6. søndag efter påske, 2. rk. – Jesu testamente

Et afsnit af Jesu lange afskedstale i Johs 17 er en bøn for fremtidens menigheder: “Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét”… Det er en bøn om enhed, der vel at mærke må have kærligheden som fortegn og som projekt. Med et testamentes vægt beder Jesus Gud om “at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem”.  På tværs af de grænser, mennesker sætter og kender alt for godt, er den forenende kærlighed altså Guds anliggende med os.

Faktisk findes der en altertavle, hvis titel citerer netop denne tekst: “Jeg beder ikke alene for disse (disciplene) men og for dem, som formedelst deres Ord skulle tro på mig” (Johs 17, 20), hvilket er begrundelsen for mit valg af søndagens billede.1854 Lucie Marie Ingemann Laurbjerg Kirke Jeg beder ikke alene for disse men og for dem, som formedels deres Ord skulle tro på mig (Joh 17.20)

Denne altertavle med inspiration fra søndagens tekst hænger i Laurbjerg Kirke ved Langå. Den er malet af Lucie Marie Mandix Ingemann (1792-1868), som har signeret maleriet i 1854, altså i moden alder. Den viser opmærksomme disciple i kreds om den bedende Jesus, som har blikket rettet frem for sig eller indad. Kristus er fremhævet med markant glorie og brandrød klædning, som kan være blikfang i et kirkerum. Malerindens sans for farver og komposition er fremhævet af Jette Lund, som har skrevet en nyttig bog om Lucie Ingemanns billeder: ‘En altertavle af fru Ingemann’. Mit foto stammer herfra.

Salmedigterens hustru Lucie Ingemann fandt udtryk for sin personligt hengivne fortolkning af kristendommen ved at male romantisk-religiøse billeder. Undervisning af kvindelige malere havde i 1800-tallet trange kår, og selvom Lucie Ingemann fik nogle timer hos Eckersberg, tilegnede hun sig ikke sin epokegørende lærers færdighed i at male ‘efter naturen’; hun og gemalen er mere åndsbeslægtede med guldalderens anden professor på Kunstakademiet, den mindre naturalistiske Johan Ludvig Lund – uden sammenligning i øvrigt. Der forbliver noget barnligt, stereotypt og dukkeagtigt over ansigter og skikkelser i fru Ingemanns figurbilleder, og intentionen om at fryde sjæl og øje med lydefri skønhed gør gennemgående hendes fremstilling af Jesu fysiognomi til et glansbillede. Flittig var hun! Mindst 50 altertavler har hun gennem livet foræret til kirker, især på Sorøegnen. De fleste er siden flyttet til skibets vægge eller tårnrum, men enkelte fungerer den dag i dag som alterbilleder. Nærværende billede i Laurbjerg Kirke hang i en årrække et andet sted i kirken, men i forbindelse med en restaurering i 1971 fik Lucie Ingemanns trohjertede billede igen lov at indtage hæderspladsen.

 

 

Kristi himmelfarts dag – 2. rk. – “Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen”…

Lukas’ fortælling om Kristi himmelfart handler om glæde og om forventning: Da Kristus skiltes fra disciplene og blev båret op til himlen, tilbad de ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, hvor de lovpriste Gud – og ventede. Disciplene – og menigheden – var  velsignet med fortællinger om Guds nåde fra jul til påske. De og vi fik hermed opgaven at bygge kirke, funderet i løftet om, at den kommende “kraft fra det høje” ville gøre alting muligt. Forventningen rettes mod pinse. Kristi himmelfart er afslutningen på Jesu fysiske liv på jorden på dette konkrete sted, men den er samtidig begyndelsen på den universelle historie, hvor Gud som åndelig virkelighed aldrig vil være fjern fra nogen.

Kristi himmelfart er ofte illustreret i den ældre kirkekunst, typisk som afslutning på rækken af Jesu-liv-motiver: Billedskærere og malere har med mere eller mindre tredimensionelt perspektiv fremstillet den lysende skikkelse, som med flagrende klæder suser op mellem skyerne, efterladende sit fodaftryk på bakken. For nyere kunstnere er anskueliggørelsen ikke så ligetil, for den atmosfæriske himmel (med lille h) og den guddommelige Himmel (med stort H) er for en moderne virkelighedsopfattelse ikke uden videre sammenfaldende, jævnfør de engelske benævnelser ‘sky’ og ‘Heaven’. Hvordan skildrer en moderne kunstner himlen som Himlen med Kristus i centrum? Per Bruuns kunstværk kan være et bud.

1983 Per Bruun, Lindeskovkirken Guldborgsund, Claus P1110660

Per Bruuns smukke, abstrakte glasmosaik blev 
i 1983 placeret som afslutning på den diagonale 
linje gennem det kvadratiske kirkerum i den 
nye Lindeskovkirken ved Nykøbing Falster, 
fotograferet af Claus Jensen.

