…OG LYS I DIT LYS SKAL VI SKUE
I 1980ere malede Sven Havsteen-Mikkelsen (1912-1999) i sit moderne formsprog med grove strøg og stærke farver dette abstrakte billede af Genkomsten. Nederst ser vi de urolige mørke konturer af skikkelser, der dukker sig eller rækker op mod billedets hovedfigur: en eksplosion af lys, som suverænt og afslørende sætter sig igennem. Maleren tog flere gange motivet op i en tid, hvor andre var tilbøjelige til at lade det ligge som en fortidig forestilling. Havsteen var moderne, men ikke underlagt tidsånden. Billedet er i privateje, men kan ses i Mikael Wivels gode bog ‘Sven Havsteen-Mikkelsen Det kristne spor’.
25. sønd. e. trin. 2. rk. handler om Guds rige og Menneskesønnens genkomst. “Guds rige er midt iblandt jer”, skriver Lukas i kap 17 – med en bedre oversættelse end “Guds rige er inden i jer”. Samme tekst knytter Guds rige til Menneskesønnens nærvær og forudsiger hans forestående fravær og siden tilbagevenden fra himmelen med lynets klarhed, mens den gamle verden går under i bål og brand og syndflod. Teksten er apokalyptisk og fremmedartet.
Verdens undergang er langt fra utænkelig for en generation, der som vores er martret af påtrængende realistiske katastrofescenarier. Men idag opfatter vi mindre undergangen som en del af Guds store frelsesplan end som et resultat af menneskehedens eget hæmningsløse uvæsen, som NU kalder på vores ansvarlighed. Imidlertid – over og under bekymringen for den sårbare verden og bevidstheden om vor egen dødelighed – næres der hos kristne stadig et indre håb om Guds kommende manifestation, Kærlighedens og Sandhedens komme, menneskers forløsning i det møde, der omsider lader os “se ansigt til ansigt”.
Forestillingerne om genkomsten er nødvendigvis uklare, men salmen ‘Til himlene rækker’ rammer os med sin sidste linje: …”og lys i dit lys skal vi skue”.
GENKOMSTEN PÅ MUSEUM
Endnu omkring 2. verdenskrig valgtes Genkomsten som hovedmotiv i en del danske kirkeudsmykninger (udført af især Skovgaard’erne, Stefan Viggo Pedersen, Kræsten Iversen, Larsen Stevns samt Anna E. Munch og Ellen Hofman-Bang).
Navnlig Ellen Hofman-Bang (1879-1971) var frem til efterkrigstiden værdsat for sine bibelnære fortolkninger af Kristi blændende tilsynekomst blandt mennesker, detaljerigt malet med uforsagt metafysisk realisme og en noget patetisk iscenesættelse af domssituationen. Ellen Hofman-Bangs altertavler med genkomstmotivet kan endnu ses i Klovborg og Otterup Kirke. Flere versioner er udstillet i hendes barndomshjem, den nordfynske hovedgård Hofmansgave, hvor en flot skitsesamling er tilgængelig for publikum (se foto nedenfor) sammen med søsterens skulpturer. Ingen betvivler dygtigheden hos malerinden, der nød stor anerkendelse i sin tid; men senere er både teologi og kunstsmag gået i andre retninger. Fra midt i 1900tallet ebbede interessen for genkomstmotivet ud – med Havsteen-Mikkelsen som vores nok mest bemærkelsesværdige undtagelse.