Kategori: Uncategorized

ØJNENE DER SER

Johannesevangeliet fortæller om Jesu møde med manden, som i 38 år har ligget syg ved kanten af Betesda dam, de eksklusive miraklers sted. Berømt er Jesu spørgsmål til den syge: “Vil du være rask?”. Citatet er brugt eller misbrugt til prædikener om individers sygdom i livsmod eller vilje og om afgørelsens betydning. Den syges svar “jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig” fortæller omvendt den lidendes historie om en forladthed, der har brudt alt håb ned, måske til dødlignende resignation. Men her indtræffer evangeliets vendepunkt, som suspenderer spørgsmål om viljesvaghed og offerrolle: Kristus står foran den syge som hans menneske: det menneske der giver ham den afgørende hjælp, – og så kan den syge forlade Betesda Dam.

I dansk kristen kunst findes der een berømt fortolkning af motivet: Carl Blochs store maleri fra 1883, “Kristus helbreder den syge ved Betesda Dam”. Det har hængt på den store endevæg i Indre Missions hus Bethesda i Rømersgade Kbh. Idag er det et værdsat museumsstykke i Provo, USA. Ved første øjekast ser vi et billede af en hvidkjortlet Kristus, som river skjulestedet bort fra den syge for at ruske ham med spørgsmålet “Vil du være rask?”. Således set er det et konservativt billede, der bekræfter traditionelle forventninger til anskueliggørelse af Jesusskikkelsen og bibelteksten. Men Carl Bloch (1834-1890) var så meget mere end IMs feterede, formskønne bibelillustrator og den af eftertiden forkætrede ‘glansbilledmaler’. Nyere studier har henledt opmærksomheden på moderne og overraskende raffinementer i Blochs kompositioner, særligt omkring figurernes blik. Her ser vi således tæt på billedaksen en bifigur: en gammel mand sidde med en rød hat, som påkalder sig mere opmærksomhed end forbindingen om hans ben. Og det er jo dette subjekts blik fremfor hovedhandlingen, der arresterer os betragtere. Han ser måske i øjenkrogen det drama, der er ved at udspille sig ved siden af ham. Men han ser også os med bevidsthed om, at vi ser på ham! Vi inddrages som vidner, og vi kan trække øjnene til os eller…

Min kilde er den store bog om Carl Bloch, som Museet for Religiøs Kunst og Øregaard. Museum har udgivet

DEN, DER VIL VÆRE STOR…

Matt.teksten til 13. søn. e. trin. 2. rk. giver en illusionsløs diagnose af nutidens såvel som af fortidens politiske liv: “I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem”. – Men hvem længes ikke efter ledere, der ikke har fastholdelse af magten som første prioritet? Evangeliet tilbyder sig med et modbillede: “Sådan skal det ikke være iblandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener … ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.”

Menneskers patetiske kamp om anerkendelse og magt kolliderer med en mesterlære, som uforbeholdent praktiserer magtafkald og tjeneste for næsten. Men kan et liv i tjeneste (for)blive idealet? Dette ideal er jo også blevet historisk misbrugt. Selvudslettende skal vi ikke være, men hengivne, dedikerede, i forhold til noget, som er det værd. Hengivenhedens suverænitet bekræftes såvel af vore egne smukkeste erfaringer som af evangeliets mesterlære.

Billedliggørelsen af den hengivne tjeneste findes ikke mindst i beretningen om fodvasken, hvor Jesus bøjer sig ned og vasker Peters fødder.

En af de samtidskunstnere, der har fortolket dette motiv, er den kendte litauiske kunstner Vilmantas Marcinkevicius, f. 1969. Vilmantas løste i 2016 opgaven med en udsmykning vedr. dåb og nadver i Hedeagerkirken i Herning, hvor man nu kan se hans glaskunst ved døbefonten og hans maleri i koret. Det 3 m høje billede af fodvasken hænger højt på altervæggen ved siden af orglet, hvor det jo bør ses.  Herværende billede røber proportionerne. Det viser Vilmantas i hans atelier i Vilnius, hvor han både udarbejdede skitser og færdiggjorde maleriet. Kunstnerens kommentar til motivet var angiveligt: “Når Jesus bøjer sig for os, må vi også huske at bøje os for hinanden.”

Billederne er hentet fra Hedeager Kirkes kirkeblad.

“På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du dømmes”

Min fordums teologiske lærer K. E. Løgstrup indkredsede ‘talens åbenhed’ som en suveræn livsytring, ja som et tegn på en skabende magt bag vore liv. Gud har noget for med os i sproget og i samtalen, der kan lukke livet op. I en samtale er det sværere at forstille sig og reservere sig i mistillid end at åbne sig og tale ud. Vejen fra hjerte til mund er ofte kortere, end det gustne overlæg kunne tilsige. Som dagens tekst siger: “Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.”

I Matt. 12 bruger Jesus alvorlige ord om sproget som et privilegium og et ansvar. Sproget har med menneskers forhold til Gud at gøre. I menneskers tale kan helligånden komme til udtryk, men talen kan også stænge helligånden ude. Talen kan forny, eller den kan dræbe troen, håbet og kærligheden, og her er der noget afgørende på spil.

