18. søn. e. trin. – Du skal elske

I Mattæusteksten hører vi Kristus tale med absolut autoritet om det største bud: det dobbelte kærlighedsbud: Du skal elske Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind… og lige med dette: Du skal elske din næste som dig selv.

Hvordan elsker jeg Gud af hele mit hjerte? Er det at leve i taknemmelighed? Er det at undres over alverdens utrolige skabte liv uden at klamre mig til det skabte, fordi skaberen altid er andet og mere end skabningen? Er det at næres af troens kraftfulde, bærende ord og tegn – uden at ty til ureflekteret bibel- og sakramentsfundamentalisme? Er det at sætte lid til Menneskesønnen, hvis gådefulde rygte og mangfoldige virkningshistorie har nået mig hen over årtusinder?

Og hvordan elsker jeg min næste som mig selv? Fra den naturlige kærlighed, som jeg i personlige forhold har haft den lykke at modtage og give, ved jeg godt, hvad (for)kærlighed er; men næstebegrebet bryder forkærlighedens eksklusivitet. En anekdote fortæller, at en sørgende ved en begravelse i Aarhus spurgte, om han “turde håbe på ved opstandelsen at gense sine kære”, hvortil præsten svarede: “Ja, og også alle de andre!” Næstekærlighed er noget andet end personlig længsel og forkærlighed. Jeg afkræves næstekærlige handlinger, ord og tanker, også når varme følelser er sørgeligt fraværende. Som sådan er næstekærlighed ikke betinget af, at jeg elsker mig selv; men evangeliet giver mig lov til at elske mig selv, nemlig sådan som andre bør elske mig, hvis de viser mig næstekærlighed. – Alt med udgangspunkt i, at Gud har elsket os alle først!

Hjertet er som bekendt af største betydning som både organ og symbol. Finkæmmer man salmepoesien for sprog om hjertet, bliver man klogere på det troende menneskes inderste selv. Enkelte kirkeudsmykninger af Carl-Henning Pedersen, af Maja Lisa Engelhardt og af Adi Holzer er faktisk lykkedes med indplacering af et rødt hjerte i maleri eller glasmosaik. Som symbol for kærlighed er det røde hjerte dog generelt blevet så bred en kliche, at kunstnere må lade det ligge. MEN nu har Gødstrup Hospitalskirke ved Herning åbenbaret sig med et værdigt og uomgængeligt hjerte i det fredfyldte, lille kirkerums centrum: Laila Westergaards harmoniske stenskulptur af et stort menneskehjerte som fysisk organ udgør en døbefont uden lige. Hjertets blodårer ligner et netværk af forgrenede rødder. Ved dåben indpodes barnet på livets træ. Hen til døbefonten løber en 11 m lang, smal åre af rød granit, der fortsætter fra fonten op over alteret som en udsprunget rose. Rosen – et andet symbol for kærlighed – henleder opmærksomheden på alterudsmyknings kors. Korset kan tolkes sådan, at den lodrette planke betegner kærligheden mellem Gud og menneske og den vandrette kærligheden mellem mennesker indbyrdes. Både fonten og alterudsmykningen taler således insisterende om Guds og menneskers kærlighed – også på hospitalet: Du skal elske, for Gud elskede først! Foto: Claus Jensen.

17. søn. e. trin. – “Min ven, sæt dig højere op!”

I begyndelsen af Luk. 14 berettes om en sabbatsammenkomst hos en farisæer, hvor Jesus udfører en kontroversiel helbredelse og dernæst fortæller lignelsen om (ikke) at sætte sig til højbords. Lignelsen er en replik til de selvfede om at udvise større ydmyghed. At overvurdere sig selv medfører typisk, at man undervurderer og overser andre. Den, som “ophøjer sig selv”, kan forføre sig selv og andre med ret så skuffende udfald. – Formaningen om ydmyghed har desværre være socialt misbrugt gennem historien: Underkuede befolkningsgrupper har gennem århundreder måttet vise ydmyghed til overflod i forhold til privilegieblinde klasser. Teksten må da også høres som et kald til den underpriviligerede: “Min ven, sæt dig højere op!” – Men den forkrøblende ydmyghed i sociale hierarkier er måske ikke netop vor nutids største problem. – I alt fald taler Jesu lignelser først og fremmest om menneskers relation til Gud. Her er pointen hjertets ydmyghed: den enkeltes inderste holdning til livet. Forstår vi dybest set, hvor sårbare og afhængige vi er? Forstår vi, at alt er os givet – og eftergivet? Vore CV’er blegner sammenholdt med, at det er de små børn, der kaldes størst i Guds rige. Ved døbefonten og nadverens knæfald må vi komme uden selvophøjelse og høre Gud sige: “Min ven, sæt dig højere op!”

