"Se på markens liljer", udsnit af Johan Thomas Skovgaards 2. rude i Messiaskirken Kbh. fra 1926-. Kirken har i alt 5 meget høje glasmosaikruder i koret og en rund glasmosaik i vestgavlen. Her vises et af 2. rudes 7 felter med Jesu forkyndelse som tema. Foto: Claus Jensen.
Johan Thomas Skovgaard, Joakim Skovgaards søn, levede 1888-1977 og nåede at udføre omkring et halvt hundrede kirkeudsmykninger i Danmark, hvor han fandt sin form på vej mod modernismen.
“Vær ikke bekymrede for jeres liv”, lyder det i bjergprædikenen kap 6. Bekymring er både en synd og syndens straf. Til beroligelse henviser Jesus til himlens fugle og markens liljer som eksempler på Guds omsorg og som billeder på nåden. Vi kan sænke skuldrene og leve dag for dag i tillid til livets kilde. Den skabte verden med dens mangfoldige skønhed bringer os glæde og fornyer vort livsmod. – MEN når jeg i dag ser på himlens fugle og markens blomster, sker der det modsatte, at bekymringen melder sig! Biodiversiteten reduceres fatalt. I stedet for at omgås den givne verden med tak og nænsomhed, har mennesker hovmodigt taget den i besiddelse som et objekt for hæmningsløs udnyttelse og som en skraldespand. Der er en lige linje fra det at “samle sig skatte” og “tjene Mammon”, som evangeliet advarer imod, til den ødelæggelse af livsgrundlaget, som nu rammer os selv. Vi har opført os, som om vi ejer livet. – Men som Benny Andersen lærte os at synge:… “Livets sol er min den sidste del af livet, for som solfanger er jeg nu begyndt at forstå, at Alt og Intet er os givet”… (Fra Sang til forårssolen)
Johan Thomas Skovgaard har 1931 malet et tilsvarende motiv på lærred til Durup Kirke ved Viborg, men han fortjener først og fremmest at blive æret som glaskunstens mester: I hans rude gløder den røde blomst så vel som Jesu kjortel i smuk kontrast til andre varme farver. Kunstnerens glasfarver er intense, og han skaber med sine farver, indrammet af klare konturer, en række enkle og anskuelige billeder. Gå ind i Messiaskirken og sæt god tid af til at se på den overdådige glasmosaikkunst.
I Johan Thomas Skovgaards billede ser vi Jesus på vejen med tre disciple. Rejsetasker og stave viser, at de er på vandring. Situationen her, hvor Jesus naturligt henviser til de luerøde kejserkroner, er således taget ud af bjergprædikenens sammenhæng
En lang række moderne kunstnere skildrer fuglene, også som metafor for menneskelivet, men sært nok er det fine motiv med markens liljer sjældent i dansk kirkekunst.
.
Johan Thomas Skovgaard: "Se på markens blomster" 1931, maleri i Durup kirke ved Viborg. Foto: Claus Jensen