærdighed ud af verden, men bragte frigørende håb til undertrykte og udstødte. Han tog ikke lidelsen ud af verden, men udholdt den selv og lindrede den for andre. Han tog ikke døden ud af verden, men… Nogle af Jesu tilhørere i Nazarets synagoge rasede over hans ord om, at Esajas’ skriftord om de messianske tilstande nu med ham var “gået i opfyldelse”, for er verden ikke med al sin uretfærdighed og lidelse stadig ved det gamle? Novembermørke og bekymringer kan let lukke os ned med hver vores mismod. Men så alligevel: Vi fik anskueliggjort et stærkere alternativ. Hvor meget har det ikke ændret vores virkelighed, at Jesus lagde nye spor ud af tro, håb og kærlighed, som kan lyse os frem ad vejen? Jesus af Nazaret var epokegørende “godt budskab”. Tror vi, at det er i ham – om noget sted -vi møder Guds Ånd, så kan vi vove endnu engang at ønske hinanden glædelig advent og “udråbe et nådeår fra Herren” år 2021/22 efter Kristi fødsel.

I danske kirker findes en eneste altertavle med motivet ‘Jesus prædiker i Nazarets Synagoge’, nemlig Joakim Skovgaards smukke og righoldige alterbillede fra 1914, som Herning Kirke fik opsat i 1916/17. Dette alterbillede viste jeg på opslag her for to år siden.

Denne 1. søn. i adv. viser jeg billedhugger Lisbeth Nielsens (f. 1952) bronzeskulptur fra 2015 i den smukt renoverede Emmauskirke ved Diakonissestiftelsen på Frederiksberg. Det er en rank og spændstig, fribåren Adam, som tager et lille skridt frem mod os. Hovedet er let bøjet, sagtmodigt, tænksomt.

Den nøgne figur er opmodelleret i en klassisk modernistisk stil med en grov og levende overflade, der bærer erindring om kunstnerens arbejde med leret. I kirkerummet kan stofligheden associeres til skabelsesberetningen om, at Gud formede mennesket af agerjordens muld og indblæste livsånde i det. En Kristusfigur er det jo, ‘den nye Adam’, som fuldbyrder Guds plan med mennesket. Figuren tolkes gerne som den opstandne Kristus. Den store gyldne skive af udhamret kobber på væggen bag hans hoved forkynder for os, at dette menneske er bærer af Guds Ånd; den solgyldne ‘glorie’ er opfyldelsens tegn. – Emmauskirken rummer også andre, meget udtryksfulde figurer: Maria med barnet, Maria Magdalene og Kvinderne ved graven. Claus Jensen har fotograferet.

Lisbeth Nielsen formulerer sig sjældent selv om sine værker. Hun gør en undtagelse med et billedforedrag på Liselund Højskole i Slagelse, fred. d. 10. dec. 2021 kl. 14-16, hvor vi kan fordybe os i hendes mange skønne skulpturer, som står adskillige steder i det offentlige rum, på museer og hos private.

Sidste søndag i kirkeåret – “Alt, hvad I har gjort mod disse mine mindste brødre, har I gjort mod mig”

Er kristendommens inderste og smukkeste mysterium ikke Guds uadskillelighed fra mennesket? Inkarnationen, at Gud blev menneske, betød ikke bare, at Gud gennem en kort årrække i historien blev ét menneske blandt utallige ikke-guddommelige mennesker. Det betyder det dybere, at Gud i menneskers indbyrdes møder er til stede som kærlighedens perspektiv. Gud møder os i det sårbare medmenneskes skikkelse som en appel om omsorg – og som en højere instans. Den uomgængelige medmenneskelige appel er i Mt. 25 indskrevet i den store lignelse om verdensdommen, som skiller fårene fra bukkene. Det betyder med et velkendt Løgstrupcitat fra ‘Den etiske fordring’, at “Gud her har noget afgørende for med os”. Vi kan ikke holde vores liv med mennesker i verden adskilt fra vores liv med Gud i troen. Det betyder derimod ikke, at vi skal fortabe os i forestillinger om himmel og helvede og spekulere i belønning og straf. Det er alt nok at tænke på medmennesket, så vi aldrig bagatelliserer dets lidelse. Vores prisværdige humanistiske tanke om ‘det enkelte menneskes uendelige værdi’ uddybes og ophøjes af den bibelske tanke om det sårbare medmenneske som et Kristusbillede. Spørger vi: “Herre, hvornår så vi dig sulten og tørstig, fremmed, nøgen, syg eller i fængsel?”, lyder Herrens kun alt for klare svar: “Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, har I gjort mod mig.”

Kirkekunsten byder på nok af billeder af dommedag med himmelsk salighed og helvedes gru, malet fra middelalder til 1700-tallet. Nyere kirkekunst lader dette panorama ligge. Men hvad med skildringer af menneskelig omsorg i diakonalt og socialt arbejde? I et tidligere opslag til denne tekst har jeg vist et moderne kunstværk (i Askov Højskoles festsal) af Olivia Holm-Møller, som illustrerer barmhjertighed.

Denne gang vil jeg omtale Jais Nielsens (1885-1961) store katolske fresko fra 1935 med eksplicitte citater fra Mt. 25. og barmhjertighedsgerninger som motiv. Kunstværket har til huse i den tidligere katolske institution Skt. Elisabeths Hospital på Amager, som nu er et kommunalt psykiatrisk ambulatorium. Her står på væggen bl.a. (på latin) “KOM DU MIN FADERS VELSIGNEDE. DU BESØGTE MIG DA JEG VAR SYG. JEG VAR SULTEN, OG DU MÆTTEDE MIG”. Man kan i åbningstiden diskret gå ind fra gaden og beundre den gigantiske freskoudsmykning i trappearealet, restaureret af Nationalmuseet. Her vises som personifikation af barmhjertigheden den katolske helgen Elisabeth af Thüringen (1207-1227), som levede på Frans af Assisis tid og efter hans eksempel. Jais Nielsens stil er her inspireret af Giotto. Man kan evt. forberede besøget ved at læse Dorthe Aggesen og Synne Garffs bog ‘Elisabethfreskerne’, som udførligt oplyser om både helgenlegenden, Elisabethsøstrene og deres hospital og ikke mindst om kunstneren. Her kan jeg blot vise udsnit af legenden, hvor Elisabeth forbinder en syg, hjælper en kvinde med en vanfør dreng og åbner et herberge. Foto: Claus Jensen

Mon nyere protestantiske kirkekunstværker med velgerninger som motiv findes et sted derude? Kan en kunstner tænkes at skildre barmhjertighedsgerninger i nutid, eller vil det være en farefuld færd mellem gerningsretfærdighed og politisering?