Palmesøndag – Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel

Palmesøndag er læsset med forventninger – fra det gamle testamentes politiske messiashåb til kirkefolkets utallige sjælelige længsler. Obama førte sin præsidentkampagne med “hope” som nøgleord. Alverdens forhåbninger fik i 2008 ny ilt og bar ham ind i Det Hvide Hus. Nobels fredspris fik han også, før drømmene kolliderede med en mere beskidt virkelighed. Verden må ledes efter bedste skøn, men bestandigt må vi revurdere vore utopier og erkende, at træer ikke vokser ind i himlen. – Palmesøndag møder vi den anderledes leder, der aldrig tog verdens magtkampe på sig. Signalet var, at han kom på et æsel og ikke på en stolt stridshest. Om hans indtog bruger min bibel ordet sagtmodig. Er det overhovedet et ord, der kan forstås? Forveksles sagtmodighed i dag med taberadfærd snarere end sjælsstyrke? Ordbogen foreslår oversættelsen ‘mild og tålsom’. Om Jesus kan vi uddybe, at han som den sagtmodige ikke søgte sit eget, men gav afkald for menneskers skyld. Og netop derved gik han vejen til det træ, der vokser ind i himlen.

Kirkekunstneren Simon Aaen (f 1978) maler landskaber i en sitrende impressionistisk stil, hvor lys og farver flimrer, og konturer sjældent trækkes hårdt op. Han har gjort en delvis undtagelse i dette maleri af Jesu indtog i Jerusalem. Det hårdtoptrukne er muren om Jerusalem, eller rettere ruinen efter fordums forskansning og storhed. Borgruinen minder mig om tabte magtkampe og falmede utopier. Med spinkle, skitseagtige strøg males bibelhistorien ind i Simon Aaens landskabsbilleder. Jesu indtog på æslet er mere anelsesfuld end manifest. Det er som en erindret fortælling eller et sårbart håb, og måske netop sådan et billede af sagtmodighed.

Simon Aaen har i det sidste årti udsmykket en håndfuld danske kirker med både glaskunst og malerier på altertavler og prædikestole. Hans altertavle i Haverslev Kirke i Himmerland fik i 2011 på venstre fløj et billede af Indtoget gennem Jerusalems port. Her er landskabet skildret med farver fra den danske vegetation, og den ridende Jesus fortoner sig i det blågrønne. Ovenfor ses den tidligere version med det tørre landskab med det sorte tjørnekrat, set i Galleri Emmaus i Haslev. Jeg siger Niels Clemmensen mange tak for foto fra Haverslev Kirke.

Glædelig Mariæ Bebudelse!

Den symbolistiske maler Harald Sloth-Møller (1864-1937) udtalte i tilbageblikket på sit livsværk, at han anså sit billede af Mariæ Bebudelse for det mest vellykkede. Måske er det hans billede fra o. 1929, som hænger i Herlufsholms Kirke. Eller måske er det dette enklere maleri fra 1926, som er i privateje ? Her ser vi Gabriel i yndefuld profil over et italiensk landskab med solbeskinnet kirketårn. Den unge, hvidklædte Maria har lukket øjnene, som traditionen byder, fordi bebudelsen er en indre begivenhed. Hun er gledet ned på knæ og har rakt hænderne rakt frem i en bedende, modtagende gestus. Og se, hvor jordbunden svulmer af friske forårsblomster: primula, liljer, krokus og konvaller. Her rører himlen ved jorden!

Nedenfor ses motivet i en senere version i en udskåret kunstrammes arkadebuer; – rammen symboliserer måske Det Ny Jerusalem. I denne fortolkning er Maria sortklædt og sårbar og holder sine hænder ind til brystet. Vi kan forestille os, at hun netop var på vej ud efter vand, og nu i befippelse har tabt sin lille kobberspand. Billedet er blevet flyttet fra Herlufsholms Kirkes dåbsværelse ind i kirkens søndre korsarm, forhåbentlig til glæde for mange.

Jeg tænker på de to fortolkninger som to trin i fortællingens forløb: Den sortklædte Maria viger ængsteligt lidt tilbage, den hvidklædte har sagt ja! “Se, jeg er Herrens tjenerinde”. Foto fra Herlufsholm: Claus Jensen.

Mariæ bebudelse

En pige overhales af virkeligheden. Det uforudsete bryder ind. Det er ubelejligt og uoverskueligt, men hun modtager det uventede som en opgave til netop hende, og hun udfylder sin plads i den store, hellige sammenhæng. Med sit kvindeliv og sit hjerte kommer Maria til at bære med på Guds store fortælling om kærlighedens suverænitet.

