Kunst til kirkeåret

C W Eckersbergs nadverbillede fra 1829 tjente indtil 2012 som altertavle i 
Kgs. Lyngby Kirke. Det er i sig selv et værdifuldt billede, men et dårligt 
'match' med kirkens dominerende gotiske kalkmalerier. 
Efter at Chr. Lemmerz smukke marmorskulptur indtog kirkens kor, bliver 
Eckersbergs alterbillede opbevaret på Nationalmuseet.

“FRA NU AF SKAL JEG IKKE DRIKKE AF VINTRÆETS FRUGT, FØR DEN DAG JEG DRIKKER DEN SAMMEN MED JER I MIN FADERS RIGE”…

Fra jødernes påskemåltid er Jesus fortrolig med, at måltidets elementer har en mytisk, fællesskabsdannende symbolværdi, bundet til fortællingen om jøderens udfrielse. Nu tilføjer Jesus er ny betydning af brød og vin, bundet til fortællingen om hans eget offer af liv, legeme og hjerteblod. Det er en fortælling, som åbner sig mod evigheden, idet vinen iflg. Mattæus drikkes som en forsmag på Guds riges fest. Selvom Jesus er bevidst om forestående forræderi og død, er det ikke angst, han taler ind i de tilstedeværendes sind, men trøst  – idet han velsigner dette sansbare tegn for glæden, som Gud og mennesker i evighed skal være sammen om.

Jeg har valgt et maleri fra 1829 af C. W Eckersberg (1783-1853) af den sidste nadver, hvor Jesus står og holder sin afskedstale for de tolv, der sidder omkring et ovalt bord med hvid dug. Jesus taler både til disciplene og til Kgs Lyngby Kirkes menighed, idet han viser hen til sit løftede vinbæger. De opmærksomme og alvorlige mænd er portrætteret med stor individualitet. Den unge Johannes lyser af hengivenhed. De fleste ansigter er belyste, kun den mørke Judas bøjer sit ansigt væk fra lyset. Der er noget særligt på færde med lyset i dette billede. Det kan næppe forklares ved den søvnige loftsbelysning eller dennes refleks fra dugen. Med den ikonisk frontale Kristus i midteraksen og med det lys fra ham, der genfindes i de troendes ansigter, fremtræder billedet ophøjet og sakralt.  Eckersberg malede med omhu 22 alterbilleder, om end andre genrer havde hans større interesse.

Johan Ludvig Heiberg, der lige som nazarenergruppen i Rom havde smag for ‘katolske’ motiver med synliggørelse af det guddommelige, kritiserede Eckersberg for at male Jesus som ordets forkynder, hvor det virksomme ligger i det, der siges. – Man må medgive Heiberg, at der i 1800tallet skabtes mange ‘replikbilleder’, som en mindre bibelstærk kultur vel ikke har så let ved at afkode. – Men Eckersberg var for nøgtern til den fromme,  katolsk inspirerede ‘troens stil’ og pointerede, at tro ikke er en malemetode, og at der faktisk var sket fremskridt i kunsten siden Rafael.  Eckersberg fik betydelig gennemslagskraft hos en hel generation af danske kunstnere, som blev undervist i at male hverdagens motiver med naturefterlignende portrætter, skikkelser, landskaber, mariner, skyformationer og ikke mindst byprospekter og rum med perspektivisk konstruktion.

Nedenfor viser jeg et ældre nadverbillede fra 1600tallet, hvor altertavlens predella viser jødernes påske og den kristne påske side om side. Selve altertavlen er oprindeligt en reformatorisk katekismustavle med en kombination af tekst og korsfæstelsesbillede. Kun hovedfeltet er bevaret, men dette er  så til gengæld sat ind i en pyntelig barokramme med adelsvåben fra 1703. Hele herligheden, der altså er blevet til over et par århundreder, befinder sig i Volstrup Kirke, hvor den er fotograferet af Claus Jensen.

 

 

“SE, DIN KONGE KOMMER TIL DIG, SAGTMODIG, RIDENDE PÅ ET ÆSEL”…

Endelig fejres Jesus som Messias, tiljublet af en feststemt folkemængde! – Men spejler de fremmødte mest deres egne dagsordener i den nye leder, mens det som Jesus har at give, er noget helt andet? Folks begejstring vil snart slå over i frustration og vrede, – ved vi bagklogt.

