7. søndag efter trinitatis, 2. rk.

Frygt ikke! Evangeliet hos Mattæus lover tilhørerne modgang, men lyser fred i modgangen. Den ængstede trøstes med, at hans eller hendes smerte er set. Kristus selv har fragtet kærligheden gennem ingenmandslandets mørke og derfra givet løftet om, at ingen lidende skabning er uset, efterladt eller tabt. Ingen skabning er ubetydelig. – Tør vi gentage det for diktaturstaters fanger, mishandlede flygtninge, senile uden aktive pårørende…? Og hvad med de misbrugte dyr? Evangeliet protesterer mod den knusende glemsel. “Der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt….  Sælges ikke to spurve for en skilling ? Og ikke en af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.”- Den græske grundtekst i Matt 10,28 siger det i al gådefuld korthed: “Ingen dør, uden Gud”. – 

Hejnsvig csm_2004.09_-_Kendt_af_Gud2_9ae95c4d6b

Det er ikke bare en kliche, når vi i sten på kirkegårdes afdeling for ‘ukendte’ – som her i Hejnsvig – mejsler indskriften: Kendt af Gud.

1917-1925 fritz-syberg-to-boern-begraver-en-fugl-1925

Fynbomaleren Fritz Sybergs (d. 1939) velkendte maleri “To børn begraver en fugl” 1917-1925 tolkes gerne sådan, at det indirekte handler om børnenes afsked med deres mor. Børnenes andægtige alvor er skildret med tyngde. Børnenes mor, malerinden Anna Syberg, døde i 1914 af en galdestensoperation – kun 8 mdr. efter fødslen af parrets 7. barn. – Kunstnergemalen havde foreviget hende bl.a. som model for illustrationerne til H.C. Andersens “Historien om en moder”. Døden havde tidligt hærget i hans egen livshistorie, MEN han syntes utrætteligt at bekræfte livet i kunsten, naturen og familien. – Omkring Annas død havde Fritz Syberg i nogle år lagt oliemalingen væk, men Annas søster Marie, som han efterfølgende giftede sig med, opmuntrede ham heldigvis til at genoptage oliemaleriet, bl.a. altså i dette store maleri af børnene Franz og Rabbe i Pilegårdens have. Det impressionistiske billedes flammende høstfarver med sollysets skin over børnenes hår er som en forkyndelse af, at “på jer er selv alle hovedhår talt”. Fritz Syberg havde maleriet hængende i sin egen stue – sammen med et maleri af en afdød, stor datter. Det tilhører nu Johannes Larsen Museet i Kerteminde.

 

6. søndag efter trinitatis, 2. rk

1912 Poul Steffensen, Jesus og den rige yngling, Åsum Kirke Odense (opr. tiltænkt Ferring Kirke som alterbillede, Nat Mus Saml. 1280Den nøgne sandhed.

Fortællingen om ‘den rige unge mand’ kan gøre læseren svimmel. Den forudgående gammeltestamentlige læsning af de ti bud lægger op til en konkretisering af etikken. Evangeliets unge mand har gode intentioner for sit etisk-religiøse liv og søger råd, hvor der er råd at få. Han har en idealistisk drøm om religiøs konsekvens. Vi kan måske spejle os i ham – uden tvivl også når han konfronteres med sin offerviljes grænse: Han vil ikke give hele sin formue til de fattige; han “gik bedrøvet bort, for han var meget velhavende”. Selverkendelsens grelle lys rammer nu også disciplene, der dog har forladt meget for at følge Jesus: “Hvem kan så blive frelst?” – Og så vendes der op og ned på virkeligheden med tekstens afsluttende Jesusord, der funkler som en diamant, hvor alt andet smuldrer: “For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.”
Motivet er sjældent i dansk kirkekunst. Og hvordan skulle det kunne males idag? At skildre ‘den rige unge mand’ i dagens nutid ville være at opsætte et spejl. Det nyeste billede af motivet, jeg har fundet i en dansk kirke, er næsten 100 år gammelt: Her ses den noget lamslåede, velklædte unge mand i profil, mens den frontalt stående Kristus behersker scenen med sin inkluderende gestik: Han rækker sin venstre arm ud mod den rige unge mand og den højre mod de fattige i baggrunden. Rigdommen skal deles af hensyn til de fattige, ikke med sigte på selv at blive perfekt. Billedet er malet 1912 af Poul Steffensen og placeret i koret i Åsum Kirke ved Odense. Det var opr. tænkt som altertavle til Ferring Kirke. Poul Steffensen (1866-1923) var landskabsmaler og efterspurgt illustrator, men malede også udsmykninger til ni danske kirker spredt i landet.

