Kategori: Uncategorized

“Gud med støv har ånd tilfælles”, skrev Grundtvig. Aldrig har vi som mennesker været uden ånd; iflg. skabelsesmytens visdom indblæste Gud sin livsånde i vores ler. Vi blev givet at være sproglige væsener, og menneskesprog lever af ånd, dødeligheden til trods. Men sprog er forskellige, og i paradistabets verden kan sprogforskelle forstærke kulturelle og religiøse konflikter (jævnfør den lille episode med Aki-Matilda Høegh-Dams tale på grønlandsk i Folketinget). I verdens brændpunkter bruges sprogforskelle tilmed som bekendt som våben for undertrykkelse og krig, for ikke at tale om misbrug af sprog i løgn og propaganda. – I Babelsmyten 1. Mos. 11 forklares folkenes sproglige splittelse som Guds grænsesætning for menneskers rækkevidde, men menneskers krigsfærd kender øjensynligt ikke grænser… Vi længes i dag – måske mere end nogensinde – efter en åben, sand og troværdig kommunikation, som hinsides fordomme og traumer knytter mennesker sammen i fælles håb, så fred kan vindes! Sådan en ren og livgivende kommunikation er en utopi, – eller den må være en nyskabelse ved Guds Ånd, båret af en kærlighed, som er større end din og min. Pinseteksten fra Apg. 2. giver os et evangelium om sådan en forløsende kommunikation af en anden verden: en herlig, næsten ekstatisk modfortælling til Babelsmyten: Det nye Testamentes universelle Gud nedbryder ved den første kristne pinse menneskers sprog- og forståelsesbarrierer, så alverdens folk kan tale sammen, også om Gud: “vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål”. – Jesus havde vist, hvad Ånden og sproget formår i kærligheds og sandheds tjeneste. Han forvissede os om, at vores verden aldrig behøver være et gudsforladt og åndløst sted, heller ikke efter hans bortgang. Han åbnede evigheden, så vi tør plante liljer på vore grave. Med Jesu ord fra dagens evangelium i Joh. 14: “Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!” Han lovede sin lille flok en invasion af Helligånden, og den byder vi velkommen nu i pinsen. Guds virksomme ånd vil fremdeles tage livtag med menneskers verden.

Billedhuggeren og teologen Hein Heinsen (f. 1935) fik sit gennembrud med vældige, helt abstrakte skulpturer, men Heinsens kirkekunst har med årene ændret karakter, så den hjælper tolkninger på vej ved at give tydelige tegn fra sig. I 2012 blev Gammel Holte Kirke gennemgribende renoveret med installation af Hein Heinsens nye, store alterparti af bronze. Bronzeskulpturens udformning er i Heinsens ånd en hyldest til treenigheden, der skaber stadig bevægelse i forholdet mellem Gud og mennesker. Det groft formede alterbord er en direkte afstøbning fra en pløjemark. Det fortæller således om skabelsen og om mennesket, der “i sit ansigts sved” (og med moderne maskiner) dyrker jorden. I Israels gamle pagt var alteret et offeralter, hvor blodet flød, men Heinsen viser forvandlingen til kristendommens nye pagt, hvor alteret er blevet centrum for et festmåltid. “Fra slagtalter til festalter” kalder Heinsen sit bord. Jorden er også gravlæggelsens element, men Jesus opstod påskemorgen af jordens skød, lige som en forårsblomst formår at trodse vinterkulden. “Tag det sorte kors fra graven, plant en lilje, hvor det stod”, digtede Grundtvig. Hein Heinsen har sandelig plantet en lilje! Hans alterpryd rejser sig som en livskraftig blomst, en Kristusblomst. I blomstens krone er indridset et Kristogram, KR (se nedenfor). – Og hvad har det så med pinsen at gøre? Ved genbesøg af Claus Jensens fotos opdagede jeg de mange små gyldne trekanter på væggen bag alteret: symboler for netop den invaderende Helligånd, der som glødende ildtunger gav og giver menigheden liv og vækst. Glædelig pinse!

