Kunst til kirkeåret

Foto: Claus Jensen - se også nedenfor

FORKLARELSEN PÅ BJERGET

… “han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset.”… Tre af evangelierne beretter om, at Jesus tager nogle disciple med op på et bjerg i Galilæa (Tabor) og der åbenbarer sig som Guds lys. Jesus samtaler heroppe med Moses og Elias, hvorved han sætter Loven (Moses) og Profeterne (Elias) fra det gamle testamente i nyt lys. Jesus er undervejs til Jerusalem og har forudgående talt til disciplene om lidelse,død og selvfornægtelse, og middelbart før og efter bjergbestigningen påkalder konkrete lidende mennesker sig som altid gruppens opmærksomhed. Visionen på bjerget er således ikke en eskapisme fra livets og dødens tyngde, men er et nådefuldt glimt af Guds nærvær og kraft. Det er en opstandelsesvision og en mystisk kilde til håb, som udruster til den videre, svære rejse. Hvordan udholde at gå gennem et ubærligt mørke uden at kende det suveræne lys?

Disciplene ville helst dvæle i ‘den 7. himmel’ og fremsatte forvirrede forslag om at bygge huse til lyksaligheden… Den protestantiske teologi har tilsvarende haft det akavet med den særlige metafysiske oplevelse. Her er pointen, at Guds lysende nærhed ikke er en eksklusiv og elitær erfaring, men en tilgængelig virkelighed for os alle med ordets forkyndelse.

De østkristne kirker har med langt mindre forlegenhed udvalgt Forklarelsen = Metamorfosen som et kernemotiv, angiveligt ikonmalernes svendestykke. Den ortodokse kirke har udviklet en lysets teologi og vedtog i 14. årh. dogmet om ‘det uskabte lys’. F. eks. tænkte Athosteologen Gregorius, at hele universet er gennemtrængt af guddommelig energi, som muliggør mystikkens direkte gudsforbindelse og menneskets forvandling ved hjælp af energien fra det guddommelige lys…

I danske kirkers billedkunst forekommer motivet hist og pist, og det har faktisk fået fornyet interesse i vor spirituelt interesserede nutid, hvor fx Brandes og Engelhardt har taget det op. Jeg vælger her at vise udsnit af et par af de ældste forekomster, dels et epitafium fra 1600 fra Visborg Kirke, dels et alterbillede fra o. 1703 fra Lomborg Kirke, begge med indskrifter med reference til Guds proklamerende ord på Tabor bjerg: “Denne er min Søn, den elskede”.

Først epitafiet ovenfor: Det blev malet til minde om Jacob Seefeld og hans to hustruer af slægterne Rosenkrants og Bilde, hvoraf den første døde ganske ung. Som billede med opstandelseshåb giver Forklarelsen god mening på en mindetavle. Epitafierne med bibelske billeder foruden dygtigt malede slægtsportrætter er bemærkelsesværdige i en tid, som i øvrigt er fattig på malede bibelske motiver. Epitafierne vandt særlig udbredelse i det protestantiske Nordeuropa, især efter at reformationen havde ryddet kirkerne for helgenbilleder, så der blev plads til, at adel og velstillede borgere selv kunne erobre pladsen “Gud til ære, kirken til beprydelse og (ikke mindst) stifteren til evig ihukommelse”. Der blev trængsel på kirkevægge og gulve, så forbud efterhånden blev nødvendige, først mod epitafier med malerier.

Nedenstående ca. 100 år yngre hovedfelt i Lomborg kirkes renæssancetavle med lutherske tekstfelter på fløjene skyldes også finansiering fra en adelsslægt, hvis initialer står malet under billedet. Kampen om anerkendelse, foretagsomhed og fromhed har til alle tider blandet sig. Jævnfør disciplene på Tabor: “Det er godt, vi er her; så kan vi bygge tre hytter”...

Foto: Claus Jensen

 

 

Foto Claus Jensen

HERRE, FRELS OS! VI GÅR UNDER!

Abel Schrøder d. y. s relief ‘Jesus stiller stormen på søen’ på Holmens Kirkes prædikestol fra 1662 viser Kristus med glorie, sovende i bagstavnen.

Livets vælde og voldsomhed kalder på ærefrygt, men også på nødskrig. Vi føler os prisgivet i mange slags storme, som truer vore livsprojekter med undergang. Vi spørger dér, om Gud har vendt det blinde øje til, om han bare sover, mens vi forliser? Vore nødråb, vore SOS’er, skal da ikke lyde ud i et tomt rum, men som bønner nå ind til ham, der kan bytte menneskers angst og uro med tillid.