Den meget værdsatte stenkunstner Laila Westergaard har udført forskellige smukke granitbænke og stole med betydningsladede udsmykninger, også til kirkers udendørs arealer. Hun har hugget tronstol og skriftestol, stol med Eva med æbler og stol med fisk og kors – og altså også som vist en “Dåbsbænk”. Mit foto er fundet i den smukke, nye udgivelse ‘Levende stene Laila Westergaards Kunst’.

Ved Hylleholt Kirke, Faxe Ladeplads, blev der ved landskabsarkitekt Charlotte Skibsted indrettet en ‘Døbefontens Have’ omkring den enkle, moderne døbefont, som havde været i brug i kirken fra 1928 til 2003. I 2016 blev haven beriget med en “Dåbsbænk” af Laila Westergaard, prydet med et relief af en fint forarbejdet dåbskjole med Dagmarkors. Kunstnerens tale til Dåbsbænkens indvielse samt flere fotos findes på Hylleholt Kirkes hjemmeside. – Der på Dåbsbænken kan man jo sætte sig en smuk sensommerdag og lytte efter efterklangen af Vorherres “Min ven, sæt dig højere op!”

16. søn. e trin. – Ligfølget i Nain

Billedet af Jesus som den, der får undere til at ske, kulminerer i glimt af sejr over den ellers ubesejrede fjende: døden. Alle evangelierne har fortællinger om Jesu dødeopvækkelse, i alt tre vidt forskellige historier med det tilfælles, at det er de pårørendes ubærlige sorg, som kalder på Jesu handling. Lukas fortæller, at en ung mand fra Nain er død, en enkes eneste søn, og dermed har morlille mistet det umistelige. Det er for de pårørende, døden er en katastrofe. Jesus mødte ligfølget med den grædende kvinde, han ynkedes over hende og sagde: Græd ikke! Han kaldte med Guds kraft sønnen tilbage til livet og gav ham til hans mor. Den som har prøvet at stå med ubærlige tab, hvor til afsind grænsende længsel efter gensyn og genforening flår i hjertet, kan høre forløsningen i sætningen Jesus gav ham til hans mor. Vi er hinandens daglige brød. – Nu er ligfølget vores. Vi endnu levende kan se os selv som vandrende i menneskehedens store begravelsestog, hvor vores egen død er vis, og vi i mellemtiden må bære det ene umistelige medmenneske efter det andet til graven. Vi græder, bærer af fattig evne med på hinandens byrder og leder undervejs efter en fred mellem smerten og det flakkende, trodsige håb om at også vi og vore kære vil blive rejst af livets ord. Beretningen om enkens søn fra Nain er ikke bare et sært rygte fra en fjern fortid, men optakt til det store påskeevangelium, der altid er foran os.

Enkens søn fra Nain er kirkekunstens sjældnest afbillede dødeopvækkelse. Den smukkeste i Danmark er nok glasmosaikken i Stouby Kirke. For to år siden viste jeg relieffet på Skt. Mortens Kirkes dør i Randers, der tolker scenen ind i samtidens begravelsesoptog med købstadens ligbærere. Denne gang drager vi undtagelsesvis udenlands til Luthers Wittenberg, hvor Stadtkirche rummer Lukas Cranach den yngres maleri fra 1569 med opvækkelsen af enkens søn fra Nain som motiv. Lukas Cranach d. y. (1515-1586) malede i sin fars stil, overtog hans værksted og var medskaber på protestantismens billedsprog, og Martin Luther var for øvrigt hans gudfar. Også i dette værk finder underet sted i et bymiljø fra kunstnerens samtid. Vi ser et interessant byprospekt, hvor livet leves, og gotiske spir rækker mod himlen. Der er gjort omhyggeligt rede for arkitektur og detaljer. Slående er den markante, lange række af sortklædte personer som en anskuelsesundervisning i menneskehedens lange begravelsestog. Men der er én, der griber den ulykkelige enke i hånden og byder hendes unge søn at rejse sig af sin båre!

