Kristi himmelfart har tre pointer: Den første er triviel: Jesus går ikke mere fysisk rundt på jorden, – Den anden pointe er storslået og opløftende: Jesus Kristus har fået oprejsning på højeste sted. Dette kærlige og sande menneske, som blev fornedret af verdens magthavere, er og bliver tilbedelsesværdig – som hjertets kronede konge i en verden, hvor det ellers ikke er rådeligt at tilbede mennesker. Vi bekræfter hans evangeliums evige kraft og myndighed – med den korte formulering i den sekundære Markusslutning 16,14- :“Da Herren havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd”. – Helligdagens tredje pointe er eksistentiel og handler om os: Det er nu os mennesker, som ved Helligåndens hjælp – uden at dyrke os selv – skal repræsentere Kristus på jorden og bære hans evangelium ud i alverden. …“og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med. Evangeliet kan ikke adskilles fra de ledsagende tegn, som er kærlighedens gerninger. Helligdagens budskab skifter således retning fra OP til UD, fra det himmelvendte til det omverdensengagerede. – – Men, men: helligdagens himmelsyn kan være fremmedgørende, hvis det belastes af et verdensbillede, vi som moderne mennesker umuligt kan dele. Hvad der i oldtiden kunne tænkes konkret, hvor der var entydige rammer for ‘op og ned’, må vi i nutiden karakterisere som et mytisk billedsprog, der kalder på udlægning. Vi må være ærlige om genren, når vi bekender troen på Kristi himmelfart og sæde ved Guds højre hånd. Vi må gøre os klart, hvad vi forstår ved himlen/Himlen/Himlene/Himmeriget (jævnfør den engelske skelnen mellem celestial og heavenly). Naturvidenskaben kan i stigende grad med teleskoper og matematiske modeller lade os kigge ind i himmelrummets svimlende univers med dets utallige, usete ekspanderende galakser. Det kan kalde på vores undren og ærefrygt og tilmed på vore religiøse følelser, men teleskoperne viser os som bekendt ikke Kristus. Kristus “ser” vi derimod glimtvis med troens øje i den guddommelige Himmel, hvor øjenåbneren ikke er teleskopet, men de nådeshandlinger og -ord, som Jesus bragte. Den astronomiske himmel, universet, åbner sig for naturvidenskaben og beskrives i eksakt matematisk sprog; den religiøse Himmel åbner sig for tro, håb og kærlighed og beskrives i lignelser og hjertets billedstærke poesi, som salmebogen strømmer over med. Denne guddommelige Himmel, hvor Kristus råder, kan vi aldrig udtømmende karakterisere, fordi den er transcendent, dvs. overskrider grænserne for rum og tid. Den kan bryde ind i vores liv, den kan tænde glød i vore fællesskaber, den kan spire i sjælens inderste lag, eller den kan vente os ved tidens grænse. Salmebogen er et smykkeskrin fyldt af metaforer fra erfaringens grænseland. Poeter kan tilmed invitere os med på en sjælelig himmelfart, som Grundtvig gør i DDS 411 v 6, “når under sang med dit vingede ord/ sjælen af by over stjernerne for”.
Når kirkens billedkunst skal visualisere Gud i Himlen med den evige vælde og herlighed, sker det ofte i form af en forgyldt cirkel, som betegner en hellighed uden ophør. En kraftig cirkel indrammer netop den svenske glaskunstner Bertil Valliens alterskulptur “Mod lyset” fra 2017 i Uldum Kirke. Øverst i cirklen flammer Helligånden kraftfuldt omkring treenighedssymbolet og Kristi kronede hoved. Kunstværkets lyse lodrette søjle betegner Kristus som aksen mellem jord og Himmel, altså OP (mod lyset). Tværgående ses et langt skib med vinduer, disciplenes eller kirkens fartøj, der bringer evangeliet til verden, altså UD. Kirkeskibet tilbyder mennesker et ankerpunkt i en stormfuld tilværelse. 16 billedfelter deromkring viser begivenheder eller symboler fra Det gamle (th) og Det nye Testamente (tv), altså nogle af kirkens nøglefortællinger. I venstre side finder vi nederst den velsignende Kristus før himmelfarten. Foto er fundet på kirkens hjemmeside.
Birgitte Bech kirkekunst 