Forfatter: birgittebech

2016-17 Peter Callesen “Alt er tilgivet”. Et værk vist på udstillingen i Rundetårn i anledning af reformationsjubilæet, gengivet i kataloget TESER.

Vi ser en art opslagstavle af træ med beskrevne papirlapper, der ligner håndskrevne breve. Nogle skrevne linjer og ord er tilsyneladende klippet væk og ligger som fraklip nederst i rammen: Vi tolker det fraklippede som ord, der aldrig burde være sagt og skrevet, i videre forstand utilgivelige gerninger. Det gjorte kan ikke gøres ugjort, men dog tilgives?
Peter Callesen er født i Herning i 1967 og primært kendt som papirkunstner. Han har givet udtryk for, at han er fortrolig med kristendommen, som betyder noget for ham. Han arbejder ikke dogmatisk eller illustrativt, men behandler nogle temaer, hvor han selv føler at have et mellemværende med Gud, eller hvor han står på kanten med sin tvivl. Det er vigtigt for ham, at hans kunst stiller spørgsmål. – Peter Callesen har som kirkekunstner bidraget med messehagler og med altervægsudsmykningen i Margrethekirken i Valby.

Lukasevangeliets lignelse om den uærlige godsforvalter handler på sin egen snurrige måde om det utilgivelige, som dog overraskende kan overtrumfes af en ny, nådig begyndelse. I evangeliernes billedsprog er Gud den rige mand, som betror sin rigdom til mennesker. Mennesker er forvaltere, som ofte svigter. De betroede rigdomme er ressourcer, dage og kræfter, medmennesker, alt det liv som vi har brugt og misbrugt til egen kortsigtet vinding. Lignelsen handler om ‘regnskabsdagen’, dagen hvor den enkelte må erkende behovet for en eksistentiel ‘gældssanering’ og så at sige står med hatten i hånden. Den eksemplarisk uærlige forvalters anliggende er her fremdeles egen redning: “Tigge skammer jeg mig ved”, siger han – og griber fremsynet til at pleje sit netværk ved at nedskrive andres gæld – foran chefens åbne ansigt og for hans regning. Han skaffer sig “venner ved den uretfærdige Mammon”...- Den glædelige overraskelse er, at chefen ikke sætter nogen fra bestillingen. Hører vi latter? Evangeliet er fortællingen om Guds store gældssanering som eneste mulighed – til inspiration og efterfølgelse.

Jeg tænker, at kristne forkyndere netop har som opgave at tilsige guddommelig gældssanering til mennesker, der står i gæld som de selv. Lignelsen i Lukasevangeliet om den uærlige forvalter, som ødslede med Herrens ejendom, er alvorsord. Alligevel har vi gjort Gud for lille, hvis vi tænker om Gud som en regnskabsfører. Menneskets relation til Gud er ikke et økonomisk-juridisk forhold; det er overordnet set snarere et kærlighedsforhold, et forhold til vores ophav, der ikke er prisgivet nogen regnskabsmæssig orden. Pengenes orden kaldes i lignelsen direkte for en uorden: “den uretfærdige Mammon”. Del bare ud til de andre forgældede! I forhold til pengenes uretfærdige regime indtager evangeliet et befriende overlegent perspektiv. Jeg forestiller mig den ustyrlige pengehistorie ledsaget af en suveræn, guddommelig latter.

I 2005 udkom Bogen om Jesu lignelser af Søren Lodberg Hvas og Esben 
Hanefelt Kristensen. Her vises Esben Hanefelts fortolkning af lignelsen 
om Den uærlige godsforvalter

Uden for kirkekunstens sammenhæng skildrede en række danske malere i begyndelsen af 1900-tallet “den uretfærdige Mammon” dvs. det uretfærdige forhold mellem rige og fattige, herunder tiggeriet, som fratog de forarmede deres værdighed. Genremaleren Carl V. Meyer (1870-1938) kendt som ‘Fattigmandsmaleren’ skildrede fattige med en solidarisk følsomhed, der også gav sig udtryk i en karakteristisk tilbageholdende farveanvendelse. Han fødtes i Aalborg, kom på Kunstakademiet i Kbh. og lærte hos bl.a. Vermehren og Frants Henningsen. Carl V. Meyers “En sulten ved døren” fra 1910 (Nationalmuseet) indbragte Meyer Eckersbergmedaljen. – Kunne sådan et billede hænge i en kirke ved siden af kirkeblokken, der samler menighedens altid utilstrækkelige mønter til menighedsplejen?