5. søndag efter trinitatis, 2. rk.

“Du er Kristus, den levende Guds Søn”.1915 Niels Larsen Stevns Du er Kristus, den levende Guds Søn, Randers kunstmuseum, skitse til Vammen Kirkes altertavle Picture1

“Du er Kristus, den levende Guds Søn”, hedder Niels Larsen Stevns’ skitse fra 1915, nu på Randers Kunstmuseum. – I området ved Cæsarea Filippi finder denne afgørende samtale mellem Jesus og disciplene sted: Mesteren spørger dem, hvad de hører folk kalde ham? Der er forskellige svar. – Men hvad kalder de ham selv, de som jo kender ham?? Dette direkte spørgsmål får disciplene til at tøve lidt. Men ikke Peter: Han retter sig, træder lidt frem, løfter hånden – og erklærer, at Jesus er Kristus, Messias, Guds Søn! Nu er det sagt. Et vendepunkt, som iflg. Markus straks kommer til at udløse den svære samtale om lidelsen. Her læser vi imidlertid Matthæus’ særlige version (Mat. 16), hvor bekendelsen fejres: Jesus priser Peter og hans bekendelse salig, inspireret af Gud. Denne bekendelse kan der bygges kirke på. Ja, det er netop den kristne kirkes bekendelsesgrundlag.
Niels Larsen Stevns har arbejdet med motivet i flere år fra 1909 og frem. Ved at klæde Jesus i rødt og give ham lysende glorie har maleren selv formuleret Kristusbekendelsen. Han indfanger en levende og spændingsfyldt situation med nuancer i kropsholdninger og udtryk som et psykologisk troværdigt øjebliksbillede. Stevns havde bl.a. overvejet motivet som en af mulighederne til en ny altertavle i Vammen Kirke, men opgaven i Vammen endte med at tilfalde en mindre kunstner, og Stevns’ skitse tilhører nu Randers Kunstmuseum. Niels Larsen Stevns (1864-1941) var noget så sjældent som en epokegørende modernistisk kunstner med en kristen forståelse; men gentagne gange kom hans vedkommende fortolkninger af bibelske scener til at hænge på kunstmuseer i stedet for i kirker, hvor man vel foretrak en mere konventionel udsmykning. Berømt er Larsen Stevns oliemaleri: “Vig bag mig”, hvor konflikten mellem Peter og Jesus om lidelsens nødvendighed er indfanget som motiv. Dette eksistentielle drama tilhører Sorø Kunstmuseum.

1910-11 Niels Larsen Stevns Vig bag mig Satan Sorø Kunstmuseum

4. søndag efter trinitatis, 2. rk. “Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender”..

Bjergprædikenen krystalliserer den kristne etik i fordringen om en næstekærlighed, som også omfatter fjender, konkret realiseret i Jesu eget liv. Bjergprædikenen tænder en fakkel på jorden med sin kompromisløse fordring om kærlighed: “Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige”. Hvem kan myndigt udtale dette bud uden netop det menneske, der selv bad for sine bødler?