I middelalderlige fremstillinger har man somme tider snydt og anbragt Jesus på den stolte stridshingst, som man synes, han fortjente. Men nyere fremstillinger holder sig til tekstens ord (med GT citat) om det sagtmodige æselridt. Med en lidet heroisk fremtoning danner æselmanden et centrum af alvor i en ophidset verden. Rejsen til Golgata er begyndt.

Her har jeg valgt at vise en klassisk fortolkning ved Danmarks historisk mest feterede kunstner Bertel Thorvaldsen (1770-1844). Jesus lyser velsignelsen over skaren med dæmpet gestik i kontrast til de ekstatisk glade mennesker i følget, som Thorvaldsen har skildret med fascinerende variation. Stilen er klassicistisk med forbillede i  antikkens idealiserede og harmoniske figurer i smukt draperede klæder.

Billedhuggeren havde modtaget Kunstakademiets sølv- og guldmedaljer samt det store rejsestipendium, da han som 27årig bosatte sig i Rom, hvor han forblev igennem hele 40 år. Den succesfulde Thorvaldsen var en magnet for den danske gulalders kunstnere på (ud)dannelsesrejse. Opgaverne strømmede til ham, også i København, da han 6 år før sin død endelig gav efter for opfordringerne til at ‘komme hjem’. Hans mest kendte værker til fædrelandet er skulpturerne i Vor Frue Kirkes indre.

1839-40 modellerede Bertel Thorvaldsen forlægget til den 6,42 m lange frise 
"Kristi indtog i Jerusalem", der pryder muren udvendigt over hovedindgangen 
bag søjlefronten på Københavns Vor Frue. Det blev overladt til H.E. Freund
og hans elever at opmodellere gipsrelieffet i fuld størrelse. Måske en 
stakket trøst for Freund, der længe havde haft begrundet forventning om at 
få hovedansvaret og æren for hele udsmykningen. 
I det skyggefulde indgangsparti er kunstværket let at overse og svært at 
overskue, og indtrykket skæmmes af det trådnet, det af sikkerhedshensyn er 
forsynet med. 
Men gå inden for søjlerækken og se op - måske i anledning af palmesøndag.
Mange tak til Susanne Torgaard på Domkirkemuseet for foto.
e i Kbh.



På Thorvaldsens Museum ses yderligere ovenstående skitse af Thorvaldsen med 
en variation af den centrale del af motivet "Kristi indtog i Jerusalem"

Mariæ bebudelse, Johan Ludvig Geberhardt Lund,1840, Skt. Mariæ K. Helsingør.
Foto: Claus Jensen

LAD DET SKE MIG EFTER DIT ORD!

Mellem fastetidens dæmonkamp og påskens voldsomme drama er den lyse Mariæ Bebudelsesdag som en balsam for sjælen, så velgørende med englens nådefulde hilsen og den vordende moders accept. Den lille Marias gudhengivenhed overkommer forskrækkelsen ved den ellers uoverkommelige opgave, sådan! – Hvad vi så end tænker ved det aldeles utænkelige begreb jomfrufødsel og dets sindrige tekst- og dogmehistorie,  bekræfter vi som kristne, at Helligånden møder os i netop dette barn, hvorom alting er. Vi tager taknemmeligt imod den fine fortælling, sådan som vi tager mod liljerne i haven, det livgivende forår og sommertidens lysere dage.

Bebudelsesbilleder har kirkekunsten aldrig savnet: I middelalderen fulgte de med Mariadyrkelsen, og  – i modsætning til mange andre Mariabilleder – overlevede de naturligvis reformationen i kraft af forankringen i trosbekendelsen. Hos Luther blev Maria ikke genstand for dyrkelse, men bærer af det budskab, at et jævnt og almindeligt menneske er brugbart for Gud.

Nedenfor viser jeg to danske bebudelsesfremstillinger fra 1700tallet, ovenfor et guldalderbillede fra 1840.

