Forfatter: birgittebech

Ingen ventede, at noget skulle ske; der kommer jo ingen nyheder fra en gravplads. Under voldens regime var håbet, ja al meningsfuld fremtid blevet dræbt og begravet sammen med Jesus. Kærligheden var brat blevet hjemløs. Kun den lille kærlighedsgerning stod tilbage: at drage omsorg for den afsjælede krop. Dette var kvindernes ærinde i de stille, tidlige morgentimer, hvor selv denne lille tjeneste måtte kræve mod. Og nu endnu en forskrækkelse: Graven var åbnet og den afdøde væk. En tom grav eller kiste bringer i sig selv ingen trøst, kun forvirring. End ikke englesyn og engletale vender nødvendigvis sorg til glæde, – måske snarere til frygt for at have mistet både sin elskede og sin forstand. Markus slutter da også denne beretning med at rapportere, at kvinderne flygtede og ikke sagde noget til nogen. – Men det under skete altså alligevel, at der opstod en kristen menighed funderet i troen på Kristi opstandelse. Paniske kvinder, opportunistiske fornægtere, forbenede tvivlere, venner der skjulte sig bag lukkede døre ‘af frygt for jøderne’, hele dette skuffede og afmægtige netværk skulle i de nærmeste dage erfare det Guds under, at frygten forsvandt. Ingen kilder fortæller om en organisk voksende indre overbevisning hos Jesu gamle venner, alle teksterne fortæller derimod om et dramatisk stemningsskift, skabt af et uventet møde med den levende Kristus selv. Troen og modet kom først ved dette møde ind til det ynkelige netværk, og alene derved blev det til en menighed af uforfærdede påskefortællere, som var drevet af glæde. Og så kunne kvinderne øjensynligt heller ikke tie længere med det englebudskab, der brændte dem i hjertet og på tungen: “Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.” – Vi har i dag et påskeevangelium at læse, fordi opstandelsesvisheden trods svære odds kom som et under fra himlen og drev frygten ud.

Den danske guldaldermaler C. W. Eckersberg (1783-1853) fornyede – nogle siger skabte – den danske malerkunst med sine omhyggelige modeliagttagelser og perspektivstudier til inspiration for en stor generation af elever. Han var ikke meget for at forsyne sine billeder med metafysiske træk, men måtte i flere altertavler nødvendigvis binde an med engle, her udført efter en navngiven model, der levede op til smukkeste klassiske ideal. Eckersberg har i øvrigt udført et forstudium uden engel, som befinder sig på Statens Museum for Kunst. Mere end en snes alterbilleder har Eckersberg forsynet danske kirker med – og dertil enkelte i Island og Norge, som efter mit skøn hører til hans bedste. Dagens evangelium om kvinderne og gravenglen har Eckersberg fortolket flere gange. Her vises hans alterbillede malet 1814 til Sem Kirke ved siden af Jarlsberg Gods i Tønsberg, Norge. – Så vidt jeg kan læse, måtte denne altertavle i 1956 dog vige pladsen for en altertavle fra 1600-tallet med andre billeder. – Eckersbergs maleri viser traditionen tro Golgata med tre tomme kors i baggrunden. I klippegrotten er glødende rødklædte Maria Magdalene længst fremme, bøjet i bøn, efter at hun har sat salvekrukken fra sig ved siden af kisten. Maria, Jakobs mor, og Salome er på vej ind i graven og ser ned eller frem for sig, mens de lytter til det budskab, der endnu lyder påskedag – og ved så mange kristne begravelser.

Nu rækker ingen ord! Mørket lukker sig om Guds Menneskesøn. Den spæde Maria, som på bebudelsesdagen håbefuldt sagde ja til det kommende, er nu den ældede og tærede mor til en mishandlet og død søn. Findes større sorg ? Hun skjuler sit ansigt for det ubærlige og løfter anråbende sine foldede hænder mod himlen. Hvor skal hun gå hen med sin smerte, om ikke til den Gud i himlen, som synes lysår borte – og dog er helt nær ?

Harald Slott-Møller malede et tidligere vist billede til Mariæ bebudelse. Her en halv snes år efter følger han det op med billedet til langfredag, som efter klassisk forbillede viser Maria og disciplen Johannes omkring korset på Golgata. Det blev malet i 1936 til kirken i Vester Velling i Midtjylland, hvor Harald Sloth-Møller kom meget. Foto: Claus Jensen.

Behøver vi at blive mindet om, at måltidet er betydningsfuldt, ikke kun fysisk, men åndeligt? Det er fællesskabsstiftende, kulturbærende og en tilbagevendende anledning til at påskønne det givne. Det gælder i særklasse om det jødiske påskemåltid, at det er en fællesskabsbekræftende og kulturbærende rite. Det formidler Gudsfolkets mytiske historie, ingrediens for ingrediens: Ikke bare er offerlammet sakralt, den revne æblesalat er leret i Faraos teglværker, de salte urter er folkets udgydte tårer, ja, hele udfrielsen fra Egypten kommer på tallerkenen. Jesus knytter under sit afskedsmåltid ved påsketid nye tydninger til mad og drikke. Det har været bemærkelsesværdigt og uforglemmeligt, men det er ikke uden for forståelseshorisonten. Det gav mening for deltagerne dengang, og det må give mening for os i dag, at han identificerer vin og brød med sin død og sit liv og derved udlægger både sin død og sit liv som en gave til bordfællerne, en gave at leve videre på. Hvor trøsterigt i afskedstimen, at perspektivet er evigt, og nærværet peger fremad: “Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.”