Adi Holzer har dette forår afsluttet sin store udsmykning i Niløse kirke ved Sorø med malerier på altertavle og prædikestol. På grund af forårets forsamlingsforbud er genindvielsen af den restaurerede kirke udskudt til 6. sept. Adi Holzers nye alterbilleder i Niløse har både en festside og en fasteside. På fastesiden ser vi høvedsmandens bekendelse under Jesu kors: “Det menneske var virkelig Guds søn.” På fløjene ses de to røvere, hvor den ene sejrer sammen med Kristus, og den anden spærres inde i sin egen spot. Over hele dramaet kaster den solgule farve et varmt skær. Øverst i guldkanten under den blå ramme har Adi Holzer – ligesom i Feldborg Kirke – indridset en tekst: “Gud er kærligheden”.2018-20 Adi Holzer Niløse Claus P1190296

Adi Holzer har også udsmykket prædikestolen. Motiverne her er Syndefaldet, Den gode hyrde, Evangelistsymboler, Den fortabte søns hjemkomst – og sidst: en hyldest til kærligheden med påskriften “Størst er kærligheden”. En engel viser symboler for tro, håb og kærlighed, og Adi Holzer har forsynet billedet med teksten “Størst er kærligheden”. Der er en let og legende tone i mange af Adi Holzers billeder, og denne koloristiske sorgløshed kan skabe debat om tyngden i Adi Holzers kirkekunst. Men i Holzers alterbillede til fastetiden tages der livtag med alvoren.P1190318

Nederst vises et oversigtsfoto med altertavlens festside. Claus Jensen har fotograferet.

P1190306

3. søndag efter trinitatis 2. rk. – Yndlingslignelsen

YNDLINGSLIGNELSEN
Er man i tvivl om berettigelsen af 2. tekstrække, behøver man kun at tænke på, at lignelsen om ‘Den fortabte søn’ (eller ‘De fortabte sønner’) ikke findes 1. tekstrække. Det er yndlingslignelsen med identifikationsmuligheder for enhver og det skønneste billede af Gud som faderen, der aldrig holder op med at elske nogen af sine børn.

Lignelsen om ‘Den fortabte søn’ et et af kirkekunstens foretrukne motiver fra midt i 1800tallet og fremdeles. Jeg har på denne side for 2 hhv. 4 år siden vist spændende nye fortolkninger. Denne gang vælger jeg en af de ældre fremstillinger af motivet: en detalje af Jørgen Ringnis pragtfuldt udskårne skriftestol fra o 1650 i Kippinge Kirke, stafferet 1680 af Hans Lauridsen. Det er et herligt billede af faderen, som går sin hjemvendte, forvildede søn i møde og med største ømhed griber om hans arm, mens den vellykkede søn bag faderen tænker sit, fortabt i sin egen selvretfærdighed – og alligevel heller aldrig er uelsket.

1650 Kippinge Kirkes skriftestol Claus DSC08197

Relieffets baggrund viser faderhuset som en himmelborg og tjeneren travlt beskæftiget med at slagte en velvoksen fedekalv. Nu skal der være fest! Relieffet er forsynet med en rimet tekst: “Jeg har, o Fader, syndet / Mit liv er ilde begyndet / Da jeg gik af dit hus / og lev’d i sus og dus”
Jørgen Ringnis, formentlig født i Rinkenæs ved Flensborg Fjord, havde især sit produktive virke på Lolland-Falster, hvor han døde i Nakskov 1653. Han er en af de mange stærke billedskærere, der gør meget dansk kirkeinventar fra o 1550-1650 overraskende seværdigt.
Kippinge Kirke har ganske udsædvanligt rigt inventar og er bestemt en omvej værd: På grund af en navnkundig helbredende helligkilde var Kippinge et historisk betydeligt valfartsmål, der akkumulerede store rigdomme. Kirken administrerede dygtigt og kunne sågar låne Chr. 2. penge. Man skulle forvente, at reformatorerne stoppede efterspørgslen efter det undergørende vand, men nej! Biskop Thomas Kingo besluttede i 1687 at holde hånden over den folkereligiøse aktivitet, fordi offergaverne forsørgede så mange fattige, – når blot tilstedeværende evangeliske prædikanter sikrede, at valfarterne “ikke udartede til afguderi”. Interessen for vandet i Kippinges helligkilde fortsatte helt til 1800-tallet.
Claus Jensen har fotograferet.