Forfatter: birgittebech

Mattæus fortæller, at da det blev lyst på ugens første dag, og kvinderne ville se til graven, mødte de en engel, som talte til dem: “Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt”…  Englen viser en retning: “Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.” – For Maria’erne og for os alle er der et før og et efter. En håbefuld glæde og et mod bliver plantet påskemorgen. Hvad er der dybest set at frygte, når Guds søn er gået hele vejen og går forud?

Den færøske kunstner Torbjørn Olsens billeder appellerer ved en sikker streg i menneskeskildringen og ved en dramatisk farvekraft, her med en overdådigt opløftende himmelblå på en sort baggrund omkring kvinderne og gravenglen.

Fløjmalerierne fra den åbne triptykon  
malet i 2003 af Torbjørn Olsen til 
Øster Skerninge Kirke, Fyn. 
Altertavlen er som helhed kunstnerens 
hovedværk i Danmark.
Foto Claus Jensen.

I åben stand viser Torbjørn Olsens altertavles venstre og højre fløj hhv. de indadvendt sørgende kvinder med salvekrukken og den lysgivende gravengel. Nedenfor vises hele tavlen med tvivleren Thomas i midterfeltet.

 

I lukket stand udgør tavlen et blodrødt langfredagsbillede.

 

 

Nu er der stille…

“Kristus gravlagt” hedder Peter Brandes’ udsmykning fra 2010 i en middelalderlig niche tv for hans store, gyldne mosaikbillede i Andreaskapellet i Roskilde Domkirke, udført på marmorstuk i samarbejde med Brdr. Funder. Foto hentet fra Roskilde Domkirkes og Roskilde Kunstforenings smukke udgivelse om Peter Brandes’ værk ‘Fra tekst til tegn’ Bd. II

Det er et kors for tanken, at den grusomste henrettelse skulle blive signatur for den kærlige Gud. Korset står der: i kirken, i vores kultur, i menneskers verden. Lidelsen er og bliver en realitet, som vi ikke kan tale os fra. Som menneske ser Kristus fra korset op i tomrummet, skriger sin forladthed ud og dør. Men som Guds kærlighed beder han endog for sine bødler og bringer kærligheden til sejr, tror vi. Korset pryder som vestkristent kernesymbol de fleste, måske alle danske kirker. De mange hundrede middelalderlige korbuekrucifikser har det givet god mening at passe på, også efter reformationen. Teologisk er det uomgængeligt at forholde sig til korset, men gennem århundreders konventionelle brug er korset blevet et slidt og måske nedslidt symbol. Men mirabile dictu så sker det alligevel, at moderne kunstnere som den både tænksomme og virtuost papirklippende Peter Callesen kan ruske op i os med sine tankevækkende nytolkninger. Han tager samtidens virkelighedsopfattelse alvorligt, forholder sig med sit fraklip til vores angst for gudsfravær – og skaber stærk forkyndelse ud af tomheden.

To papirklip af Peter Callesen, 2009 
Værket tv. hedder "Min Gud, min Gud". 
Værket th hedder "På den anden side".
Tv ser vi mennesket Jesus råbe ud i 
tomheden. Th ser vi Kristus sejrende 
gå igennem døden for at give nyt liv. 
Af blodsporet vokser valmuer op. 
I bogen 'Ud af intet' om Peter Callesen, 
hvorfra billederne er hentet, 
diskuteres betydningen af røde valmuer. 
Selv tænker jeg bl.a. på dem som symbol 
for krigens faldne, særligt Flanderns 
slagmarker og 1. verdenskrigs afslutning.