Det er et billede af Himlen som en fest af lyse farver med glitrende spor af sølv eller guld, udgående fra stjernen og korset, julen og påsken. Mosaikken er således centreret om Kristusbegivenheden, men den er samtidig i dynamisk bevægelse med store, centrifugale strøg, der tolker Åndens universelle, udadgående kræfter. Billedkunstneren Per Bruun, som i tresserne studerede i Rom og på Kunstakademiet, døde i 2012, 71 år gl. Han efterlod sig således et hovedværk på den egn, hvor han havde sit arbejdsliv som billedkunstlærer.

5. søndag efter påske, 2. rk. – “Hellige fader, hold dem fast, for at de kan være ét ligesom vi”

Søndagens evangelium fra Joh. 17 giver os ingen fortælling og ingen anskuelige billeder. Teksten bringer os derimod et intimt samvær med en vedholdende bedende Jesus. Han er i situationen så ensom, som et menneske kan blive, men insisterende giver han samhørigheden mæle. Bønnen dvæler ved det fællesskab, der nok skal rives op, men med noget ubegribeligt herligt i sigte for dem alle. Bønnen er som en omfavnelse med ord. Den henter beroligelse i den uddybede forståelse af enhed: at Gud og Kristus er ét, at Kristus og disciplene er ét, at disciplene indbyrdes er ét: “Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, for at de kan være ét ligesom vi.”  – Vi er ikke efterladt.

1909 Emil Nolde Picture1

Tekstens intensitet og inderlighed finder jeg ingen steder stærkere fortolket end i Emil Noldes “Nadveren” fra 1909. I denne periode fandt Nolde sit originale og sublime kunstneriske udtryk ved at hellige sig de nytestamentlige motiver. Billedet er gengivet i bogen ‘Emil Nolde og Danmark’.

 

Thorvald Odgaard er død, 76 år gammel

En skabende sjæl har nu forladt sit billedværksted, sit jazzorkester og sin hjemegn. Thorvald Odgaard har som billedkunstner sat en overdådighed af konkrete spor, lige fra fine, små smykker til monumentale skulpturer i offentlige rum. Særligt hjembyen Nibe er rig på Odgaards finurlige værker. Bisættelsen på lørdag vil efter kunstnerens hjerte nærme sig en kulturfestival i Nibe så vidt situationen tillader det.1998 Thorvald Odgaard lysnet 0950kvissel NC

Her vises en af Thorvald Odgaards kirkeudsmykninger, en bronzeengel i arkitektonisk ramme fra 1998. Den befinder sig i Kvissel Kirke, en af kirkerne i Aalborg Stift, som Niels Clemmensen har dokumenteret med gode fotos. Som kirkekunstner er Thorvald Odgaard far til en række stiliserede engle, der melder sig som dynamiske gæster på jorden. Skarpe som lyn og med vingerne pegende opad minder de os stadig om eksistensens vertikale dimension.

Tak for dit besøg på jorden, Thorvald Odgaard.

4. sønd. e. påske, 2. rk. – “Jeg er den, jeg er!”

Altets Gud er større end navne, sprog, slægter, kulturer…

Tredje søndag efter påske kunne vi høre om Moses’ kaldelse ved den brændende tornebusk. Her fik han sin overvældende opgave og dertil et løfte af den usynlige Gud: “Jeg vil være med dig”. På Moses’ spørgsmål: “HVEM har sendt mig?”  lød svaret: “JEG ER DEN, JEG ER!” – Nu fjerde søndag efter påske identificerer Kristus sig iflg. Joh. 8 ved den samme universelle betegnelse: “Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at JEG ER DEN, JEG ER”… “som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig”. “Ophøjet” er et dobbelttydigt ord: Det gælder både den fysiske ophøjelse på korset og oprejsningen. I påskens paradoksale fortælling sprænges alle kendte barrierer. Her er en suveræn frisættelse i forhold til alt, hvad der fastlåser mennesker, både i form af indre dæmoner og i forhold til slægters, etniciteters og konfessioners grænsevogtere. Gud er den, han er, og Kristus realiserer Guds godhed – for den højeste pris og for alle mennesker. 2013 Maja Lisa Engelhardt Kristus står i sin tornekrone FISK, tro_01

I symbolsprogets billedverden ligger det lige for at trække en linje fra den brændende tornebusk til Jesu tornekrone. Begge koncentrerer kaldets, offerets og oprejsningens moment. Maja Lisa Engelhardt har så at sige sammenskrevet fortællingerne i et fortættet symbol i værket “Kristus står i sin tronekrone”, som hun har malet i glødende farver. Himmellyset står ned som en hvidgul søjle langs Kristusskikkelsen og tænder en brændende krans omkring ham. Billedet blev brugt på en plakat, som i anledning af Søren Kierkegaards jubilæumsår 2013 blev udgivet af FISK, dvs. Folkekirkens Skoletjeneste (folkekirken i skolen). Allerede før Maja Lisa Engelhardt begyndte at male Kristusskikkelser, var hun optaget af den brændende tornebusk som tegn for det hellige, et motiv, som faktisk var noget upåagtet i kirkekunsten, indtil hun så at sige fik det til at gløde i mystisk-poetiske billeder.