Jens Birkholm "De fattiges Evangelium", Berlin 1900, privateje

Vogt jer for falske profeter? – I kan kende dem på deres frugter.

Hen mod slutningen af den lange og komplekse Mattæustekst, vi kalder Jesu bjergprædiken, kommer den berømte advarsel mod “de falske profeter, der kommer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve”. På Jesu tid var der andre vækkelsesprædikanter, Johannes Døberen fx. Flere historiske messiasprætendenter kender vi også til. Verdenshistorien ligner en historie om ledere, agitatorer og ideologer, som har hvervet følgere, imødekommende kravet om ‘en stærk mand’ eller omvendt har sat sig i spidsen for oprør mod den stærke mand. Utopister har ofte været parate til at lade målet hellige midlet. Hvad er bedømmelseskriteriet? Ikke retorikken, ikke lyden af deres anråbelser: “Herre, Herre!”, men “deres frugter“. Iflg. dagens evangelium skal “profeter” måles på, om livet faktisk kommer til at blomstre i deres spor. Så lysende enkelt: Vi kan stille spørgsmålet om, hvor livet værnes og frisættes, og hvor det ødelægges?

Det er ikke nogen rar opgave at vælge et billede til dagens budskab. På jagten efter frugtesløse profeter kan man lettest ende med at stå og se sig i et spejl.

Jeg har valgt et maleri af socialrealisten Jens Birkholm (1869-1915), som viser en stående prædikant eller taler i en meget lydhør forsamling, delvist skildret med individuel psykologi. Bag taleren på podiet th. med den politiske buste sidder ærværdige embedsmænd, som tager notater og overvåger mødet. Taleren fremtræder værdig og tillidvækkende med oplyst ansigt, indtrængende uden at være agitatorisk, ikke langt fra at være en Kristusfiguration, næppe en falsk profet. Er det maleren selv? Birkholm var erklæret socialist, nok bevidst om fællesmængden mellem socialismens sociale appel og bjergprædikenens etik, men kritisk over for kristnes praksis. Uforglemmelige er flere af Birkholms dæmpede skildringer af håbløse hjemløse og fattiggårdsalumner, måske med Frelsens Hærs besøg som eneste opmuntring (?). Han havde førstehåndskendskab til Berlins sociale elendighed, og malede også herværende billede i Berlin. Den alvorlige titel er “Fattigdommens evangelium”, og spørgsmålet er, om det har en ironisk undertone. Den nydelige tilhørerskare synes snarere at bestå af borgerskab end af proletariat. Vækkes samvittigheden i retning af at bringe troens frugter til de elendige, som står uden for det åbne vindue? Måske fremkalder “fattigdommens evangelium” håb hos netop disse udenforstående, som er med på en lytter.

 

I 1913 udstillede Niels Larsen Stevns på ‘Den frie’ sit maleri “Kristus og Zakæus”: situationen hvor Jesus ser op i træet og byder: “Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit  hus.”  Den nysgerrige, men moralsk anløbne og socialt marginaliserede lille overtolder [læs: landsforræder] Zakæus får hermed et bud og et tilbud, han ikke kan afslå: et tilbud om frelse fra sin menneskelige forkrøblethed og en ny begyndelse i livet. Jesu blik på pengepugeren forløser hans dybere længsler og skaber en forvandling: Zakæus bliver glad og generøs og deler ud af sin uretmæssige rigdom. – Man kunne unde alverdens korrupte ledere, mellemledere og medløbere et sådant forvandlende Jesusbesøg. Den muntre historie afrundes med et klenodie af et Jesusord, som kan favne dem og os alle: “Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte”.

