Kategori: Uncategorized

Johannes Døber råber: “Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!”. Guds riges nærhed er en glædelig nyhed. Det er opløftende og opbyggeligt, at mennesker bliver indbudt til at åbne sig for det bedre liv og vende sig væk fra det, der ødelægger livet. Det er godt, at man kan vende om i erkendelse af, at den hidtidige kurs var gal. Det er godt en gang imellem at besinde sig på sin retning i tilværelsen og justere den. Johannes Døber råber fremdeles, at en omvendelse må bære frugt. Hvad ellers? At rette kursen op er ikke bare at vælge nye ord. “Bær da den frugt, som omvendelsen kræver”. Vore handlinger kan faktisk for andre mennesker gøre det mere eller mindre troværdigt, at Guds rige er nær. – Derpå følger Johannes Døber op på sin indbydelse med en svovlprædiken om dom og straf. Den er ikke rar at høre på, men strengt taget kan vi godt komme i tanker om situationer i verden, hvor vi vil finde hellig vrede velanbragt. Allerdybest set måske også i forhold til vore egne dårlige frugter. – Men det er ikke Johannes Døber, der får det sidste ord om, hvad Guds rige bringer. Døberen er forløberen, og andre evangelietekster handler om, at han peger hen på Kristus. Og Kristus har flere og nådigere billeder af Guds rige.

På Asminderød Kirkes kirkegård har fra 1992 stået en grov skulptur i granit og støbejern, som viser Erik Heides karske fortolkning af den strenge Johannes Døber. Døberen på kirkegården uden for kirken er forløberen, og inde i kirken er det oftest en anden, der får ordet, når evangeliet lyder, og mennesker modtager dåb og nadver til syndernes forladelse. Det foto, jeg (med tak) har fundet på nettet, har fået nogle kors med i baggrunden. Pårørende har gennem generationer sat kors på gravene i tillid til, at det er den nådige Gud, som får det sidste ord.

I mange middelalderlige kirker er der i apsis malet et billede af Kristus som verdenshersker, siddende på dommersædet, omgivet af evangelister og engle, i en såkaldt Deesis, dvs. en forbøns-gruppe, hvor de to mennesker, Johannes Døber og Maria, prøver at påvirke dommen. Johannes står på sydsiden, Maria på nordsiden. Døberen beder den høje dommer om retfærdighed, Maria om barmhjertighed. I nogle gotiske fremstillinger viser hun tilmed sit bryst frem for at minde Sønnen om, at han også har været et svagt menneskebarn, som var afhængigt af omsorg og overbærenhed. Vi er som bekendt ikke bundet til middelalderlige forestillinger, men jeg kan godt lide billedet af, at Johannes har begrænset taletid med sit kompromisløse krav om, at retfærdigheden sker fyldest. – Her vises Alsted Kirkes romanske Majestas Domini, som i sin oprindelse er fra o. 1150, fotograferet af Claus Jensen.

Johannesteksten til 3. sønd. e. påske omspænder hele påsken. Teksten indgår i den meget lange talekomposition, som har skærtorsdags aftensmåltid som ramme. Her har Jesus talt alvorligt til disciplene om bl.a. Judas’ forræderi og Peters fornægtelse, – sådanne svigt og brud som bliver uudholdeligt definitive i en afskedssituation, der ikke levner tid til at ændre og udbedre noget. Tilbage står nu alene at forberede sig på Jesu forestående død og den ventende forladthed og sorg: “I skal græde og klage, men verden skal glæde sig”. Hvor smerteligt er det ikke at skilles fra den, man elsker, fra det meningsfulde liv, man gerne ville have levet, og fra den person, man selv burde have været. Alt er kaos, forladthed og selvforkastelse. – Men midt i den dybe krise åbner teksten allerede en sprække for trøsten: “I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.” De definitive brud er måske så alligevel ikke definitive, set i lyset af Guds nåde. Kristus kommer tilbage, og han kommer som forsoneren, der bygger bro over alt, hvad der skiller.