Med den danske guldalder fra o. 1810 blomstrede kirkekunsten op med et udvidet motivrepertoire. Fornyelsen var tiltrængt efter århundreders fattigdom på kunstnerisk fornyelse, bortset fra de tidligere omtalte epitafier og emblematiske billeder. Tidens to førende kunstnere blev Johan Ludvig Geberhardt Lund (1777-1867) og C W Eckersberg (1783-1853), der fra 1818 sideløbende beklædte professorater ved det danske kunstakademi. Begge malere søgte inspiration i Rom, hvor de bl.a. studerede Rafael, og hvor Thorvaldsen allerede havde etableret sig. Begge fik mange opgaver med danske altertavler. Deres fagsyn og stil udviklede sig dog vidt forskelligt: Eckersberg bevægede sig gennem naturstudier i retning af en moderne realisme, helst uden overnaturlige effekter. J L G Lund var derimod i udtalt grad idealismens maler, som suspenderede naturalismen for at skildre idealbilledet i troskab mod den religiøse tradition. Lund var som Constantin Hansen, Heinrich Eddelien og flere andre danske malere tiltrukket af den broderskabslignende gruppe nazarenerne i Rom, som dyrkede den enfoldige fromhed i det katolske italienske maleri fra senmiddelalder og tidlig renæssance. ‘Troens stil’ kalder vi denne konserverende bevægelse. Den italienske inspiration lyser ud af Lunds bebudelsesbillede med jomfruens næsten æteriske, spæde skikkelse og lille, blege ansigt. Den blide engel kommer med liljegrenen som Marias uskyldssymbol. Vi genfinder andre italienske træk i det ‘perspektiviske’ flisebelagte gulv og den dobbelte vinduesåbning (Kristi to naturer) ud mod det sydeuropæiske landskab. -Bebudelsens Maria har nedslagne øjne og aldrig øjenkontakt med Gabriel. Troens hengivelse og undfangelsen er jo indre begivenheder. – Lige som håbet om, at Kristus med troen må vokse i os.

Gråsten Slots loft i barokstil. Foto: Claus Jensen

Alabasterrelief med bebudelsesmotiv, 1755 indsat i altertavle i Rostrup 
Kirke, Mariagerfjord. Foto: Claus Jensen

 
Johannes Wilhjelm, 1902, Bespisningen af fem tusinde med fem brød og to fisk, 
tidligere alterbillede i Sct. Andreas Kirke, Kbh.

BESPISNINGEN

Den lille drengs madpakke med fem brød og to fisk gjorde fem tusind mennesker mætte, fortæller Johannes… Teksten kan læses som en forbilledlig fortælling om den ubekymrede delsomhed, der som en af velsignelsens frugter er hamstringens modbillede. Hos Johannes er den dog først og fremmest en identitetsmarkør for Kristus, et tegn. Bespisningen af masserne på bjerget ved Tiberias sø er det fjerde af johannesevangeliets berømte syv tegn, hvor Jesus viser sig som Messias af Guds nåde. Han møder her de sultne med Guds overflod af liv og glæde. Tegnet bliver ikke overset, tværtimod, men det bliver mistydet. De optændte mennesker i Jesu følge synes at mistolke messianiteten som et efterspurgt politisk instrument, og Jesus trækker sig tilbage for ikke at blive spændt for den politiske vogn. Hans mad er ikke bestikkelse i et jordisk spil om magten; det er Guds evige nådes tegn.

Nogle vers længere henne i samme kapitel forklarer Jesus, at han selv er livets brød. Fortællingen får her den sakrale karakter, som vi kender fra nadverindstiftelsesordene i de andre evangelier.

Trods ihærdig søgen i ældre, dansk kunst har jeg ikke fundet nogen billedkunstnerisk fortolkning af bespisningsmotivet fra før 1900. Kan nogen mon komme mig til undsætning ? Det ældste, jeg kender, er Johannes Wilhjelms maleri fra 1902 i Sct. Andreas Kirke i Kbh. Med spor af en skudskade fra 1944 (!) hænger billedet i dag over galleriet i kirken. Motivet er ikke et tilfældigt valg til Sct. Andreas kirke. I evangelieteksten er det disciplen Andreas, der gør Jesus opmærksom på den lille dreng med madpakken, og Andreas må i maleriet være den discipel, der står til venstre for drengen, fremhævet af det røde klæde. Jesus selv står midt i billedet, rank og lysende i aftensolens skær. Han er omgivet af den koncentrerede folkeskare på bjergskråningen. Nogle af de nærmeststående mænd ser anspændte ud, mens de siddende kvinder er mere andagtsfulde. Jesus har taget drengens brød i hånden og vender sit blik mod himmelen og takker….

Johannes Wilhjelm (d. 1938) har for nylig mødt fornyet interesse i forbindelse med en stor særudstilling på Fuglsang Kunstmuseum, hvor der mellem hans andre genrer var udstillet et billede af Bebudelsen. Wilhjelms kirkelige værk omfatter også et korsbæringsbillede fra 1907, som hænger i Fjerritslev Kirke.

