GUD VIL TØRRE HVER TÅRE AF DERES ØJNE
Professor Elof Risebye (1892-1961) har efterladt os en række egenartede, meditative billeder, som forener dyb sorg og inderlig tro. Et udtryk for troen ses i antydningen af glorier om hans figurer, som bærer blus mellem gravkorsene. I vidt omfang bærer Risebyes stiliserede figurer kunstnerens egne ansigtstræk og indadvendte udtryk. Dette maleri fra 1944 er inspireret af en rejse til Italien, hvor Risebye oplevede den skik at tænde lys på gravene på ‘Alle sjæles nat’. Den oprindeligt katolske kirkegårdsskik har siden fundet vej til mange danske sogne, omend det her i landet oftest er i kirkerummet, der tændes levende lys i mindet om og håbet for de døde. Det sker måske i forbindelse med oplæsning af navnene på årets døde i sognet.
På Alle helgens dag styrkes den tro, som er så udfordret af døden. Der lyses fred over de sørgende, og der formidles et grænseløst håb ved dagens tekster: I Åb. kap. 21 læses om Johannes opstandelsesvision, hvor en røst fra himlen siger: “Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvúndet.”
Billedet er hentet i Vejen Kunstmuseums udgivelse ‘Risebye + Kiærskov’.