‘At være voksen er at kunne bære vægten af sine egne følelser’, siges det. Der er rigtignok grænser for, hvad vi bør bebyrde vore nærmeste med af skuffelser, selvbebrejdelser, vrede osv. Vore følelser skal ikke ende som tunge sten i fx børnenes rygsæk, for det er ikke primært deres ansvar, at vi når til en forsoning med vores liv. Vore følelser skal måske heller ikke cirkulere i rungende digitale ekkokamre. MEN vi behøver ikke bare være kastet tilbage på os selv, når vi tager livtag med vores eksistens. Som den jødiske ‘dialogfilosof’ Martin Buber kredsede om: Over for hver enkelt menneske står det evige DU som livets personlige dybdedimension. Vi kan ikke kende til Gud i 3. person som et DET, en genstand eller en institution, men vi kan leve i inderlig dialog med Gud som et DU, for vi er skabt til at være relationelle. Vi kan erfare livets gaver og opgaver, smerte og trøst som et mellemværende med dette personlige DU, der møder os som altomsluttende tilstedeværelse og intimt nærvær. Vi kan nemlig bede! “Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen”, lyder løftet i Jesu afskedstale i Joh. 16. – Den religiøse bøn er ikke en bestilling til julemanden om dette og hint. Den er sjælens inderste rækken ud efter livets fylde, værdi og mening, kort sagt efter velsignelse. – En af dagens gammeltestamentlige læsninger fortæller om bøn i skikkelse af den kamp i mulmet, hvor patriarken Jakob forud for slægtens skæbnedag fornemmede Guds engel og nægtede at lade ham fare: “Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig!”. Til forskel fra blot at snakke med sig selv i sit ekkokammer, tilføres mennesker noget ved at bede: håb! – Evangelieteksten fortæller om håbet som gaven til dem, der beder i Jesu navn: “Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det”. Bøn ‘i Jesu navn’ er selvfølgelig ikke en magisk trylleformular eller en pinkode, men et ja, ja tak til det håbefulde trosunivers, som Jesus med sit liv og sine fortællinger har åbnet for os.
Bortset fra de mange billeder af (smukke) bedende hænder skildrer kirkekunsten kun sjældent bedende personer, bortset fra det meget yndede motiv med Jesu egen dødsangst i Gethsemane Have, hvor han bad om at blive fri for døden. Jesu natlige bøn, som voksede fra kamp til hengivelse, sluttede som bekendt med ordene “Ske din vilje”, som vi kan søge at spejle os i og gentage i hvert et Fadervor. – “Jakobs kamp med englen” findes som kirkekunst i en halv snes forskellige fortolkninger, men nogle skulpturelle fremstillinger synes noget balletagtige. Særligt gribende finder jeg Jais Nielsens symbolistisk-ekspressive værk “Jakobs kamp med englen”, som viser intimiteten og kraften, ladet med både myndighed og ømhed. Værket er formentlig skabt i 1929 med senere kopier, og det kom mig for øje i medfør af en digital auktion. Jais Nielsens malerier har bevæget sig gennem vidt forskellige genrer og emner, men hans keramiske værker som dette er i det væsentlige samlet om bibelske motiver med en åndeligt og eksistentielt vedkommende appel. Her er menneske og Gud forenede i en JEG-DU relation, symboliseret i en intens, asymmetrisk ansigt-til-ansigt situation, som så at sige får tiden til at stå stille. Jais Nielsen (1885-1961) har i forskellige materialer udsmykket mindst 15 danske kirker.
Birgitte Bech kirkekunst 