Kategori: Uncategorized

Et vidunderligt gudsbillede møder os i lignelsen om den fortabte søn! Vi ser en uendelig kærlig far, som længes efter sit barn, uanset om længslen er gengældt. Medfølende (!) løber faderen ud for at møde denne yngste søn, som har mislykket sit menneskeliv, forrådt sine dybeste værdier, såret sine nærmeste – og i grunden agerer ret opportunistisk, da hans smertepunkt ramtes. I selverkendelsens kolde lys må sønnen opleve selvforkastelse og fortabthed. Men faderen begraver hans fortabthed i sit favntag og kysser hans selvforagt væk. Barnet er og bliver hans barn, og nu er det altså kommet hjem, hjem til sit udgangspunkt som elsket menneske, hjem til sig selv. Tilgivelsens tegn er festklædning og festmåltid med fuld musik. Evangeliet griber trøsterigt om den fællesmenneskelige længsel efter den rummelige kærlighed, som kan hele det brudte, forbrudte og fortrudte. – Især gennem det sidste 175 år har motivet været yndet hos kirkekunstnere, der overvejende koncentrerer sig om at fortolke det vidunderlige, forløsende møde mellem faderen og den yngste søn. – Men Jesu lignelse om ‘den fortabte søn’ – eller ‘de fortabte sønner’ – er jo en topunktslignelse med endnu en pointe, henvendt til den ældre bror, der aldrig har svigtet. Storebror, som netop vender træt hjem fra markarbejde, overrumples af den uvant overdådige festivitas for den yngre og reagerer vredt på urimeligheden. Faderens svar er en opfordring til at dele glæden: “Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen”… . Vi får ikke at vide, om det lykkes den ældre bror at tage del i glædesfesten, men vi kan godt skrive videre på hans fortælling: Den yngre, som for længst havde tilegnet sig, hvad han kunne tilkomme, skal vel nu leve af hjemmets ressourcer og tilbageværende arvelod? Og forstår han, hvordan det har været år ud og år ind at se på, hvordan faderen tæredes af savnet? Ja, menneskers historie med sårede relationer bliver stående, og somme tider har vi nok skadet hinanden uopretteligt. Her forkynder evangeliet tilgivelse, men hvordan bliver tilgivelsen også en levende, erfaret virkelighed, som fuldbyrdes i vore relationer? I lyset af Guds tilgivelse må vi række ud efter hinandens. Solen står op, regnen falder over gode og onde, og vi må minde os selv og hinanden om, at vi ikke skylder os selv livet. Vi har dybest set ikke ejendomsret til den gudsskabte dag og dens gaver, men vi får altså lov at bruge det hele sammen – med glæde.

Et af ret få eksempler på den fulde billedfortælling ses i den grundtvigske Rødding Frimenighedskirke, hvor Viggo Guttorm-Pedersen i 1957 malede sin fortællende apsisfresko med ‘den fortabte søn’ mod nord og ‘den barmhjertige samaritaner’ mod syd (se nedenfor). Vort hovedmotiv er den rødklædte fader, alvorligt velsignende sin yngste søn, som knæler i andagt – et identifikationsmotiv for menigheden ved alterskranken. To tjenestedrenge efterkommer med næsten komisk hast instruksen om straks at hente festdragt og sko. I baggrunden ses himmelborgen som et lille renæssanceslot, lysende mod den kongeblå himmel med ledestjernen i forgyldt stuk. I mellemgrunden kommer den ældre bror gående, list grå og forslidt. Hvornår forstår han, at også han er elsket? Viggo Guttorm-Pedersen (1902-1962) blev undervist på Kunstakademiet af Ejnar Nielsen og Sigurd Wandel. Han har illustreret bøger og blandt mange andre offentlige værker malet yderligere en kirkeudsmykning i Bredsted syd for grænsen. Han er far til kirkekunstneren Niels Guttorm-Pedersen. Fotos: Claus Jensen.

