Kunst til kirkeåret

OG DET SKETE I DE DAGE…

Skærupmesteren, Horsens hospitalskirke

Møgeltønder Kirkes hvælv er den skønneste rosengård med yndefulde billeder af bl.a syngende og musicerende engle, de hellige trekonger og grupper af salige. Kalkmalerierne, som i udgangspunktet blev malet i 1500tallet, formentlig kort efter reformationen, var stærkt medtagne, men blev så i slutningen af 1800tallet ny/genmalet af August Wilckens.  Kirken er af flere grunde en rejse værd. Claus Jensen har fotograferet.

Kan man finde yndigere akkompagnement til Grundtvigs adventssalme “Blomstre som en rosengård”, som er stærkt inspireret af Es 35, den gammeltestamentlige læsning til 3. sønd. i adv.?

EN ENGEL SPØRGER – OG FÅR SVAR

“Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?” – Spørgsmålet, om Jesus virkelig er svaret på menneskers bønner, er det spørgsmål der kan stilles på hele den søgende menneskeheds vegne. Iflg. Matt 11 afsendes det påtrængende spørgsmål til Jesus fra den fængslede Johannes Døber på Herodes dødsgang. Jesus svarer ikke med Ja eller Nej, men med en henvisning til, hvad hans ledsagere kan høre og se: “Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for de fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig”. Svaret er ikke et facit, men en forkyndelse, som kan modtages med forargelse – eller med tro. Undertoner klinger med fra profeten Esajas’ henrykte messianske tekst (Es 35), som Grundtvig har taget under kærlig digterisk behandling i adventssalmen ‘Blomstre som en rosengård’

Evangelieteksten Matt 11 vender også projektøren mod Johannes selv, døberen og dommedagsprædikanten. Jesus giver ham rang af en Guds engel (= sendebud): “Det er om ham, der står skrevet:’ Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej for dig” (citat Malakia). Iflg. Johs 1 identificerer Johannes sig: “Jeg er ‘en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej,’ som profeten Esajas har sagt.” – Denne dybt interessante historiske skikkelse var på mange måder en parallel til Jesus. Deres fortællinger føjes i evangelierne smidigt sammen ved, at Johannes tildeles den underordnede rolle som ham, der ikke blot døber Jesus, men peger hen på Kristus som “Guds lam”.

Specielt i adventstiden insisterer kirken på at give Johannes rum som netop forløberen, som overgangsfiguren. Jævnfør Johannes’ replik iflg. Johs 1,27:…”midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig at løse.”

Vore nulevende traditioner giver ikke megen plads til Johannes, men i ældre kirkeudsmykninger figurerer han i rigt mål: I middelalderen var han æret som martyr og den største helgen ved siden af Maria.

Selvom de yderste fløje er gået tabt, er altertavlen i Ruds Vedby Kirke, Sorø, en flot senmiddelalderlig præsentation af Johannes og hans liv. På de bevarede fløje ses 4 scener af Johannes liv, der skal læses med uret: 1. Johannes døber Jesus i Jordanfloden, 2. Johannes fængsles af tre vagter for at have irettesat kongehuset, 3. Johannes halshugges knælende, mes Salome, den dansende prisesse, ser til, 4. På et fad frembærer hun Johannes hoved til Herodes og Herodias. I altertavlens hovedfelt ses en kraftfuld Johannes tronende, klædt i asketens kamelskind (inkl. hoved), vendt mod Gudslammet som Kristussymbol. Her finder vi også en fin, lys engel, som hædrer ham med en tredobbelt martyrkrone. Johannes flankeres af Esajas og Zakarias, Johannes gamle, profeterende far. – Den fremragende tavle blev o. 1500 betalt af Kirstine Rosenkratz fra den nærliggende herregård og stafferet af Hans Lauridsen fra Næstved. Billedskærerens navn er næppe kendt.

I Holckenhavn Kapel findes en bemærkelsesværdig overdådig efterreformatorisk udsmykning med relieffer, som bl.a. viser Døberen i færd med at stille spørgsmål til Jesus gennem fængselstremmer. Kapellet er desværre lidt svært tilgængeligt.

 

 

DET NYE SKUD SOM HÅBSTEGN

Vinteren skal ikke være gammel, før vi så småt begynder at drømme om livsbekræftende forårstegn derude. At en ‘død’ stamme sætter friske skud kan i sig selv opleves som et sansbart under, og det er samtidig en bibelsk metafor for et afgørende nyt håb for menneskeheden. Håbstegnet indgår i både Esajas og Lukas tekster til 2. adventssøndag.