Kristus pålægger os iflg. Joh. 15 at være hans vidner: Vi skal sprede vores livsfryd, når glæden fylder os, – fortælle hvad der bærer os oppe, når livet er svært, – dele kristne fortællinger, salmer og livsytringer, så troens sprog holdes levende…. Og vi skal navnlig ikke modsige evangeliet med vores måde at leve på. Det behøver ikke være let, lader teksten os vide: “Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra”. Uden mod ingen kirke; der er nogle, som vil de kristne til livs. Ved Johannesevangeliets nedskrivning var forfølgelserne for længst blevet hverdag. Uddrivelsen af de kristne begyndte i Jerusalem på initiativ af Det jødiske råd, og forfølgelserne fortsatte med mellemrum i Romerriget indtil Kejser Konstantins begunstigelse af kirken. Hvilken lettelse, da kirken i 320’erne flyttede fra at være lidende og kæmpende til at være sejrende, men smuk blev den sejrende kirke ikke! Dårligt nok var kirken kommet til magten, før den selv begyndte at forfølge fremmede religioner og tilmed anderledes fortolkninger af kristendom. Også i forholdet til islam har kirken været både bøddel og offer, i dag måske mest offer på verdensplan. Tekstens formulering er desværre ikke blevet uaktuel: “der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig”. I dag topper Afghanistan, Nordkorea og Somalia listen over de mange lande, hvor magthavere og/eller befolkningsmajoriteter bekæmper kristendom. Open Doors opgør antallet af forfulgte kristne på verdensplan til 310 mill., tallet er stigende. I Tænketanken Forfulgte Kristnes rapport opgøres det dokumenterede antal kristne ofre i året 2020 til 80.000, vel vidende at mørketallet er stort. Der bruger man Peter Lodbergs snævrere definition af forfulgte kristne, som tæller ofre for vold og retslige overgreb: 70.000 blev angiveligt bortført, voldtaget, tvangsgift eller frataget borgerlige rettigheder, og mindst 10.000 døde for deres tros skyld. Kan vi dertil bare sige Gud i vold? – Her i vores smørhul er evangeliets værste fjende måske vores egen kulde, ligegyldighed, smålighed og modløshed. Dagens epistel fra 1. Pet. 4 fører klar tale om, hvordan et troværdigt vidne først og fremmest må holde fast i kærligheden indbyrdes, “for kærlighed skjuler mange synder” (Det samme skulle gælde præstekjolen, har jeg hørt). I et ærligt øjeblik må vi måske vedgå, at vi bedre forstår forræderen Judas, fornægteren Peter og tvivleren Thomas, end vi forstår de kristne martyrers ubestridelige troskab og mod. Jeg ved ikke bedre end at vende tilbage til udsagnet i 1. Pet. om kærligheden, der “skjuler mange synder” og gemme mig i de ord som et udsagn om først og fremmest Gud selv. Gud i vold!

Jeg føler mig på noget gyngende grund, når jeg her for en gangs skyld viser et helt abstrakt værk, et billedtæppe, hvor lys og skygge brydes. “Når skyggen lyser” er gobelinens titel. Den mørke formation i billedets højre side er næsten knugende, men fra øverst til nederst har den skyggefulde forgrund en ‘revne’, hvorigennem lyset trænger ind og spiller i skyggen med et væld af gyldne glimt. Øverst i billedet sætter lyset sig klart igennem, næsten som en religiøs epifani. Kari Guddals vævning fra senest 1998 er et af hendes største værker, ca. 2 x 3 m. Kari Guddal (f. i Oslo 1952) er uddannet som billedvæver i mesterlære i og uden for Skandinavien, har haft omfattende udstillingsaktivitet og modtaget megen anerkendelse, bl.a. som medlem af gruppen Dansk Gobelin Kunst, i hvis årsskrift 1998 jeg har fundet mit foto. Kari Guddals fokus er farverne, hun indfarver selv sit garn og bruger op til 300 nuancer i en enkelt værk, men så kan farverne i dagens anledning også fortælle en både nuanceret og dramatisk historie om menneskeliv, der trods mørke leves med håb.