Efter kirkens festhalvår møder vi ‘hverdagsteksterne’ om troens konsekvenser. Luk. 14,25-35 byder os den grelleste tekst om Kristusbekendelsens omkostning. Troen er et valg, sådan som det er et valg for bygherren at begynde et tårnbyggeri eller for en konge at drage i krig. Troens valg kan indebære brud med det gamle liv, sagt med den berygtede spidsformulering: “Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel”. Bogstaveligt forstået står dette krav om det radikale valg i et spændingsforhold til evangeliets universelle kærlighedsbudskab. Det er kendeligt, at Det nye Testamente er skrevet i en tid, hvor kristenforfølgelser er inden for horisonten. Som bekendt medfører kristentro stadig martyrier i områder, hvor den nu er tæt på udryddelse. Dilemmaer på liv og død ser vi også i frihedsbevægelsers og ngo’ers historier, hvor det kan koste både familieliv og liv at stille op for retfærdige kald. Hvem vil være “jordens salt”? Evangelieteksten spørger ubekvemt til vores prioritering og vores troskab. – Tekstens er en god anledning til at hylde hver den, der har vovet at være pinlig, forpint, ja pint – i tillid til det højere kald. Tak for en Paulus, der kasserede sin første plan med livet. Tak for en Luther, der tog konsekvensen af, at “det ikke er rådeligt at handle mod sin samvittighed”. Tak for en Søren Kierkegaard, som søgte den absolutte “ide, for hvilken jeg vil leve og dø”. Tak for en Grundtvig, som ville “oplysningen om livet”. Vi er vokset op i læ af apostle, reformatorer, sandhedsvidner og andre pionerer, som personligt betalte prisen for den åndsfrihed, som vi nu længe har taget som en selvfølge. Igen ser vi verdenssituationens storme ruske op i dette læ, som altså alligevel ikke er så selvfølgeligt. Dybe spørgsmål om prioritering stilles os på ny, som det blev stillet af ham, der om nogen “gav afkald på sit eget”.

I anledning af Arne Haugen Sørensens 90 års fødselsdag vises på hans dejlige museum Kunstpavillonen i Videbæk maleriet “Siddende vandringsmand med barndomsminder”, fra 1992. Fra kirkeudsmykninger og offentlige rum kender vi allerede Arne Haugen Sørensens ekspressive vandringsmænd med deres eksistentielle appel. Det er evangelister, apostle eller enhver anden, undervejs i livet spændt ud mellem fortidens binding og fremtidens kald. I dette billede møder vi en anden version, som minder lidt om det middelalderlige tema ‘Jesus på den kolde sten’, en station på Via Dolorosa, vejen til Golgata. Denne vandringsmand har sat sig på en ådret, ægformet sten, måske reflekterende over udgangspunkt og retning i livet. Som så ofte lader Arne Haugen Sørensen en profil og et blik pege både bagud og forud, selvom der samtidig er øjenkontakt med maleriets iagttager. Her er opmærksomheden overvejende bundet af fortiden som et drømme- eller mareridtagtigt syn i dunkle farver med fragmenter af foldede gardiner og uhyggeligt rotteagtige pelsdyr. Måske kan vi også skelne en lille sort fugl, siddende øverst på hans arm ud for hans mund? Fortiden har midlertidigt standset vandringsmanden. Mennesket er et historisk væsen med erindringer, som det både længes efter og flygter fra. Brud og diskontinuitet er smertelige og rystende for selvbilledet. Kan det være en god historie at få en helt ny historie? Ja, hvis man ved sig genkendt og båret af ham, der med sig selv som indsats “gør alting nyt”. Vandringsmandens bane tangerer afgrunden, men han beholder sit greb om troens robuste, røde vandringstav, og foran ham åbner rummet sig med et solgult lys, der er stærkere end mørket bag ham.

Vi kender Jesus takket være hans virkningshistorie, ja, måske skal vi tale om virkningshistorier i frodigt flertal. Evangelisterne og andre fortolkere fortæller Jesushistorier med hver deres accent og fokus. Fortolkernes ret forskellige stemmer indgår i en symfoni med synergier og brydninger, og dette blandede kor er fremdeles inspiration for prædikener, salmer og billedkunst med spændvidde og nuancerigdom. – Havde vi manglet Lukas’ stemme, havde vi manglet det tydeligste billede af Jesu vrede over griskhed og hans advarsel mod at måle sit liv på det materielle: “et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod” (Luk. 12,13-21). Evangelieteksten tager udgangspunkt i en arvestrid – åbenbart en tidløs katalysator for materielt begær. I Jesu advarsel mod grådighed indgår lignelsen om den rige bonde, som forstyrredes af døden, netop som han var mest tilfreds med sit akkumulerede udbytte. – Mens rigdom i gammeltestamentlige tekster ofte blev set som Guds velsignelse, voksede rigdomskritikken sammen med det mere urbane samfunds ulighed, og rigdom baseret på udnyttelse var ilde set. Dertil kom på Jesu tid en forventning om, at den gamle verden stod for snarligt fald, hvorfor rigdom var inderligt irrelevant og den rigdomsbaserede tryghed en illusion. – Kritikken af pengegriskhed finder et nutidigt udtryk i fx Hans Anker Jørgens salmer (DDS 369,4): “I kan ikke tjene Gud og Fanden,/ I må vælge mellem liv og død. / I skal ikke tjene på hinanden,/ I skal dele glæde, sorg og brød. / Tjen hinanden, I er alle lige,/ der er ingen rige i mit rige.”– Fra 2. Moseb. kender vi ‘dansen om guldkalven’, som i nutidigt sprog er yndet metafor for en illegitim tilbedelse af penge (selvom fortællingen opr. snarere handlede om kultisk frafald). Netop guldkalven har konkretiseret sig hos aktuelle billedkunstnere som Helledie, Holzer og Nørgaard og Galschiøt.