Lukas kap. 21 tager udgangspunkt i angstfremkaldende apokalyptiske fremtidsscenarier, som vi på forskellig vis nok kan identificere os med, hvis vi da ikke bare overlever på en fed fortrængning. Vor egen kendte tilværelse vil gå under en dag. – Men pointen er, at vi midt i rystelserne må tage pejling af håbstegn som af et nyudsprunget træ ved forårstide: Vi må løfte blikket – med Guds stadigt overraskende nåde som den yderste horisont.

I Esajas kap. 11 formuleres en vidunderlig håbsvision: Krigsplagede jøder har under deres påtvungne exil samlet de livsaligste længsler i et poetisk portræt af en retfærdig fredsfyrste og et paradisisk fredsrige uden grusomhed – for alle folkeslag. Den længselsfuldt ventede leder skal fremstå i menneskeligt kød og blod som en ætling af idealkongen David, Isajs søn, og hans herredømme skal være menneskehedens forløsning i kraft af Guds ånd, “visdoms og indsigts ånd, råds og styrkes ånd”… Kongeslægten, Isajs slægtstræ,  kaldes på gammelt dansk et Jessetræ (Isaj = Jesse), og her er motivets klimax naturligvis den Kristus, som i kristent perspektiv er stamtræets ypperste blomst og indfrielsen af de messianske profetier.

I Bjäresjö kirke ved Ystad i Skåne, altså gammelt dansk land, findes på hvælvet et flot Jessetræ, som Claus Jensen har fotograferet. Det er en rekonstruktion af en righoldig romansk komposition fra o. 1200. Udaf Isajs dødlignende krop fornede opvokser slægten, der bærer Jesus i sit skød. Det er frelseshistoriens vendepunkt med forløsning fra det syndefald og paradistab, som ses til venstre i billedet. Til højre finder vi julens glade fortællinger, som adventstiden bevæger sig frem imod.

“På den dag skal Isajs rodskud stå som et banner for folkeslagene; til ham skal folkene søge, og hans bolig skal være herlighed”– Glædelig advent!

I aktuelt danske kirker kendes Jessetræet bedst i gotiske udførelser: i kalkmalerier i den danske kirke i Flensborg (Helligåndskirken), i Saltum og Gjøl og i prægtige udskårne altertavler i Viborg Søndre Sogn og i Sæby v. Frederikshavn.

 

 

“LØFT JERES HOVEDER, I PORTE, / LØFT JER, I ÆLDGAMLE DØRE, / SÅ ÆRENS KONGE KAN DRAGE IND”….

Gudsfolket fejrer i den gammeltestamentlige Salme 24 Gud Herrens liturgiske komme til sit tempel i Jerusalem. – I Grundtvigs gendigtning “Gør døren høj, gør porten vid” får indtoget en inderliggjort evangelisk betydning: Her gælder det Messias’ indtog i troende hjerter: “Jeg hjertets dør vil åbne dig,/ o Jesus, drag dog ind til mig!/ Ja, ved din nåde lad det ske, / at jeg din kærlighed må se!”

Den åbne dør i vore gudshuse og i troende hjerter henter dybest set sin mening i, at Kristus (Joh 10) tør kalde sig selv døren. Vi kan kalde ham menneskers dør til Guds hjerte.

Jeg vælger at byde kirkeåret velkommen med Otto Norns smukke gråtonefoto af kirkeporten fra 1150-1200, på nordsiden af Ørsted Kirke, Djursland, i sandhed en ældgammel dør, der herliggør Ærens Konge. Den fremtræder usædvanligt helstøbt uden ombrydning eller afblænding, indrammet af den elegante tovsnoning, som kan være et symbol for livets træ. Det er en af de fem portaler, som tilskrives stenmester Horder, mens de fleste romanske stenarbejder er anonyme. Fra en beslægtet gravsten i Gjessingholm kendes navnene Tved og Horderus (bygmester), og Horder har man så vedtaget at kalde denne kraftfulde billedskaber, som formåede at betvinge den hårde jyske granit.

Kristus troner øverst i tympanon med livets bog og velsignende hånd. På karmstenene ses øverst tv. Maria, som endnu er jomfru at dømme ud fra hovedklædet; på indersiden findes en figur, som kan være Gabriel og altså komplettere bebudelsesscenen. Th. ses en mand, som viser op til Herren, muligvis Åbenbaringens forfatter Johannes. Hvem de øvrige hellige personer er, må overlades til gætterier. – Med en sådan portal satte middelalderkirken en markant grænse mellem profant og helligt, mellem onde magters hærgen derude og nådemidlernes stærkere kraft derinde. – Det gør en forskel at træde over tærskelen. – Og selvom der er højt til loftet derinde, må tærskelen gerne være lav.