Mit udvalgte billede til dagens Matthæustekst er Knud Larsens nadverbillede fra 1907 i Sankt Johannes Kirke i Aarhus. Det har heldigvis fået lov at blive hængende sammen med Arne Haugen Sørensens værdifulde, anderledes moderne glaskunst. Knud Larsen har bidraget med et naturalistisk maleri, som med sin sparsomme, fokuserede lyssætning skaber en intim aftenstemning med intenst nærvær. Anspændtheden hos disciplene er skildret med psykologisk troværdighed og individualitet i kropssprog og mimik. Den bombe, at en forræder er tilstede, er netop detoneret. Judas vender ryggen til. De andre suger hvert ord og hver gestus til sig. I den tilspidsede situation må forløsningen hentes hos Kristus selv, og lige nu siger han om brødet: “Tag det og spis det; dette er mit legeme” – og om vinen: “Drik alle heraf, dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse” – og så følger de løfterige ord om, at han igen skal drikke ny vin i Guds rige sammen med sine bordfæller – ja sammen med alle sine utallige bordfæller.

Kunstneren professor Knud Larsen (1865-1922) var især portræt- og genremaler. Han har udsmykket flere danske kirker, og endnu flere kirker har kopier efter hans værker. Foto: Claus Jensen.

Palmesøndag er læsset med forventninger – fra det gamle testamentes politiske messiashåb til kirkefolkets utallige sjælelige længsler. Obama førte sin præsidentkampagne med “hope” som nøgleord. Alverdens forhåbninger fik i 2008 ny ilt og bar ham ind i Det Hvide Hus. Nobels fredspris fik han også, før drømmene kolliderede med en mere beskidt virkelighed. Verden må ledes efter bedste skøn, men bestandigt må vi revurdere vore utopier og erkende, at træer ikke vokser ind i himlen. – Palmesøndag møder vi den anderledes leder, der aldrig tog verdens magtkampe på sig. Signalet var, at han kom på et æsel og ikke på en stolt stridshest. Om hans indtog bruger min bibel ordet sagtmodig. Er det overhovedet et ord, der kan forstås? Forveksles sagtmodighed i dag med taberadfærd snarere end sjælsstyrke? Ordbogen foreslår oversættelsen ‘mild og tålsom’. Om Jesus kan vi uddybe, at han som den sagtmodige ikke søgte sit eget, men gav afkald for menneskers skyld. Og netop derved gik han vejen til det træ, der vokser ind i himlen.

Kirkekunstneren Simon Aaen (f 1978) maler landskaber i en sitrende impressionistisk stil, hvor lys og farver flimrer, og konturer sjældent trækkes hårdt op. Han har gjort en delvis undtagelse i dette maleri af Jesu indtog i Jerusalem. Det hårdtoptrukne er muren om Jerusalem, eller rettere ruinen efter fordums forskansning og storhed. Borgruinen minder mig om tabte magtkampe og falmede utopier. Med spinkle, skitseagtige strøg males bibelhistorien ind i Simon Aaens landskabsbilleder. Jesu indtog på æslet er mere anelsesfuld end manifest. Det er som en erindret fortælling eller et sårbart håb, og måske netop sådan et billede af sagtmodighed.

Simon Aaen har i det sidste årti udsmykket en håndfuld danske kirker med både glaskunst og malerier på altertavler og prædikestole. Hans altertavle i Haverslev Kirke i Himmerland fik i 2011 på venstre fløj et billede af Indtoget gennem Jerusalems port. Her er landskabet skildret med farver fra den danske vegetation, og den ridende Jesus fortoner sig i det blågrønne. Ovenfor ses den tidligere version med det tørre landskab med det sorte tjørnekrat, set i Galleri Emmaus i Haslev. Jeg siger Niels Clemmensen mange tak for foto fra Haverslev Kirke.

Den symbolistiske maler Harald Sloth-Møller (1864-1937) udtalte i tilbageblikket på sit livsværk, at han anså sit billede af Mariæ Bebudelse for det mest vellykkede. Måske er det hans billede fra o. 1929, som hænger i Herlufsholms Kirke. Eller måske er det dette enklere maleri fra 1926, som er i privateje ? Her ser vi Gabriel i yndefuld profil over et italiensk landskab med solbeskinnet kirketårn. Den unge, hvidklædte Maria har lukket øjnene, som traditionen byder, fordi bebudelsen er en indre begivenhed. Hun er gledet ned på knæ og har rakt hænderne rakt frem i en bedende, modtagende gestus. Og se, hvor jordbunden svulmer af friske forårsblomster: primula, liljer, krokus og konvaller. Her rører himlen ved jorden!

Nedenfor ses motivet i en senere version i en udskåret kunstrammes arkadebuer; – rammen symboliserer måske Det Ny Jerusalem. I denne fortolkning er Maria sortklædt og sårbar og holder sine hænder ind til brystet. Vi kan forestille os, at hun netop var på vej ud efter vand, og nu i befippelse har tabt sin lille kobberspand. Billedet er blevet flyttet fra Herlufsholms Kirkes dåbsværelse ind i kirkens søndre korsarm, forhåbentlig til glæde for mange.

Jeg tænker på de to fortolkninger som to trin i fortællingens forløb: Den sortklædte Maria viger ængsteligt lidt tilbage, den hvidklædte har sagt ja! “Se, jeg er Herrens tjenerinde”. Foto fra Herlufsholm: Claus Jensen.