Skibet slog an som symbol i Danmarks kirker: symbol for kirkens, menighedens og den enkeltes færd. Det kan undre udlændinge, at der under danske kirkehvælvinger ofte hænger skibe: minutiøst udførte skibsmodeller. Hvad det konkrete historiske skib end huskes for, er det også altid en påmindelse om, at det i menneskelivets sejlads på livets hav kommer an på en styrmand, der fortjener vores tillid og bringer os i havn, – et nærliggende billede på Kristus.

I de første århundreder efter reformationen var skibsmotivet fhv. ualmindeligt i kirkekunsten. De fleste af den lutherske kirkes skulpturer refererede troligt til trosbekendelsens led og til gudstjenestens ritualer. Men undtagelsesvis forekom der eksempler på ‘stedsspecifik kunst’: Vi går ikke forgæves til flådens kirke, Holmens Kirke, i jagten på det aktuelle motiv: Jesus stiller stormen. Det findes som vist på Abel Schrøders pragtfulde prædikestol. – Fra sidste del af 1800-tallet blev det anderledes almindeligt i Danmarks kystnære kirker at vælge billeder af Jesus i storm på søen. I disse ofte stærke malerier kan menigheden spejle den påtrængende konkrete frygt for skibsforlis.

Abel Schrøder d.y. (1602-76) fra snedkergården i Næstved tog kniven op efter Abel Schrøder d. æ., som døde i peståret 1602. Et par svende, en drikfældig bror Eiler Abel Schr. og en handlekraftig mor holdt værkstedet i gang, til Abel junior kunne udfolde sit talent. Dette gjorde han så gennem et langt arbejdsliv. Hans udtryksfulde figurer med finurlige indramninger i bruskbarok stil pryder op mod et halvt hundrede sjællandske og skånske kirker. Tilmed arbejdede han sideløbende som organist i Næstved for at forsørge familien. Den flittige mand måtte betale en bøde for at snitte i kirketiden. Da han klagede til kongen over sin dårlige økonomi, fik han eftergivet en vis skattegæld i forbindelse med opgaven for Holmens Kirke, et af hans hovedværker. Inventaret her fra o. 1662 omfatter også altertavlen.

Karen og Jørgen Boye Petersen har med deres ekspertise i kirkelig skulptur i Danmark udpeget Holmens Kirkes prædikestol som en af Danmarks fire mest imponerende (sammen med prædikestolene i Holckenhavn Kapel, Sorø Klosterkirke og Aarhus Vor Frue).

 

MAGT OG MYNDIGHED

Officeren i Kapernaum (tidligere benævnt som høvedsmand) eksponerer militærets kommandoveje, i sidste instans garanteret af kejsermagten. I hans verden adlydes ordrer. Men officeren med den syge tjener er sig bevidst, at militærmagt ikke kan skabe liv og sundhed. I den ubærlige lidelses grænsesituation må han forlade sig på den guddommelige skaberkraft og håbe på et helende ord fra Kristus. Her handler det mindre om lydighed end om tro. Mødet mellem Guds kærlighed og hedningens uforbeholdne tro sprænger gamle magtstrukturer og nationalistiske og religiøse grænser. Helt fra begyndelsen af kirkeåret karakteriseres evangeliet altså som universelt, som et anliggende for hele menneskeheden, hvilket jo allerede julens tekster forkyndte.

Teksten handler om magt, men vi hører ofte mislyde ved ordet magt. I nutiden er magtinstitutioners legitimitet og grænser til debat: politisk magt, militærmagt, ordensmagt, økonomisk magt, magtudøvelse i menneskelige relationer…? Hvad med Guds magt? Vi kalder Gud almægtig, men herom kan kun tales i paradokser, idet Gud i Kristus gav afkald på magten – for kærlighedens skyld. Det er i kærlighedens magt, vi genkender Gud. – For øvrigt bruger evangeliet fortrinsvis ordet “myndighed” til at karakterisere Jesu særlige karisma.