Nu besøger vi en af Danmarks mindste landsbykirker, Lodbjerg Kirke i Sydthy. Mit udvalgte kunstværk rummer både et ældre nadverbillede og et nutidigt bronzerelief. Nadveren, den lutherske kirkes foretrukne motiv i 16-1700-tallet, skyldes barokmaleren Jens Jensen Thrane d. æ. Hans maleri fra 1710 skildrer samværet mellem Jesus og disciplene med en alvorsfuld inderlighed, som kan bevæge os hen over århundreder. Alle blikke søger mod Jesu belyste ansigt og talende gestus.

Den meget værdsatte nutidskunstner Maja Lisa Engelhardt har i 2008 med respekt for kirkens gamle alterbillede skabt stærkt ny kunst på fløjene. I lukket stand viser altertavlen hendes fortolkning af den lukkede grav, hvor et mørkt stenmassiv tårner sig op (Se foto nedenfor). Ovenfor ser vi altertavlen i åben stand med to bronzerelieffer, som udgør hinandens spejling og modsætning med deres omvendte guldskin og mørkpatinering. Læser vi fra venstre til højre, følger vi påskens dynamiske drama. Midt på venstre fløj tegner sig en mørk aftegning, en skygge af Jesus i graven. Det er langfredags tragedie, der her finder udtryk. På højre fløj træder skikkelsen lysende frem. Her møder vi opstandelsens evangelium, som kirken endnu får lov at leve på. “En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.” Foto: Claus Jensen.

• 

Billedkunstner Helmer Breindahl, f. 1944, har taget afsked med denne verden. Vi har kendt ham som et dedikeret, musisk og poetisk menneske, der også efter tabet af sin højtelskede Helle dagligt formåede at bekræfte livets skønhed – til glæde for mange. Jeg lærte først Helmer Breindahl at kende som værdsat salmeillustrator. Helmer Breindal har sat mange spor, bl.a. i Tersløse og Skellebjerg Kirke. Her viser jeg et foto taget i forbindelse med Helmer Breindahls prædikestolsudsmykning 2011 i Skellebjerg Kirke ved Sorø.

En mindeudstilling er under forberedelse på Galleri og Kursuscenter Emmaus, som har haft uvurderlig glæde af Helmer Breindahls virke, bl.a. som pianist og som Venneforeningens formand.

Hyrdebilledet er så favnende og righoldigt med sine mange rødder i gammel- og nytestamentlige tekster og sin umiddelbare tilgængelighed. Det er et af de første Jesusbilleder, vi deler med de mindste børn, og det er en af de sidste trøstetekster, vi læser for pårørende ved en begravelse. Hyrdebilledet samler paradisvision, grænseløs omsorg for den enkelte, opofrende kamp mod truende magter, gudsfolkets åndelige ledelse mmm. Joh. 10 føjer dertil et memento med Jesusordet: “Jeg har også andre får”. Den menighed eller det trossamfund, der mener at være Herrens yndling, bliver mindet om den forestående lange rejse mod kirkens enhed – for ikke at tale om menneskehedens enhed. “Der skal blive én hjord, én hyrde”.

Hyrdebilleder i oldkirkelig og byzantinsk kunst har inspireret danske kunstnere fra 1800-tallets slutning, ikke mindst Joakim Skovgaard, der bragte mosaikkunsten til Danmark (til Immanuelskirken på Frederiksberg). Særligt med dette grundtvigske miljø bredte motivet sig i danske kirker. Hyrdebillederne i dansk kirkekunst spænder fra salige idyller ved “hvilens vande” – over talrige rørende billeder af det forvildede lams redning – og heroiske billeder af ulvens dramatiske nedslagtning. – Billeder af ulvedrab skal naturligvis aktualisere den kristne frelseslære, men det har i Danmark nok i de seneste år mobiliseret en del ambivalente og støjende konnotationer.