Det er under vandringen mod sin sidste påske i Jerusalem, Jesus passerer og standser ved Zakæus i træet. Motiver indgår allerede i middelalderens kalkmalerier af indtogsscener med æselridt, fx i Elmelunde Kirke. Motivets mest berømte fortolkning er dog moderne, skabt af Niels Larsen Stevns i 1913. Stevns er på denne hjemmeside ofte omtalt og slet ikke til at komme udenom i forbindelse med kirkekunst fra 1900tallets begyndelse, – men faktisk er der ofte tale om museumsstykker og ikke kirkekunst. Zakæusbilledet tilhører Randers Kunstmuseum og blev første gang udstillet på ‘Den frie’ 1913. Stevns’ stærke bibelfortolkninger kunne være for stærk kost til samtidens traditionsbundne kirkelige miljø. Dette sceneri forekommer hverken idealiseret eller opstillet, men des mere troværdigt. Det er et  lys- og farveflimrende, uroligt øjebliksbillede af forskellige karakterer med hver deres dagsorden og spredt opmærksomhed Men i diagonalen mellem Zakæus’ blik og Jesu opvendte ansigt og arm er opmærksomheden koncentreret: Her er der nærvær!

Bjergprædikenen. Udsnit af Henrik Olriks maleri fra o. 1882, hænger 
i Næstveds Skt. Peders Kirkes sydvendte rum, som er så smalt, at 
billedet kun kan fotograferes skråt, så det fremtræder forkortet. 
Foto Claus Jensen

“Men jeg siger jer:”… I Mat. kap 5-7 møder vi Kristus på bjerget som den fornyende etiske lærer, der sætter sin myndighed op imod Moses’ gamle regler. Kristus tilbagefører alle etiske bud til spørgsmålet om kærlighed, næste- og fjendekærlighed. Hans etik er så meget mere radikal end Moselovens ved at rette projektøren ikke kun mod menneskets handlingerne men mod dets hjerte og sind og mod den tale, som hjertet flyder over med. Menneskeord kan være dræbende, – så vel som de kan være helende. Samtidig med at den kristne etik er radikal, er den forsonlig, idet den hjemles hos ham, som selv er indbegrebet af forsoningens tjeneste. Hvad er religiøse ofre værd, hvis de frembæres af et hadefuldt sind? “Gå først hen og forlig dig med din bror; så kan du komme og bringe din gave. Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham”… Hvis den, der selv er tilgivet, nægter sit modpart tilgivelse, kan det sammenlignes med at være i et gældsfængsel – udtrykt i Mattæus’ særligt kontante sprog.

Bjergprædikenen var motiv for nogle altertavler i det sene 1800-tal og begyndelsen af 1900-tallet. Som meget figurrigt ‘historiemaleri’ kunne motivet være en kraftpræstation. Carl Blochs Bjergprædikenen med den siddende Kristis blev kopieret til adskillige kirker. Et andet ikonisk eksempel er Henrik Olriks enorme altertavle fra o. 1880 til Mattæuskirken i Kbh. Den er med sine 130 personer malet direkte på væggen og anses for at være Danmarks største alterbillede. Her ses Kristus stående på bjerget. Det er nok mindre kendt, at der hænger en anden og noget mindre version af Henrik Olriks Bjergprædikenen i et siderum i Næstveds Skt. Peders kirke. Ovenfor har jeg vist et udsnit heraf.

Henrik Olrik (1830-90) var uddannet på Kunstakademiet, hvor H.V. Bissen oplærte ham som billedhugger, og han ernærede sig bl.a. ved at udføre formindskede kopier i porcelæn af Thorvaldsens statuer. Olrik gjorde sig også gældende som portrætmaler og dekoratør.  Den obligatoriske Romrejse foretog han med Carl Bloch og F.C. Lund. Stilmæssigt udviklede hans billeder sig fra en nationalromantisk til en mere realistisk stil, bl.a. i ‘historiemaleriet’. Han var midt i store, uafsluttede kirkelige opgaver ved sin død som 60-årig.

C.N. Overgaard, som jeg tidligere har præsenteret,  bistod i Mattæuskirken Olrik med at male hele baggrunden. C.N. Overgaard har dog også senere malet sin egen version af Bjergprædiken, nemlig i 1910 på korets ruder i Gustavskyrkan, den svenske kirke i Kbh. Heraf kan jeg desværre også kun vise et udsnit.