15. søn. e. trin – Se himlens fugle og markens liljer

Som ‘skabt i Guds billede’ er vi sproglige, kreative og virkelystne væsener, bevidste om os selv og hinanden og om fortid og fremtid. Godt sådan. Men dertil spiser vi af ‘kundskabens træ’ og overskrider vore grænser: Nu med individualismen som fortegn betyder det, at vi livsgrådigt jager ‘udødelighed’, anerkendelse og en – alligevel altid vigende – lykke. Vi vil skabe den mest fremragende version af os selv på egne betingelser, hver især ømme om vort navn. Den rastløse bevidsthed afsøger som en radar de mulige fremtidsscenarier og problemer, der truer vor sikkerhed og vore projekter. Det betyder bekymring, og bekymring er både en synd og syndens straf. Vær ikke bekymrede for jeres liv, siger Jesus nu i Bjergprædikenen. Han minder os om, at vi er og må forblive forankrede i det Gudgivne. Vi er skabt og behøver ikke skabe os (selv). Vi ellers så selvbevidst kommunikerende mennesker må vende 180 grader og lære af himlens fugle og markens liljer, som troligt med deres tilstedeværelse udfolder det dyrebare, gudsskabte liv, så det er til glæde. – Søren Kierkegaard skrev som bekendt i en opbyggelig tale i 1849 om at lære af fuglen og liljen, bl.a. om at lære tavshed: ”O, men at det dog måtte lykkes evangeliet ved hjælp af liljen og fuglen at gøre dig ganske tavs for Gud! At du i tavsheden måtte glemme dig selv, hvad du selv hedder, dit eget navn, det elendige navn, det ubetydelige navn, for i tavshed at bede til Gud: ”Helliget vorde dit navn!”

John Sparre Christensen (1921-2005) skabte 1981-83 sit trefløjede alterbillede til Langeslund kirke, Jammerbugt. Jesu Bjergprædiken ses som det centrale motiv: Foran bjerget, der i baggrunden stiger mod himlen, står den hvidklædte Kristus som en søjle mellem himmel og jord og underviser de siddende tilhørere. Med den ene hånd peger Kristus op på tre flyvende fugle, med den anden hånd ned på påskeliljer i græsset. De gule blomsterkroner lyser op i maleriets overvejende blå-grønne farveskala. Hele altertavlen ses nedenfor med ‘Skattens mønt’ mod nord og ‘Jesus gående på Genesaret Sø’ mod syd. Sparre Christensens hovedindsats lå netop i de religiøse billeder, og han skabte også et nadverbillede til altertavlen i Hasle Kirke, Aarhus. Stilen er moderne med klare flader og en skarpt skåret stilisering af figurerne, hvilket giver hans billeder en kølig renhed. Mange tak til fotograferne hhv. Niels Clemmensen og Claus Jensen.

14. søn. e. trin. – Samaritanerens tak

Igen spiller en samaritaner en hovedrolle hos Lukas, som har det vågne blik for, hvordan Jesus lader de sidste blive de første. Fortællingen handler mindre om samaritanere end om barmhjertighed: barmhjertig omsorg for mennesker i nød. For de 10 spedalske, samfundets allermest lidende, udstødte og foragtede, var Jesus det eneste håb, og han så dem. Han så dem! De blev helbredt og kunne endelig blive del af et samfund i hverdag og fest, – så de fik travlt. Den syge har kun ét ønske, den raske har mange. Som rask vender man sig udad og fremad, beskæftiget med forestående gøremål og bekymringer, store og ofte små. Man er typisk ikke særlig optaget af de problemer, man ikke (længere) har. Historien er nu, at én af de helbredte holdt fast i proportionerne: Han – samaritaneren – huskede på, at dette almindelige liv med dets gode muligheder ikke er en selvfølge, men et under. Da han så, at han var blevet helbredt, standsede han op og vendte tilbage til glædens kilde; han kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham.

Dansk kirkekunst har mange skildringer af helbredelser, men kun enkelte med direkte reference til dette evangelium om de ti spedalske. Den vel nok mest seværdige er Niels Larsen Stevns’ fresko på en gotisk væg i Helligåndshuset i Slagelse, malet i 1938, side om side med hans billede af Den barmhjertige samaritaner. Den 72-årige kunstners kræfter var svindende, men han ønskede ikke hjælp fra andre end sin elskede hustru Anna. Det blev Larsen Stevns’ sidste kirkelige værk. Billedet er et hovedværk, ekspressivt, rent og kraftfuldt. Figurernes kropssprog tegner sig skulpturelt i billedets centrum hos den omsorgsfuldt let foroverbøjede Jesus og den dybt tilbedende samaritaner. Denne uadskillelige gruppe er fremhævet af klare konturer og farver i voldsomt lys. Lyset, landskabet og vegetationen viser, hvordan Larsen Stevns er varigt inspireret af sin studierejse i Sydeuropa blandt pinjer og cypresser. Jesus er denne gang vist uden glorie, sollyset gør fyldest. I fresken er lyset over samaritanerens hoved og ryg et metafysisk nådestegn; den oplyste, arketypiske vej er den frisatte eksistens’ rejse mod morgendagen og evigheden.

Foto: Claus Jensen.