Mariæ bebudelse er her ved forårstid så velkomment et håbstegn, som et mildt lysstrejf mellem fastetidens konfrontationer og påsketidens voldsomme drama. Helligdagen falder som dug på slagne enge. Bebudelsen har da også inspireret til den mest inderlige og yndefulde kunst fra romanske stenbilleder til samtidsværker. Traditionen om Mariæ bebudelse har så meget at byde på. Det er en lystrejse at fordybe sig i eksempler på skønne, traditionelle billeder af Gabriels besøg hos Maria – i den rene celle, i bøn, ved læsepulten, ved husligt arbejde… Enhver periode har sin rammesætning. Her vælger jeg imidlertid med nogen bæven at vise en dristig og meget anderledes visuel fortolkning: Carsten Auerbachs ‘Inkarnation’, måske fra 2012, som er vist på Galleri Emmaus i Haslev. Vi mindes om det nye livs mirakel. Vi ser en torso med et blodrødt hjerte og tolker det i dagens anledning som Marias moderhjerte. I hjertet ser vi et lille mørkhåret barnehoved omsluttet af en hånd. Den nedadgående røde stribe er det levende menneskes blodårer. Den handler dertil om lidelsen, som både barnet og dets mor skal gennemleve. Men samtidig træder billedet af en rød rose frem som velkendt symbol for både Maria og for Kristus. ‘Den yndigste rose er funden’, og Guds store fortælling kan fortælles.

Mariæ Bebudelse i et udsnit af den smukke kalkmalede frist fra o. 1300 i Østerlars Rundkirke. Foto: Claus Jensen.

Midfaste søndag – Bespisning

En lille drengs madpakke til 5000 sultne mennesker? Beregningen af ressourcer og behov går slet ikke op, i hvert fald ikke hvis man gør regning uden vært. Men her er værten Jesus, og hans ressource er en grænseløs generøsitet. Ja han inkarnerer Generøsiteten. Jesus indleder bespisningen med at takke Gud for det, der er. Taknemmelighed og generøsitet er det modsatte af bekymring og påholdenhed og noget-for-noget-tænkning. Med Jesus som vært bliver Midfaste ikke en lukket fest, men en ekspansiv fest. Bespisningens tegn spiller smukt op til nadverens tegn, der også altid vil minde os om velsignelsen i delsomhed uden bagtanker – både i forholdet mellem Gud og mennesker og i forholdet mellem mennesker indbyrdes.

Den danske kunstner Kræsten Iversen (1886-1955) er en af mange, der har ladet sig udfordre af bespisningsmotivet. Jeg opdagede for nylig, at Iversen ikke bare har udsmykket en række kirker i Danmark med sine malerier og glaskunst, men også den danske kirke i Buenos Aires. Argentinas hovedstad fik i mellemkrigstiden bygget en dansk kirke, og i 1951 blev de tre store ruder i kirkens alterparti udsmykket af Kræsten Iversen. Her er bespisningen hovedmotivet, og den midterste rude viser Jesus og den lille dreng med brød og fisk. På altervæggen kan – i et ældre dansk – læses et citat fra Mark 8, hvor vi finder en delvis parallel til midfaste søndags evangelium. Her i en menighed af danske udvandrere er citatets ord om den sultne forsamling, som er kommet langvejsfra, måske vedkommende på en særlig konkret måde. – Jeg får lyst til at supplere med to velkendte kristne spidsformuleringer: “Vi er hinandens daglige brød” og “Verden er delt af udelt brød”.

3. søndag i fasten – “ved Guds finger”

Godt mod ondt, Guds riges gode kræfter mod de livsødelæggende, det er fastetidens gennemgående tema, anskueliggjort i Jesu helbredelser og konfrontationer med dæmoniske besættelser af mange slags. I Luk 11 hører vi således om en stum person, som genvinder talens brug og dermed sin uvurderlige plads i det menneskelige samtalefællesskab. Hvad kan denne frisættelse være andet end en Guds gave? Alligevel mistænkeliggøres Jesu omsorgsfulde handling. Han udfordres af tilskuere, der opfatter gudsforholdet som et spørgsmål om rent og urent, ja som er besat af angsten for urenhed. Angst for urenhed kan blive til livsangst. Men Jesus omgås rene og urene, eller rettere: han gennemskuer, at mennesker ikke er rene, og at de som sådan netop har brug for hans hjælp til at leve deres uperfekte liv i tillid til Guds nåde… “hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer”.

Hvordan kan et kunstværk skildre Guds riges indbrud i en dæmoniseret verden? Vel ikke på anden måde end som et møde mellem lys og skygge. En af de stærkeste fortolkere af lysets styrke er den ekspressionistiske Olivia Holm-Møller, der levede 1875-1970 og udstilles på Holstebro Kunstmuseum. Hun gik sine egne veje i malerkunsten, hvor hun skildrede naturoplevelser og livserfaringer i et kosmisk perspektiv. Der er metafysiske kræfter på spil i hendes billeder, og hendes billedtitler røber inspiration fra myte- og bibelstof, som hun med baggrund i et grundtvigsk miljø var fortrolig med. Jeg viser her et af hendes metafysiske billeder fra 1933. “Mene mene” er titlen, der referer til den gådefulde skrift på babylonerkongens væg i Daniels bog. Titlen lægger nok ikke op til en særlig fordybelse i babylonernes historie, men til forståelsen af, at livet er gådefuldt og dybt, og livets Gud har et budskab til alle, der har øren at høre med. Ved Guds finger skrives en fortælling om, at Guds rige er kommet til os.