Allerede moselovens 10 bud rettede opmærksomheden mod talens betydning for gudsforhold og menneskeforhold: “Du må ikke misbruge din Guds navn”, – og “Du må ikke vidne falsk mod din næste”. Iflg. Matt. sætter Jesus det på spidsen: “menneskene skal gøre regnskab på dommens dag for hvert unyttigt ord”…  Der er godt, nyttigt samtalestof i, hvad “unyttigt” betyder.

Da Peter Brandes i 2014 udsmykkede Galten kirke og herunder skabte glaskunst til kirkens 10 ruder, inspirerede antallet ham til et sjældent tema i kirkekunsten: en fortolkning af de 10 bud. Kirkens totaludsmykning er spændende og dialektisk. Både alterbilleder, altertæppe og de 10 abstrakte ruder er fulde af tegn. Her vil jeg blot vise Brandes billedliggørelse af det 2. bud, som for mig at se kan gå i dialog med dagens tekst. Den solgule grundfarve er som en strøm af velsignelse, men velsignelsen kan spottes. Den besnærende meneskemund er malet hårdt op – i sort, en farve der forekommer fatal. Er det de misbrugte ord og løgne, der fra venstre side som et mørkt felt gør indhug i lyset, lige ud for påskriften “Ikke misbruge Herren din Guds navn til løgn”?  – På Galten kirkes alterbillede er hovedmotivet dog Emmausmåltidet, og dër ved nadveren får nådens Gud det sidste ord.        – Foto Claus Jensen

 

“Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget.”

Teksten til 11. sønd e. trin. er den evangeliske yndlingstekst fra Luk 7 om den unavngivne ‘synderinde’ der salver Jesu fødder i farisæeren Simons hus. Citatet kan ganske vist sætte prædikanten på arbejde med at forklare, at Guds tilgivelse ikke er afmålt proportionalt i forhold til kvindens kærlighed endsige elskov, men at rækkefølgen snarere er sådan at hendes kærlighed strømmer over i takketårer og tilbedelse, fordi hun uventet har mødt den ubetalelige nåde og accept. – – En tilskyndelse for enhver kirkegænger til at bide hovedet af sin skam og hanke op i sin skyld og aflevere det hele til Gud, af hvad art skylden nu er.

Det dramatisk fortællende maleri af Johannes Kragh er fra 1946 og ses som alterbillede i Melby Kirke på Fyn. Johs. Kragh yndede at skabe figurative billeder med fokus på spændingen i bevægelsen, og bevægelse er der rigtignok, også hos farisæeren der tager sig til hovedet over den skamløse indtrængende, som Jesus så ubetinget tager i forsvar.

Kristus er fremstillet med en byzantinsk glorie efter Skovgaards forbillede i Viborg Domkirke. Den veluddannede Johannes Kragh var assistens hos Joakim Skovgaard, der en generation tidligere havde valgt samme hovedmotiv til Ejby Kirke v Odense (hvor Skovgaard forresten brugte sin datter som model). Johs Kragh mestrede mange teknikker og materialer og fik lov at udsmykke mere end en snes danske kirker. Han levede fra 1870 til 1946, og da dette alterbillede er malet i hans dødsår, må det være hans sidste. Bysilhuetten i baggrunden kunne være moderne, selvom billedet ikke er det, tværtimod. Man vil måske kalde det ‘glansbilledagtigt’ med den følsomme, langhårede unge pige foran den rødkjortlede Kristus. Men det anskueliggør på rørende og underholdende vis en evigt god historie.

Mange tak til kirkens ansatte Finn Toftegaard og Gunvor Sandvad for hjælp med fotos.

DER TALES MED STORE BOGSTAVER

10. sønd. e. trin. 2. tekstrk. bringer Mattæusteksten en grum advarsel til bysamfund, der lukker øren og hjerter for livets ord og livets tegn. Det er en skarp tekst om følgerne af at afvise Kristus, – som dog ikke lader sig afvise, fordi “visdommen har fået ret ved sine gerninger”. – Idag, hvor undergangsstemningen er nærliggende af klimatiske, politiske og mange andre grimme grunde, kan teksten opleves ubehageligt aktuel. Vi har rigelige udblik på mulige katastrofer som konsekvens af vore valg og undladte valg. Er der endnu lydhørhed for et sidste udkald? – Kan Visdommen stadig få ret?

Teksten referer til Sodoma og Gomorra, der er et oldgammelt ikon for samfunds fortjente undergang. Sodoma og Gomorra bliver derfor mit motiv for denne søndag. Motivet har generelt ikke spillet nogen stor rolle i kirkekunsten, men flere nye kirkekunstnere har taget motivet op, som til trods for primitivitet og fremmedartethed har en aktuel appel. Det gælder Bjørn Nørgaard i Fredericia og Ikast, og det gælder Per Kirkeby i Gentofte, hvor man ved siden af kirkens orgel finder Sodoma og Gomorraruden med en fremstilling af søjler og sten, som ramler under den svovlgule ildregn. Per Kirkeby skabte i 2008 sine udfordrende gammel- og nytestamentlige ruder til Gentofte Kirke, og senere kom hans alterbillede til. Per Kirkeby har på flere niveauer arbejdet med undergangsmotiver, også i form af geologiske skælv og sprængte grave, hvor sammenbrud og splintren åbner nye muligheder og viser sig at blive til opstandelsesbilleder.

Claus Jensen er fotografen bag mit billede, og Mikael Wivel har fortolket ruderne grundigt i sin bog ‘Glas og bly’.