Kristi himmelfart har tre pointer: Den første er triviel: Jesus går ikke mere fysisk rundt på jorden, – Den anden pointe er storslået og opløftende: Jesus Kristus har fået oprejsning på højeste sted. Dette kærlige og sande menneske, som blev fornedret af verdens magthavere, er og bliver tilbedelsesværdig – som hjertets kronede konge i en verden, hvor det ellers ikke er rådeligt at tilbede mennesker. Vi bekræfter hans evangeliums evige kraft og myndighed – med den korte formulering i den sekundære Markusslutning 16,14- :“Da Herren havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd”. – Helligdagens tredje pointe er eksistentiel og handler om os: Det er nu os mennesker, som ved Helligåndens hjælp – uden at dyrke os selv – skal repræsentere Kristus på jorden og bære hans evangelium ud i alverden. …“og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med. Evangeliet kan ikke adskilles fra de ledsagende tegn, som er kærlighedens gerninger. Helligdagens budskab skifter således retning fra OP til UD, fra det himmelvendte til det omverdensengagerede. – – Men, men: helligdagens himmelsyn kan være fremmedgørende, hvis det belastes af et verdensbillede, vi som moderne mennesker umuligt kan dele. Hvad der i oldtiden kunne tænkes konkret, hvor der var entydige rammer for ‘op og ned’, må vi i nutiden karakterisere som et mytisk billedsprog, der kalder på udlægning. Vi må være ærlige om genren, når vi bekender troen på Kristi himmelfart og sæde ved Guds højre hånd. Vi må gøre os klart, hvad vi forstår ved himlen/Himlen/Himlene/Himmeriget (jævnfør den engelske skelnen mellem celestial og heavenly). Naturvidenskaben kan i stigende grad med teleskoper og matematiske modeller lade os kigge ind i himmelrummets svimlende univers med dets utallige, usete ekspanderende galakser. Det kan kalde på vores undren og ærefrygt og tilmed på vore religiøse følelser, men teleskoperne viser os som bekendt ikke Kristus. Kristus “ser” vi derimod glimtvis med troens øje i den guddommelige Himmel, hvor øjenåbneren ikke er teleskopet, men de nådeshandlinger og -ord, som Jesus bragte. Den astronomiske himmel, universet, åbner sig for naturvidenskaben og beskrives i eksakt matematisk sprog; den religiøse Himmel åbner sig for tro, håb og kærlighed og beskrives i lignelser og hjertets billedstærke poesi, som salmebogen strømmer over med. Denne guddommelige Himmel, hvor Kristus råder, kan vi aldrig udtømmende karakterisere, fordi den er transcendent, dvs. overskrider grænserne for rum og tid. Den kan bryde ind i vores liv, den kan tænde glød i vore fællesskaber, den kan spire i sjælens inderste lag, eller den kan vente os ved tidens grænse. Salmebogen er et smykkeskrin fyldt af metaforer fra erfaringens grænseland. Poeter kan tilmed invitere os med på en sjælelig himmelfart, som Grundtvig gør i DDS 411 v 6, “når under sang med dit vingede ord/ sjælen af by over stjernerne for”.

Når kirkens billedkunst skal visualisere Gud i Himlen med den evige vælde og herlighed, sker det ofte i form af en forgyldt cirkel, som betegner en hellighed uden ophør. En kraftig cirkel indrammer netop den svenske glaskunstner Bertil Valliens alterskulptur “Mod lyset” fra 2017 i Uldum Kirke. Øverst i cirklen flammer Helligånden kraftfuldt omkring treenighedssymbolet og Kristi kronede hoved. Kunstværkets lyse lodrette søjle betegner Kristus som aksen mellem jord og Himmel, altså OP (mod lyset). Tværgående ses et langt skib med vinduer, disciplenes eller kirkens fartøj, der bringer evangeliet til verden, altså UD. Kirkeskibet tilbyder mennesker et ankerpunkt i en stormfuld tilværelse. 16 billedfelter deromkring viser begivenheder eller symboler fra Det gamle (th) og Det nye Testamente (tv), altså nogle af kirkens nøglefortællinger. I venstre side finder vi nederst den velsignende Kristus før himmelfarten. Foto er fundet på kirkens hjemmeside.

‘At være voksen er at kunne bære vægten af sine egne følelser’, siges det. Der er rigtignok grænser for, hvad vi bør bebyrde vore nærmeste med af skuffelser, selvbebrejdelser, vrede osv. Vore følelser skal ikke ende som tunge sten i fx børnenes rygsæk, for det er ikke primært deres ansvar, at vi når til en forsoning med vores liv. Vore følelser skal måske heller ikke cirkulere i rungende digitale ekkokamre. MEN vi behøver ikke bare være kastet tilbage på os selv, når vi tager livtag med vores eksistens. Som den jødiske ‘dialogfilosof’ Martin Buber kredsede om: Over for hver enkelt menneske står det evige DU som livets personlige dybdedimension. Vi kan ikke kende til Gud i 3. person som et DET, en genstand eller en institution, men vi kan leve i inderlig dialog med Gud som et DU, for vi er skabt til at være relationelle. Vi kan erfare livets gaver og opgaver, smerte og trøst som et mellemværende med dette personlige DU, der møder os som altomsluttende tilstedeværelse og intimt nærvær. Vi kan nemlig bede! “Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen”, lyder løftet i Jesu afskedstale i Joh. 16. – Den religiøse bøn er ikke en bestilling til julemanden om dette og hint. Den er sjælens inderste rækken ud efter livets fylde, værdi og mening, kort sagt efter velsignelse. – En af dagens gammeltestamentlige læsninger fortæller om bøn i skikkelse af den kamp i mulmet, hvor patriarken Jakob forud for slægtens skæbnedag fornemmede Guds engel og nægtede at lade ham fare: “Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig!”. Til forskel fra blot at snakke med sig selv i sit ekkokammer, tilføres mennesker noget ved at bede: håb! – Evangelieteksten fortæller om håbet som gaven til dem, der beder i Jesu navn: “Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det”. Bøn ‘i Jesu navn’ er selvfølgelig ikke en magisk trylleformular eller en pinkode, men et ja, ja tak til det håbefulde trosunivers, som Jesus med sit liv og sine fortællinger har åbnet for os.