På Rådhuspladsen i Fredericia – foran Danske Banks domicil (!) har man fra 2005 kunnet se en omdiskuteret 8 m høj guldkalv. I 2005 præsenterede den samfundsrevsende kunstner Jens Galschiøt (f. 1954) første gang denne guldkalv i Gent i en kampagne mod grådige bankers uetiske investeringer. At den uhyggelige guldkalv er mere skinnende end tilforladelig, fremgår af dens slangelignende hale og lange, tynde ben. (Faktisk væltede skulpturen under en storm i 2007, før den blev afstivet.) – Aktuelle verdenskriser har nu dramatisk belært os om rigdoms og altings skrøbelighed og er måske ved at flytte vores fokus ?? – I dagens tekst er evangeliet uudtalt og underforstået: Jesus tilbyder et andet livsgrundlag end penge, et liv med Guds nåde som fortegn. – I mit foto ses i baggrunden et vajende dannebrog, og hvad flaget end ellers bruges til, kan korset i flaget måske også være en påmindelse om at leve med nådens fortegn.

Matthæusevangeliet slutter i kap. 28 med store ord fra den opstandne til de elleve: “Mig er givet al magt i himlen og på jorden”… Ja, “al magt” står der faktisk! – I vor forholdsvis demokratiske verden taler vi ellers nødigt om at have magt; politikere foretrækker ordet ‘indflydelse’, og ‘magtfuldkommen’ er et skældsord. I nutidig kirkelig sammenhæng omgås vi magt-ord med særlig forsigtighed. Der er for mange støjsendere i form af historiske billeder af kirkeligt hovmod, undertrykkelse og grusomme kampe. Magt-ordet er blevet en forlegenhed på grund af sammenblanding af menneskers magt og Kristi magt. Menneskers magt korrumperer des mere, jo mere den tager Guds navn forfængeligt. – Jesu egen magt kender vi derimod som en modmagt, ja et magtafkald: Jesus unddrog sig magten, da nogle jøder efter bespisningsunderet ville gøre ham til konge. Billedet af Jesus er billedet af et fattigt spædbarn og en klarøjet dreng, der stillede spørgsmål til skriftlærde. Det er billedet af en mand, hvis myndighed var ensbetydende med at tale sandt om livet, og hvis kraft var ensbetydende med virksom omsorg. Det er billedet af en mand, som tvangfrit åbnede menneskers liv med mageløse fortællinger, forløsende ord og livgivende heling. Og det er signaturbilledet af den uskyldige menneskesøn, der selv blev hjælpeløst martret i dødsangst og pint til døde blandt forbrydere, mens han bad om tilgivelse for sine voldsmænd. Er det “al magt“? Ja, forstået som et uudslukkeligt væld fra den dybe, livgivende kilde hinsides egoet, som evigt strømmer med generøs kærlighed. – Det lyder som en smuk drøm, der fandt sin tragiske afslutning med Jesu død iflg. Matt. kap 27. ‘Den historiske Jesus’ har da næppe heller selv påberåbt sig “al magt i himlen og på jorden”. – MEN der var så alligevel mere at sige, og Mattæus måtte også skrive kap. 28. Da disciplene mod forventning blev indhentet af påskens og pinsens opstandelseserfaringer og visioner, var de nødt til at fortsætte med at fortælle: fortælle om, at kærlighedsmagten hos Jesus Kristus var guddommeligt sanktioneret, ikke havde nogen udløbsdato og ikke nogen geografisk begrænsning, ja at han vitterligt var “med dem til verdens ende”. Ingen har set det sidste, så vi kan leve med håb. Disciplene sandede, at den dybe kærligheds magt er ekspansiv og centrifugal, og at den kalder til mission med dåb og oplæring ind i evangeliets fællesskab: “Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet i lærer dem at holde alt, som jeg har befalet jer.” – Som historikere har vist, voksede kristendommen gennem de første tre århundreder som en græsrodsbevægelse uden brug af tvangsmidler. Fra den konstantinske æra har kirken været mere eller mindre korrumperet af verdslig magt, men sammen med kirkens evangelium overlevede alligevel Guds riges modfortællinger som fortællinger om den anderledes magt. Også da kristendom ramte Danmark, ændredes kulturens normcodex, således at magtopretholdelse ved selvtægt og blodhævn blev illegitim, forsoning blev idealet.