Bjergprædikenens indhold var almindeligt kendt, og malerens opgave var at visualisere den talendes kraft og myndighed med lysskær, gestik og forsamlingens reaktion. Positioneringen på bjerget er også i sig selv et myndighedstegn.

Herefter blev det vanskeligere at gentage ‘replikbilleder’ med en undervisende Kristus, og man lod stort set motivet ligge i næsten et århundrede. I nyeste tid har fx Bjørn Nørgaard taget det op med sit helt nye formsprog.

Udsnit af C.N.Overgaards korruder fra 1910- i Gustafskyrkan, den svenske 
kirke i Kbh.

 

Kræsten Iversen, triptykon med Peters fiskefangst i hovedfeltet, 
1928 Skt. Peders Kirke Holsted, Vejen

Lukasevangeliets beretning om Peters overvældende fiskefangst er en fortælling om et rystende møde med det hellige. Fiskeren er udmattet efter nattens forgæves slid, men lader Jesu ord stå til troende. “Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.” Bådene bliver synkefærdige af fisk. Fangstunderets numinøse kraft vælter Peter omkuld og får ham til at se sin egen usselhed, hvorpå Kristus byder ham ikke at frygte, men derimod som apostel frygtløst søge mennesker fremfor fisk.  – På et mere dagligdags niveau er det en altid lysende historie om ikke at gå til sine opgaver med for små håb, men trods skuffelser og træthed gøre endnu et tillidsfuldt forsøg. – Kaldsetikken leve!

Den smukkeste og stærkeste danske altertavle med motivet ‘Peters fiskefangst’ må være Niels Larsen Stevns’ i Viuf Kirke. Mindre kendt er måske Kræsten Iversens trefløjede altertavle i Skt. Peders Kirke i Holsted ved Vejen, malet i 1928. Iversens maleri har overlevet en gennemgribende og kostbar renovering af kirken i Holsted, tilmed forblivende i den gamle ramme. Uden at menigheden anser maleriet for at være et stort kunstværk, er man enige om, at billedet hører til i kirken, er en levende fortælling og gør god fyldest. Det viser på venstre fløj fiskerne med de tomme net. I hovedfeltet står Kristus som det betryggende centrum i båden med rig fangst og tilbedende fiskere. På højre fløj går disciplen videre sammen med Kristus, der gør en kaldende håndbevægelse. Blikket drages af hovedfeltets lave sol over bjergene; den spejler sig i den blanke sø og tilføjer en stille højtid, som understøttes af den beherskede farveskala i køligt grønne toner.   – Selv betragtede Iversen sit lidt senere maleri i Zions kirke, Esbjerg, forestillende Jesus på den stormfulde Genezaret Sø, som et mere vellykket alterbillede.

Netop på Holstedegnen voksede Kræsten Iversen (1886-1955) op. Han passede køer, kom i håndsværksmalerlære og kæmpede sig i Kbh. fra Teknisk Skole til en position i det københavnske kunstnermiljø; han malede stillebens, byprospekter og landskaber og fik også hædrende opgaver som udsmykning af lofter på Christiansborg Slot. Skønt selvlært opnåede Kræsten Iversen at blive udnævnt til professor på Kunstakademiet.

Af største betydning blev tilhørsforholdet til Bornholm, hvor han købte sommerhus og fra 1920erne malede om sommeren. Fra de tidlige års noget stive figurmalerier udviklede Iversen en mere impressionistisk stil med frie og grove penselstrøg og hovedvægten lagt på kompositioner med farver. Iversens bornholmske landskaber er atmosfærefyldte fortolkninger af klipper, land og hav, vind og vejr.

Iversen kom til at udsmykke mindst 12 kirker, 10 med glasmalerier. Mange af hans malede ruder er meget store og motivrige ruder og inviterer til fordybelse og fortolkning. Denne ‘dekorative kunst’ var en stilmæssigt ret bunden opgave, men altid blev den løst, så resultatet fungerer godt i rummet. Kræsten Iversen var aktiv til sine sidste år og skabte året før sin død de 5 ruder til Rønne Kirkes kor, som udfolder lignelsen om Sædemanden.