 

KAMPEN MOD DÆMONER

 

Foto: Claus Jensen - Billedskærer Hans Dreyer har til Holckenhavn Kapel 
o. 1635 skåret sit relief: Jesus uddriver ond ånd. - Midt i billedet 
forlader den onde ånd den besatte som lodret opkastning ud af munden.

Lukas fortæller i kap 11, at en stum person ved mødet med Jesus befries fra sin indestængthed og hentes ind i det livgivende kommunikative fællesskab. Evangeliet er entydigt på livets side. Gud vil det gode liv, og det er absurd at bedømme en helbredelse som udtryk for det onde. “Hvis det er ved Guds finger, jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer”, siger Jesus til sine modstandere.

Bibelens mytologiske forklaringer på fysiske og psykiske sygdomme ligger langt fra nutidens naturvidenskabelige. At mennesker kæmper med dæmoner, er ganske vist velkendt hos ikke blot teologer men også psykologer, psykiatere og forfattere, men en forestilling om konkrete dæmoniske væsener er blevet fremmed for de fleste af os. De manifeste dæmonbilleder tilhører en anden tid med en mytisk opfattelse af virkeligheden som kampplads mellem fysiske åndemagter.  Imidlertid deler vi gerne forståelsen af, at livsbekræftende og livsnedbrydende faktorer i tilværelsen kan stå over for hinanden. En tankevækkende pointe i teksten er, at frelse fra besættelse, sygdom og andre trusler ikke bare er en uddrivelse, som efterlader “huset” tømt og rengjort. Befrielse er ikke bare befrielse fra, men befrielse til. Frelse er en ny fylde af tro, håb og kærlighed.

Går vi til kirkekunsten på jagt efter konkrete billeder af dæmoner og djævle, finder vi dem som forventeligt i middelalderen og 1600-tallet, hvor angsten for de mørke magter tog meget håndfaste former. Endnu i 1700-tallet anskueliggøres i en slags opbyggelige piktogrammer, hvad det kristeligt set handler om i menneskesjælens kamp mod fristelser. Gådefulde emblemmalerier blev kalkmaleriernes afløsere i barokkens kirkeudsmykninger. Emblematiske billeder forener billede og tekstlinjer, ofte med forlæg i italienske og tyske emblembøger fra 1500-1600-tallet, der rækker fra katolsk religionspædagogik til luthersk ortodoksi. Erik A. Nielsen har udført et pionerarbejde og fremlagt sit dybdegående studium af barokkens emblemer i den store udgivelse “Gådetale”.

I Warming og Fogdes fine bog “Billeder og tro”, har jeg fundet ovenstående skumle figur i et emblematisk maleri fra o. 1735 af Mogens Christian Thrane (1697-1764). Billedet indgår i en række på stolestadernes låger i Viborg Sdr. Sogns Kirke, Sortebrødrekirken. Her behøvedes nemlig ny udsmykning efter kirkens brand. Den viste låge har som indskrift et citat fra Davids Salme 143: “Udfri mig fra mine fjender, hos dig skjuler jeg mig”. Kristus har heldigvis allerede vundet kampen om det røde menneskehjerte. Maleren Mogens Christian Thrane fra Fussingø ved Randers, som havde selvstændigt værksted,  kom i høj grad til at præge det jyske barokmaleri. Han lod sig inspirere af de udenlandske emblembøger, men kombinerede og malede også selvstændigt, herunder en del altertavler, mange med det gode lutherske nadvermotiv.

Dæmoner og det, der ligner, har i moderne tid fundet en ny adgang til billedkunsten i symbolismens – netop symbolske – skildringer af, hvad der rører sig i menneskesjælens og folkesjælens dybdedimensioner. Jeg perspektiverer hed med en markant symbolistisk anskueliggørelse af kampen mellem dæmon og evangeliet. Fotoet viser ved siden af Jesuskirken i Valby symbolisten Niels Hansen Jacobsens (1861-1941) bronzeskulptur “Trold, der vejrer kristenblod” også kaldt “Trold, der lugter menneskeblod”, som brygger Carl Jacobsen anskaffede i 1901. Da borgere i Valby fandt skulpturen for skrap, blev den flyttet til Glyptoteket, men på pladsen ved Jesuskirken blev den i 2002 opstillet igen, nu i en kopi.