“Gud med støv har ånd tilfælles”, skrev Grundtvig. Aldrig har vi som mennesker været uden ånd; iflg. skabelsesmytens visdom indblæste Gud sin livsånde i vores ler. Vi blev givet at være sproglige væsener, og menneskesprog lever af ånd, dødeligheden til trods. Men sprog er forskellige, og i paradistabets verden kan sprogforskelle forstærke kulturelle og religiøse konflikter (jævnfør den lille episode med Aki-Matilda Høegh-Dams tale på grønlandsk i Folketinget). I verdens brændpunkter bruges sprogforskelle tilmed som bekendt som våben for undertrykkelse og krig, for ikke at tale om misbrug af sprog i løgn og propaganda. – I Babelsmyten 1. Mos. 11 forklares folkenes sproglige splittelse som Guds grænsesætning for menneskers rækkevidde, men menneskers krigsfærd kender øjensynligt ikke grænser… Vi længes i dag – måske mere end nogensinde – efter en åben, sand og troværdig kommunikation, som hinsides fordomme og traumer knytter mennesker sammen i fælles håb, så fred kan vindes! Sådan en ren og livgivende kommunikation er en utopi, – eller den må være en nyskabelse ved Guds Ånd, båret af en kærlighed, som er større end din og min. Pinseteksten fra Apg. 2. giver os et evangelium om sådan en forløsende kommunikation af en anden verden: en herlig, næsten ekstatisk modfortælling til Babelsmyten: Det nye Testamentes universelle Gud nedbryder ved den første kristne pinse menneskers sprog- og forståelsesbarrierer, så alverdens folk kan tale sammen, også om Gud: “vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål”. – Jesus havde vist, hvad Ånden og sproget formår i kærligheds og sandheds tjeneste. Han forvissede os om, at vores verden aldrig behøver være et gudsforladt og åndløst sted, heller ikke efter hans bortgang. Han åbnede evigheden, så vi tør plante liljer på vore grave. Med Jesu ord fra dagens evangelium i Joh. 14: “Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!” Han lovede sin lille flok en invasion af Helligånden, og den byder vi velkommen nu i pinsen. Guds virksomme ånd vil fremdeles tage livtag med menneskers verden.
Billedhuggeren og teologen Hein Heinsen (f. 1935) fik sit gennembrud med vældige, helt abstrakte skulpturer, men Heinsens kirkekunst har med årene ændret karakter, så den hjælper tolkninger på vej ved at give tydelige tegn fra sig. I 2012 blev Gammel Holte Kirke gennemgribende renoveret med installation af Hein Heinsens nye, store alterparti af bronze. Bronzeskulpturens udformning er i Heinsens ånd en hyldest til treenigheden, der skaber stadig bevægelse i forholdet mellem Gud og mennesker. Det groft formede alterbord er en direkte afstøbning fra en pløjemark. Det fortæller således om skabelsen og om mennesket, der “i sit ansigts sved” (og med moderne maskiner) dyrker jorden. I Israels gamle pagt var alteret et offeralter, hvor blodet flød, men Heinsen viser forvandlingen til kristendommens nye pagt, hvor alteret er blevet centrum for et festmåltid. “Fra slagtalter til festalter” kalder Heinsen sit bord. Jorden er også gravlæggelsens element, men Jesus opstod påskemorgen af jordens skød, lige som en forårsblomst formår at trodse vinterkulden. “Tag det sorte kors fra graven, plant en lilje, hvor det stod”, digtede Grundtvig. Hein Heinsen har sandelig plantet en lilje! Hans alterpryd rejser sig som en livskraftig blomst, en Kristusblomst. I blomstens krone er indridset et Kristogram, KR (se nedenfor). – Og hvad har det så med pinsen at gøre? Ved genbesøg af Claus Jensens fotos opdagede jeg de mange små gyldne trekanter på væggen bag alteret: symboler for netop den invaderende Helligånd, der som glødende ildtunger gav og giver menigheden liv og vækst. Glædelig pinse!
Birgitte Bech kirkekunst 