Skærtorsdagsevangeliet er et blivende mysterium: Kristus giver os sig selv i skikkelse af brød og vin. Knælende og lyttende rækker vi vore tomme bægre frem og lader dem fylde af  funklende røde dråber, og i dette sansende moment bliver vi samtidige med Jesus og lader ham fylde vore liv. Vi modtager der en saft og kraft, som vil være virksom i tro, håb og kærlighed. – MEN årets gode rituelle rytme rystes nu af pandemien, og vi må savne det nadverfællesskab, hvor vi fysisk danner kreds i kirkerummet, mens koret synger og orglet spiller. Vores aktuelle hver-for-sig-tro, med eller uden digital støtte, kan måske føles lidt skrøbelig, men vi må – som udstationerede præster siger – ‘stole på Gud og holde krudtet tørt’.  – Heldigvis giver skærtorsdag os et evangelium mere med 2. tekstrække: Johannes’ fortælling om, at Jesus vasker disciplenes fødder. Også sådan giver Jesus altså sig selv. Denne tegnhandling rummer radikal tilgivelse, men den er som eksemplarisk handling ikke spor mystisk; det er tværtimod umiddelbart forståeligt, at vi – med Jesus som forbillede – skal tjene hinanden. Den identitet som troende, vi søger, kan vi hvor som helst udfolde ved at søge at lindre hinandens liv. Ikke mindst i en krisetid.

 

Her vises Bertel Thorvaldsens 
rejsealter skåret i elfenben 
med forgyldte detaljer mellem 
1360 og 1450. 
Det viser scenerne: Indtoget i 
Jerusalem - Nadveren - Fodvasken 
og Gethsemane have. 
Iflg. Thorvaldsens Museums flotte 
digitaliserede arkiv har dette 
fine påskerelief været en del 
af inventaret i Birgittiner-
klostret i Vadstena i Sverige. 
I 1568 blev klostret indtaget 
og plyndret af danske tropper. 
Ingen ved, hvordan klenodiet 
århundreder senere kom i 
Thorvaldsens besiddelse.

Året 2020 er længe forberedt som året, hvor Bertel Thorvaldsens 250 års fødselsdag skal fejres. Overalt i kultur- og kirkeliv er Thorvaldsenudstillinger og -foredrag nu sat i venteposition, men i mellemtiden er Thorvaldsens værker, hans egne og hans erhvervede, for en meget stor del udmærket tilgængelige på nettet.

Glædelig skærtorsdag!

 

Palmesøndag er det store møde mellem Kristus og menneskers håb og længsler. Jerusalem er så tændt af forventning om forløsning, befrielse og oprejsning – på alle niveauer. Er det ikke dagen til endelig i fællesskab at samles med palmegrene og et klingende Hosianna for den længe ventede retfærdige konge? Omsider rider Messias ind i den sydende, feststemte stad, men ikke som triumfator på en stridshest. Han kender menneskers vanskelige liv og savn og modtager fra æselryggen deres håbefulde hyldest, men han modtager den i stilhed, for der forestår en forventningsafstemning: Hans gave er hengivelsen. Han vil ikke holde sit omvæltende indtog som triumfator på borgen, men åbne et dyb af kærlighed for menneskehjerter.

Palmesøndag plejer der også at være fest i vore majestætiske, strålende oplyste kirkerum: folkekære ritualer, ord og toner, orgel for fuldt register, fællessang og fællesnadver med masser af varmende fysisk nærvær med andre lyslevende mennesker. Meget er i 2020 ikke, som det plejer. Men Messias vil stadig holde indtog i menneskers hjerter og åbne et dyb af kærlighed.

 

Foto: Claus Jensen. 
Keldby kirke på Møn har i koret sine 
ældste kalkmalerier, malet o 1275 med 
den - for romanske billeder - så 
karakteristiske smukke blå baggrund. 
I kirkens umådeligt righoldige 
billedcyklus finder vi også Indtoget 
i Jerusalem, til alt held ikke 
gennemskåret af gotiske hvælv:

På det nydelige hvide æsel sidder Kristus med korsglorie og talende gestus, vendt mod den jublende menneskemængde i byporten: “Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn, Israels konge!” Bag æselrytteren står kirkefyrsten Peter og minder middelalderens kirkefolk om kirkeinstitutionens magtfulde rolle, foran sidder i træet den forkætrede Zakæus – ved navns nævnelse – ; ham vil Kristus ikke overse. Til højre venter skærtorsdags nadverbord. Der har Kristus disciplene hos sig. Der er nok en glorie for lidt. Forræderen Judas sidder jo med, mens brødet brydes til syndernes forladelse.

Kirkekunst skal ses i kirkerne, og påsken skal fejres i kirkerne engang. Så lad os i mellemtiden sige: “Næste år i Jerusalem” – og måske tænde for skærmen.