Kristus pålægger os iflg. Joh. 15 at være hans vidner: Vi skal sprede vores livsfryd, når glæden fylder os, – fortælle hvad der bærer os oppe, når livet er svært, – dele kristne fortællinger, salmer og livsytringer, så troens sprog holdes levende…. Og vi skal navnlig ikke modsige evangeliet med vores måde at leve på. Det behøver ikke være let, lader teksten os vide: “Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra”. Uden mod ingen kirke; der er nogle, som vil de kristne til livs. Ved Johannesevangeliets nedskrivning var forfølgelserne for længst blevet hverdag. Uddrivelsen af de kristne begyndte i Jerusalem på initiativ af Det jødiske råd, og forfølgelserne fortsatte med mellemrum i Romerriget indtil Kejser Konstantins begunstigelse af kirken. Hvilken lettelse, da kirken i 320’erne flyttede fra at være lidende og kæmpende til at være sejrende, men smuk blev den sejrende kirke ikke! Dårligt nok var kirken kommet til magten, før den selv begyndte at forfølge fremmede religioner og tilmed anderledes fortolkninger af kristendom. Også i forholdet til islam har kirken været både bøddel og offer, i dag måske mest offer på verdensplan. Tekstens formulering er desværre ikke blevet uaktuel: “der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig”. I dag topper Afghanistan, Nordkorea og Somalia listen over de mange lande, hvor magthavere og/eller befolkningsmajoriteter bekæmper kristendom. Open Doors opgør antallet af forfulgte kristne på verdensplan til 310 mill., tallet er stigende. I Tænketanken Forfulgte Kristnes rapport opgøres det dokumenterede antal kristne ofre i året 2020 til 80.000, vel vidende at mørketallet er stort. Der bruger man Peter Lodbergs snævrere definition af forfulgte kristne, som tæller ofre for vold og retslige overgreb: 70.000 blev angiveligt bortført, voldtaget, tvangsgift eller frataget borgerlige rettigheder, og mindst 10.000 døde for deres tros skyld. Kan vi dertil bare sige Gud i vold? – Her i vores smørhul er evangeliets værste fjende måske vores egen kulde, ligegyldighed, smålighed og modløshed. Dagens epistel fra 1. Pet. 4 fører klar tale om, hvordan et troværdigt vidne først og fremmest må holde fast i kærligheden indbyrdes, “for kærlighed skjuler mange synder” (Det samme skulle gælde præstekjolen, har jeg hørt). I et ærligt øjeblik må vi måske vedgå, at vi bedre forstår forræderen Judas, fornægteren Peter og tvivleren Thomas, end vi forstår de kristne martyrers ubestridelige troskab og mod. Jeg ved ikke bedre end at vende tilbage til udsagnet i 1. Pet. om kærligheden, der “skjuler mange synder” og gemme mig i de ord som et udsagn om først og fremmest Gud selv. Gud i vold!
Jeg føler mig på noget gyngende grund, når jeg her for en gangs skyld viser et helt abstrakt værk, et billedtæppe, hvor lys og skygge brydes. “Når skyggen lyser” er gobelinens titel. Den mørke formation i billedets højre side er næsten knugende, men fra øverst til nederst har den skyggefulde forgrund en ‘revne’, hvorigennem lyset trænger ind og spiller i skyggen med et væld af gyldne glimt. Øverst i billedet sætter lyset sig klart igennem, næsten som en religiøs epifani. Kari Guddals vævning fra senest 1998 er et af hendes største værker, ca. 2 x 3 m. Kari Guddal (f. i Oslo 1952) er uddannet som billedvæver i mesterlære i og uden for Skandinavien, har haft omfattende udstillingsaktivitet og modtaget megen anerkendelse, bl.a. som medlem af gruppen Dansk Gobelin Kunst, i hvis årsskrift 1998 jeg har fundet mit foto. Kari Guddals fokus er farverne, hun indfarver selv sit garn og bruger op til 300 nuancer i en enkelt værk, men så kan farverne i dagens anledning også fortælle en både nuanceret og dramatisk historie om menneskeliv, der trods mørke leves med håb.
Birgitte Bech kirkekunst 