Julesøndag

Julesøndag kaldes også de gamles søndag, – ikke primært fordi det sædvanligvis mellem jul og nytår især er den aldrende ‘kernemenighed’, som passer kirkegængerembedet, men fordi Jesusbarnet på sin mors arm ved sin fremstilling i Jerusalems tempel møder de to meget gamle profetiske personer: Simeon og Anna, som i årevis har længtes efter Messias’ komme. Simeon erklærer sig hermed rede til at dø: “Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse, som du har beredt til alle folk”… – Det skal nok ikke kun forstås sådan, at Simeon med et styrket evighedshåb finder trøst mod egen død, men også sådan, at han erfarer den fylde og fred, som gives med troen på, at hans liv og hans opgave har givet mening. Troens glæde handler oftere om livets fylde og betydning end om dets uendelighed.

Dansk kirkekunst har især fra 1840’erne en række altertavler med Jesu fremstilling i templet for Simeon og Anna som motiv; heriblandt er også fine studier af tre generationer: fra vise oldinge til det lille barn, som endnu rækker bagud efter sin unge mor. En af disse menneskeskildringer malede Jørgen Roed få år før sin død i 1888. Simeon har blikket vendt mod det høje, mens gamle Anna ser på Maria. Josef bærer kurven med det lovpligtige renselsesoffer i form af duer. Som det førstefødte drengebarn er Jesus helliget Gud, hvilket barnets fremstilling i templet i sig selv godtgør. Jerusalems tempel er vist som klassisk eller klassicistisk arkitektur, hvilket måske gør motivet mere universelt. – Maleriet hænger i Skt. Bendts Kirke i Ringsted, som Roed havde et tilhørsforhold til. Det var jo også Skt. Bendts gamle døbefont. der indgik i Roeds kendte maleri ‘Haven med den gamle døbefont’. Foto: Claus Jensen

I en anden klasse, en klasse for sig, er den egenartede kunstner J. A. Jerichaus ekspressionistiske maleri af samme motiv fra 1914. Han synes ikke at interessere sig for personernes alder, profeterne ser slet ikke gamle ud. Og er det overhovedet et billede af velsignelse og forløsning? Der er malet lys i Simeons ansigt og også over det centralt placerede lyserøde barn, som næsten ser ud til at holde sig for ørerne. Men opmærksomheden drages især af Marias blik. Hun stirrer stift frem for sig, som er hun rystet af Simeons sidste profetiske ord: “Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge”… Vi tænker på traditionen om ‘Marias 7 sværd’ og Jesu senere lidelsesforudsigelser. Der kan, som Mikael Wivel foreslår, være selvbiografiske elementer i maleriet. Kunstneren levede jo et kort, smertefuldt liv 1890-1916, på kant med forventningerne. Med dette alvorlige tema lægger julesøndagsevangeliet sig i forlængelse af 2. juledags mørke tekster og medierer mellem glæde og sorg i troslivets dybdedimension. Den store lykke er at finde indre mening i sit liv og sine opgaver, og det er ikke uforeneligt med, at livet gør ondt.

Billedet er i privateje. Jeg har fundet foto i en noget mørkere udgave i Mikael Wivels bog ‘Penslen og pistolen: maleren Jens Adolf Jerichau’, en uvurderlig formidling af kunstnerens epokegørende betydning.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s