Fortællingen om Høvedsmanden i Kapernaum er kun sjældent billedliggjort, men lad os vende tilbage til Roskilde Domkirkes vidunderlige nederlandske altertavle fra o. 1560 og her kigge på fløjenes bagside, gengivet i Axel Bolvigs nyttige monografi. Her finder vi vort motiv blandt de fine lave relieffer: Et indholdsrigt billede med magtens symboler i imposant arkitektur, hvor en søjle tilmed er prydet med en statue af en drabelig krumsværdsløftende soldat. Over porten tv anes et relief af Moses med lovens tavler, den gamle pagts lydighedsfordring. I forgrunden står den rastløse officer i flagrende kappe med armene løftet i en både bydende og bedende gestus. Men alle magtens attributter detroniseres af den suveræne hovedperson. Støt og rolig står han med en indre koncentration, den ene hånd på hjertet og den anden rakt åben frem mod den fremmede officer. – Kærlighedens magt!

 

 

JESU FØRSTE TEGN: VINUNDERET VED BRYLLUPPET I KANA

Johannesevangeliet beretter ikke om Jesu indvielse af brød og vin skærtorsdag, men til gengæld om andre både vin- og brødundere. Første gang, Kristus “åbenbarede sin herlighed” er iflg. Joh. 2 ved forvandlingen af vand til vin ved bryllupsfesten i Kana. Festen tegnede til at blive nærig, husket for de tomme kar, men bekymringen blev gjort til skamme. Da tiden var inde, lod Kristus glæden holde indtog med den rigelige, gode vin, der som Guds riges symbol gjorde dagen ikke bare til en festdag, men til en helligdag. Evangeliet handler om generøsitet, glæde og kærlighed.

En vellykket fest, hvor alle gode kræfter samvirker og velsignes, unddrager sig rationel kalkule. Tilsvarende når jeg på en måske grå formiddag går til nadver og rækker mit tomme bæger frem – som en art selvbillede. Så fyldes mit bæger under Guds ords tilsagn. Jeg ser, dufter og smager den gode, stærke vin, og jeg sanser, at mit liv får fylde og velsignelse ved Guds nærvær.

I Danmarks kirkekunst er Brylluppet i Kana et sjældent motiv. Skt. Knuds Kirke i Bramminge har haft det som hovedmotiv i en renæssancealtertavle, måske inspireret af italienske Paolo Veronese? Men tavlen brændte i slutningen af 1800tallet, og hvor findes motivet ellers her i landet i  århundrederne mellem middelalderen og 1800tallet – hvilket er den periode jeg i min billedsøgning for tiden har fokus på ???

I østkirken har der derimod været gennemgående interesse for mysteriet: I ikontraditionen er der netop forkærlighed for Brylluppet i Kana som et af de mysteriet, der bevidner ubrudt sammenhæng mellem den himmelske og den jordiske verden. I disse ikoner spiller Maria en vigtig rolle som den såkaldt ‘vejvisende Gudsmoder’, idet hun netop viser hen til sin søn og Herre og siger: “Gør, hvad som helst han siger til jer.”

Jeg beklager den teknisk dårlige billedkvalitet og endnu mere, at jeg ikke har kunnet spore billedets oprindelse. Der findes mange andre mere figurrige Kana-ikoner, men jeg faldt for denne enkle version i tilnærmet klassisk ikonstil.

Foto Claus Jensen

ALLE BEHØVER ET HJEM MERE

Som den eneste evangelist imødekommer Lukas behovet for en overgang fra julen til teksterne om den voksne Jesus. Den pædagogiske legende om Jesus som 12årig i templet, som går sine egne veje i forhold til forældrene, bekræfter at drengen er udvalgt til en højere bestemmelse: “Vidste I ikke, at jeg bør være hos min [himmelske] fader?” Men pointen rammer vel at mærke os alle: Det er et menneskeligt vilkår at være spændt ud mellem loyalitet over for snævre, jordiske bindinger og lydhørhed for videre og højere kald og tilhørsforhold. Evighedens perspektiv kan løfte et menneske og kaste såvel medlys som modlys ind over hverdagen i familien og dens tidsbundne kultur. Et menneskes identitet er mere, end selv den bedste familie kan give det.

Billedskæreren Hans Dreyer fra Eckernførde (1572-1653) skar det udvalgte relief med ivrige modne skikkelser omkring den undervisende unge Jesus. Den karakteristiske glorie er et af kunstnerens særkender. Han arbejdede hele syv år frem til 1637 på sin overdådige udsmykning af Holckenhavn Kapel ved Nyborg, der under navnet Ellensborg var ejet af Chr. IVs meget myndige svigermor Ellen Marsvin. At afkode Dreyers mange og ofte sjældne motiver kræver mere end et hurtigt kig. Det smukke steds nuværende ejer har udvist stor imødekommenhed, men mange interesserede kunne nok ønske sig en udvidet offentlig adgang.