Christen Dalsgaards maleri “Ansgar og Ødbert døber en ung moder og hendes barn” fra 1872 møder os i Øster Jølby grundtvigske frimenighed på Mors. Det festlige billede er ærkegrundtvigsk ved sit fokus på dåben, middelalderhistorien og danskheden. I en lysning i egeskoven holdes barnet frem til dåb af den yndefulde, lyshårede unge mor, idealbilledet af den danske kvinde. Her er hverken kirkebygning eller døbefont, men dog det fornødne: bekendelsens ord og vandet under korsets tegn. – Fra 1913 blev billedet omgivet af en altervægsfresko med engle efter forlæg af Joakim Skovgaard. – Chr. Dalsgaard (1824-1907) var ‘ridsemester’ på Sorø Akademi og sammen med Skovgaardbrødrene meget benyttet i det tidlige grundtvigske kirkemiljø. Det fortælles, at han i 1871 fik besøg i Sorø af lægprædikanten Peder Larsen Skræppenborg, som bestilte tavlen til den nye valgmenighedskirke på Mors. Skræppenborg havde set motivet for sig i en drøm, og Dalsgaard accepterede opgaven. – I 1878 malede Chr. Dalsgaard et lignende billede til foredragssalen på Vallekilde Højskole. Foto: Claus Jensen.

Skaberværket er generøst, men mennesker har sære ting for. Verdens kornforsyning tages som gidsel i den fordømte krig, som sammen med vore formentlig selvforskyldte klimaforandringer betyder ufattelige sultkatastrofer for sagesløse. I vor hjemlige verden blev landmænd urolige gennem de første tørre forårsmåneder: Ville der komme regn nok til udsæden, så afgrøderne kunne spire? Regnen kom, og vi kan igen en sommer beruse os i synet af al den grønne frodighed – men med pinagtig bevidsthed om at det dyrebare brødkorn er en knaphedsressource og ingen selvfølge. Når Jesus iflg. Joh. 6 siger: “Jeg er livets brød”, kan intet sultent menneske være i tvivl om, at han taler om noget livsvigtigt. Jesus griber da den fysiske sult som et billede på åndelig sult og den fysiske overleven som billede på evigt liv, idet vort vidunderlige brød peger ud over sig selv. …“den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid”, forklaret sådan at “Den, der tror, har evigt liv”. Vi lever ikke uden brød, men vi lever heller ikke “af brød alene”. Brødkornet, som om nogle måneder forhåbentlig kan høstes derude, kan vi få at se med vores øjne, men livsmagten bagved alting, livets kilde, anes kun i vores tydning, tro og taknemmelighed. Der er vi ikke anderledes stillet end de andre, Jesus iflg. Joh. 6 taler til: “Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den, der er fra Gud”. Med sine ord og gerninger er Jesus brobygger til den skjulte magt, og Jesus viser os med sit liv og sin død, at værensmagten er en kærlighedsmagt. Til brødkornets umiddelbare værdi føjer sig dets merbetydning som symbol for Kristusmysteriet: Hvedekornet og brødet er Kristi legeme, der hengives for os og til os. – I stedet for den fælles nadverberetning har Johannesevangeliet denne særlige tale om Jesus som livets brød, og i kap. 12 desuden ordet om hvedekornet, der skal “lægges i jorden og dø for at bære mange fold”. Til kornets og brødets rige metaforik hører også tanken om, at menigheden, som deler brødet, er eet: eet legeme. – Vi læser i Apostlenes Gerninger, at urmenigheden “var fælles om alt” og at de delte ud af deres ejendele “til alle efter enhvers behov”. For os kan udsynet herfra åbnes til den globale behovssituation.

Den store finsk-svensk-danske kunstbilledvæver Berit Hjelholt (1920-2016) har i 1992 skabt en alterudsmykning, som ikke ligner nogen anden. Titlen er “Agerens hunger”. Kunstneren tolker værket med et salmecitat: “Kom regn af det høje, lad jorden oplive som liljedal” – som beder for Helligåndens frugtbargørelse af det hele liv. Således er kunstværket også et pinsebillede med livgivende strømme fra himlen. Ser vi nøje efter, finder vi foruden det store kors i centrum også en lys rose for inkarnationen i venstre side og en hvid helligåndsdue i højre side, og således er kirkeårets tre store fester og treenigheden til stede. Alterbilledet blev bestilt til den middelalderlige Gundsømagle Kirke ved Roskilde i medfør af renovering efter inventarbrand. Vævningen er fint afstemt efter kirkens sarte kalkmalerier og inventar, så farverne er ikke for grelle, men følsomt sammensat med en pragtfuld nuancerigdom i det gyldne spektrum. – Og lad så også alterlysene blive tændt både søndag og mandag! Foto: Claus Jensen.