Bortset fra de mange billeder af (smukke) bedende hænder skildrer kirkekunsten kun sjældent bedende personer, bortset fra det meget yndede motiv med Jesu egen dødsangst i Gethsemane Have, hvor han bad om at blive fri for døden. Jesu natlige bøn, som voksede fra kamp til hengivelse, sluttede som bekendt med ordene “Ske din vilje”, som vi kan søge at spejle os i og gentage i hvert et Fadervor. – “Jakobs kamp med englen” findes som kirkekunst i en halv snes forskellige fortolkninger, men nogle skulpturelle fremstillinger synes noget balletagtige. Særligt gribende finder jeg Jais Nielsens symbolistisk-ekspressive værk “Jakobs kamp med englen”, som viser intimiteten og kraften, ladet med både myndighed og ømhed. Værket er formentlig skabt i 1929 med senere kopier, og det kom mig for øje i medfør af en digital auktion. Jais Nielsens malerier har bevæget sig gennem vidt forskellige genrer og emner, men hans keramiske værker som dette er i det væsentlige samlet om bibelske motiver med en åndeligt og eksistentielt vedkommende appel. Her er menneske og Gud forenede i en JEG-DU relation, symboliseret i en intens, asymmetrisk ansigt-til-ansigt situation, som så at sige får tiden til at stå stille. Jais Nielsen (1885-1961) har i forskellige materialer udsmykket mindst 15 danske kirker.

Jesu lange afskedstale er en form for testamente, men adskiller sig fra andre testamenter ved ikke at indeholde hans sidste ord. I dette myndige testamente taler Jesus ud, men aldrig sådan, at hans tale slutter. Han forbereder disciplene på deres kommende sorgfulde adskillelse, med lover samtidig her i Joh. 16 at sende “Talsmanden”, som en befuldmægtiget advokat, ja mere end det: som Guds fortsat levende åndelige nærvær, der kan sige disciplene noget nyt, for “når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden”. Jesus “har endnu meget at sige” til disciplene, men det kan de “ikke bære nu”. Disciplene – og kirken med – vil komme til at stå i uforudsete situationer, hvor de er ‘på Herrens mark’ på den gode måde, at Herren stadig er med på de nye stier. Det er umådeligt befriende, at der ikke med Jesu afsked sættes punktum for Guds vejledning. Åndens åbenhed muliggjorde fx i første række evangelisten Johannes’ nye formulering af en ophøjet Logos-Kristologi. Åndens uafsluttethed befrier kristendommen fra at forstenes i bogstavtro bibelfundamentalisme. Åndens bevægelighed sætter kirken fri af antikke gudsbilleder og verdensbilleder – og af antikkens hierarkiske og patriarkalske struktur. – Måske hviskede Helligånden til biskop Ølgaard, at det gik an at ordinere kvindelige præster. Hvem ved, hvilke kulturelle grænser Helligånden fremover vil rykke ud? – Som historisk person måtte Jesus bruge sin tids sprog, men fordi Gud virker som levende ånd, kan nutidsmennesket oversætte, fortolke og prædike Kristi evangelium for sin samtid. – Men vi slipper så ikke for at diskutere, til blodet koger, hvornår det er Guds levende ånd, og hvornår det kun er tidsånden, der taler til menighederne. For som Kierkegaard sagde: “Den der gifter sig med tidsånden, bliver tidligt enke”.

Det valgte billede er malet 2013-14 af Erik Hagens som et af Skovlunde Kirkes højtidsskabe, en righoldig, debatskabende og urolig udsmykning. Her ses det lukkede pinseskab: Vor klode drejer mellem mørket og den blå himmel, og her engagerer mennesker sig som åndsvæsener i det stræbende videnssamfund med en mangfoldig optagethed og kommunikation med møder, bøger og skærme. Klodens øverste mennesketomme del fortæller måske om fællesskabets sammenbrud efter Babel. Vi kan i billedets forgrund gå på opdagelse i bogtitler og finde nedslag af kunstnerens samtidskritik og sarkasme, men, som jeg ser det, også af humor og håb for mennesker. Der er bøger om etik, miljø og blomster, og præst og degn kommer slæbende på en omvendt bog med titlen ‘Den omvendte verden’. Foto: Claus Jensen. Nedenfor vises det opslåede pinseskab, hvor der i højre side så at sige sker en Helligåndens eksplosion med en flammende pinselilje som kraftcentrum. Uden for kirken tv. ses mange små hjem, der er prydet med blomster, faktisk 12 forskellige fra den vilde danske flora. Th. rækkes mange brune og lyserøde hænder op mod pinseunderet, nogle med fotos af pinseliljen på mobiltelefon. Tak for foto fra Skovlunde Kirkes flotte brochure.