Jeg viser her min absolutte yndling: Niels Larsen Stevns’ maleri fra 1920 i Hvam Kirke i Himmerland. Stevns’ maleri er ikke længere i brug som alterbillede i Hvam, men hænger i skibet. Stevns var igennem sine mange yngre år assistent for Joakim Skovgaard, men her viser han sit eget talent for forkyndelse med lys og farver og for at skildre bevægelse med øjebliksbilledets troværdighed. Vi oplever en dynamisk situation, hvor fåreflokken er rask undervejs i det barske og uoverskuelige landskab, helt afhængig af hyrdens ledelse og omsorg. Her er både styrke og ømhed, et lam bliver kærtegnet af hyrdens hånd. – Og det sorte får er også med. Foto: Claus Jensen.

Kirken giver rum for tvivlere. Mange kan spejle sig i Thomas’ krav om empiriske beviser – og samtidig i hans længsel efter at blive løftet ud af denne tredimensionelle begrænsning. Vi længes efter, at Kristus går gennem også vore “lukkede døre”. Beretningerne er helt ustyrlige: Venner – og fjender som Paulus – genkendte ham ikke – og genkendte ham alligevel, da han kaldte dem ved navn, da han delte sit brød med dem, da han gav dem fred med nye, besværlige opgaver, som vendte op og ned på deres liv. Vi gransker påskens opstandelsesberetninger uden at finde systematik, ud over at de overrasker: I samme kapitel fortæller evangelisten Johannes, at Maria Magdalene med det åbne, troende hjerte ikke fik lov at favne Kristus, men at den vantro Thomas fik lov som forlangt til at røre naglegabene, – men mon ikke Thomas glemte alt om sit ultimatum, da Kristus mødte ham? En forståelse af ‘kødets opstandelse’ kommer ikke på plads, – undtagen altså i det virkelige liv. Jeg mindes et stakkels sørgende forældrepar, der listede en fodbold ned i kisten til deres døde lille dreng og talte til ham om grønne fodboldbaner i Himlen. – Vi kan ikke på distancen få hold på troens tanker og slet ikke bunde i dem, men vi har ikke bedre tilbud end det at “springe ud på troens 70000 favne dybt vand” med Kierkegaards velkendte udtryk. Jeg ser for mig tvivleren Thomas som en af os mange antihelte stå frysende som en dårlig svømmer på en 10-meter vippe. Først da Kristus selv tog ham i hånden, kunne han springe – ud i bekendelsen. “Min Herre og min Gud!”

Det udvalgte billede er fundet i koret blandt Roskilde Domkirkes 46 helt vidunderlige kannikestole fra 1420. Det er gribende at se, hvordan den træskårne fortolkning fremhæver Kristi omsorg for “hiin enkelte”: Som situationens generøse herre fører Kristus Thomas’ højre hånd hen til sidesåret, skønt Thomas nu synes hinsides ethvert forlangende. Og se, hvor kærligt og støttende Kristus lægger sin hånd om Thomas’ skulder!

Skriftbånd med latin citerer gammeltestamentlige profeter, hvis hoveder dukker op i hjørnerne: “Hans veje så jeg, og jeg tilgav ham og førte ham tilbage” (Esajas 57,18) / “Herre, jeg vil ophøje dig, thi du har draget mig op” (Ps 1. 30,2 ) / “Omvend mig, og jeg vil omvende mig, thi du er Herren min Gud” (Jeremias 31,18) / “Jeg vil have glæde deraf og herliggøres derved, siger Herren” (Haggaj 1,8). Vi ved, at stolene er bekostet af biskop Peder Jensen Lodehats efterfølger og nevø Jens Andersen Jernskæg. Derimod kender vi desværre ikke navnet på billedkunstneren, der også har skåret korstole til Skt. Bendts Kirke i Ringsted og formentlig er lokal. Billedskæreren har haft forskellige skriftlige forlæg at holde sig til, men har tilført motiverne liv og personligt udtryk. Hvor er det herligt, at vi i Roskilde og Ringsted kan gå helt tæt på stolene – i modsætning til fx i Lund Domkirke, hvor koret inappellabelt er afspærret. Foto: Claus Jensen.