1. søndag efter påske – Tvivleren

Kirken giver rum for tvivlere. Mange kan spejle sig i Thomas’ krav om empiriske beviser – og samtidig i hans længsel efter at blive løftet ud af denne tredimensionelle begrænsning. Vi længes efter, at Kristus går gennem også vore “lukkede døre”. Beretningerne er helt ustyrlige: Venner – og fjender som Paulus – genkendte ham ikke – og genkendte ham alligevel, da han kaldte dem ved navn, da han delte sit brød med dem, da han gav dem fred med nye, besværlige opgaver, som vendte op og ned på deres liv. Vi gransker påskens opstandelsesberetninger uden at finde systematik, ud over at de overrasker: I samme kapitel fortæller evangelisten Johannes, at Maria Magdalene med det åbne, troende hjerte ikke fik lov at favne Kristus, men at den vantro Thomas fik lov som forlangt til at røre naglegabene, – men mon ikke Thomas glemte alt om sit ultimatum, da Kristus mødte ham? En forståelse af ‘kødets opstandelse’ kommer ikke på plads, – undtagen altså i det virkelige liv. Jeg mindes et stakkels sørgende forældrepar, der listede en fodbold ned i kisten til deres døde lille dreng og talte til ham om grønne fodboldbaner i Himlen. – Vi kan ikke på distancen få hold på troens tanker og slet ikke bunde i dem, men vi har ikke bedre tilbud end det at “springe ud på troens 70000 favne dybt vand” med Kierkegaards velkendte udtryk. Jeg ser for mig tvivleren Thomas som en af os mange antihelte stå frysende som en dårlig svømmer på en 10-meter vippe. Først da Kristus selv tog ham i hånden, kunne han springe – ud i bekendelsen. “Min Herre og min Gud!”

Det udvalgte billede er fundet i koret blandt Roskilde Domkirkes 46 helt vidunderlige kannikestole fra 1420. Det er gribende at se, hvordan den træskårne fortolkning fremhæver Kristi omsorg for “hiin enkelte”: Som situationens generøse herre fører Kristus Thomas’ højre hånd hen til sidesåret, skønt Thomas nu synes hinsides ethvert forlangende. Og se, hvor kærligt og støttende Kristus lægger sin hånd om Thomas’ skulder!

Skriftbånd med latin citerer gammeltestamentlige profeter, hvis hoveder dukker op i hjørnerne: “Hans veje så jeg, og jeg tilgav ham og førte ham tilbage” (Esajas 57,18) / “Herre, jeg vil ophøje dig, thi du har draget mig op” (Ps 1. 30,2 ) / “Omvend mig, og jeg vil omvende mig, thi du er Herren min Gud” (Jeremias 31,18) / “Jeg vil have glæde deraf og herliggøres derved, siger Herren” (Haggaj 1,8). Vi ved, at stolene er bekostet af biskop Peder Jensen Lodehats efterfølger og nevø Jens Andersen Jernskæg. Derimod kender vi desværre ikke navnet på billedkunstneren, der også har skåret korstole til Skt. Bendts Kirke i Ringsted og formentlig er lokal. Billedskæreren har haft forskellige skriftlige forlæg at holde sig til, men har tilført motiverne liv og personligt udtryk. Hvor er det herligt, at vi i Roskilde og Ringsted kan gå helt tæt på stolene – i modsætning til fx i Lund Domkirke, hvor koret inappellabelt er afspærret. Foto: Claus Jensen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s