Forfatter: birgittebech

Foto: Claus Jensen

…”Vi har og en ledestjerne,/og når vi den følger gerne,/kommer vi til Jesus Krist”.

Julens sidste helligdag er Helligtrekonger: 6. jan. (eller søndagen i perioden 2.-6. jan.). Særlig for Matthæus er den til dagen hørende yndede fortælling om de vise mænd fra Østerland, der under stjernens ledelse finder frem til gudsbarnet og skænker det hyldestgaverne guld, røgelse og myrrasalve. Evangelisten kan om barselsgæsterne hverken fortælle, at de er tre, at de er konger, eller at de er hellige; men middelalderlige legender har suppleret på frodigste vis, så vi nu ved god besked om, at kongerne hed Kaspar, Melchior og Baltazar, og at de repræsenterer forskellige livsaldre og verdensdele: Forrest knæler i inderlig tilbedelse den ældste Kaspar, hvis livsrejse hermed er fuldbyrdet, bagest står den ranke unge Baltazar med den mørke hud. Tilmed har man i middelalderen ment at kende kongernes rute og hele skæbne, og kongernes påståede relikvier har i sig selv været gjort til mål for pilgrimsrejsende. Motivet har i middelalderen ofte været pragtfuldt udført og spillet på forholdet mellem kirkelig magt og verdslig magt: Det har bragt kongen ned på knæ, men samtidig givet ham glans som kirkens velgører.

Efter reformationen er helligtrekongermotivet fhv. sjældent, hvorimod hyrdernes tilbedelse er blevet mere udbredt. Men fortællingen om de vise rejsende er stadig vedkommende og opbyggelig, forstået som forbillede for alle kristnes livsrejse og livsmål, sådan som Grundtvig har fortolket fortællingen i salmen Dejlig er den himmel blå.

Jeg har valgt et eksempel fra 1591, som er et ud af syv relieffer med Jesu barndomshistorier på prædikestolen i Skt. Catharina i Ribe. Billedskærerens navn er ikke nævnt, men det er et fint lille renæssanceværk, hvor der er gjort noget ud af arkitekturen og baggrundens byprospekt under stjernehimlen.

 

 

Foto: Claus Jensen

“Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus (på hebraisk: Gud frelser), som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv.”

Den korte Lukastekst rummer inkarnationens mysterium. Gud, som transcenderer alle tider, alle kulturer og alle navne, møder os som en navngiven person, født ind i en historisk tid. Det er dette paradoks, Kierkegaard reflekterer over som troens absurditet, evigheden i tiden, som inviterer til at gøre troens spring.

Som historisk menneske må Jesus bære hele pakken i form af mosaisk lov og kultur, således også omskærelsen, hvis udgydte bloddråber i en senere kristen læsning foregriber langfredags lidelse. – Men når Jesus træder ind i menneskers historie, gælder det ikke blot i antikken, men menneskesamfund til alle tider. Det gælder også år 2019. Guds nåde er nyfødt. Godt nytår!

Kirkekunsten anskueliggør historiens perspektiv med den altid vigende horisont. Jesusbarnet skæres eller males ind i kunstnernes egne respektive epoker. Der må altid nytolkes.

En af Danmarks mest spændende omskærelsesscener indgår i Roskilde Domkirkes umådeligt mangefacetterede altertavle fra o. 1560. Her foregår ritualet i et livligt renæssancemiljø med et broget persongalleri i en rigt udsmykket købstadskirke, hvor organisten i øverste venstre hjørne på pulpituret koncentrerer sig om sit orgelspil til den ceremonielle begivenhed. Kunstværket er lige så anakronistisk, som det er vedkommende i sin tid, – og det samme må uden tvivl gælde ny kunst.

Pragttavlens tilblivelse kan rimeligvis henlægges til et værksted i Antwerpen, men billedskæreren er anonym, og tavlen er ikke produceret specielt til Roskilde Domkirke. Historien om dens vej til Roskilde er en roman værdig, og der er konkurrerende fortællinger: Måske var Frederiksborg Slot i Hillerød dens adresse, mens slottet tilhørte Birgitte Gøye og Herluf Trolle; måske blev tavlen købt til underpris fra et handelsskib, fordi sælger havde sat proforma prisen uartigt lavt for at slippe billigt i told.  – Men nu kan vi besøge domkirken og gå på opdagelse i altertavlens mange virtuøst udførte relieffer. Der skal sættes god tid af.

 

 

 

Foto: Claus Jensen

Efter Stefans dag (2. juled.) vender vi tilbage til julens fortællekreds: Vi er fremme ved julesøndag, også kaldet ‘de gamles søndag’, hvor Simeon og Anna modtager Jesusbarnet med familie i templet. Ved dette møde erfarer de trofaste gamle efter et langt liv i bøn, at Gud har fuldbyrdet deres liv: “Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse”…  Det er ord at spejle sig i også for os, måske med julesalmer som medium: …”O, måtte vi kun den glæde se,/ før vore øjne lukkes”…(DDS 99,8)

Den nordtyske billedskærer Hans Brüggemann har omkring 1520 skåret en flot, flot altertavle med motiver fra Jesu barndom. Det pragtforgyldte værk af usædvanlig høj kvalitet stod muligvis frem til reformationstiden på Børglum Kloster, men pryder nu Gjøl Kirke, Jammerbugt. Omkring tavlens hovedfelt med Kongernes tilbedelse ses mindre relieffer, bl.a. Fremstillingen i templet, hvor Simeon holder Jesusbarnet i sine arme.

 

To senmiddelalderlige Skt. Stefansfigurer fra Lunde Kirke, Varde, den første indgår i altertavlen.

 

OG DET SKETE I DE DAGE…

Skærupmesteren, Horsens hospitalskirke