Midfaste søndag

1902 Johannes Wilhjelm Bespisningen Johs 6,8 Sankt_Andreas_Kirke_Copenhagen_old_altarpiece (2) 
Johannes Wilhjelm, 1902, Bespisningen af fem tusinde med fem brød og to fisk, 
tidligere alterbillede i Sct. Andreas Kirke, Kbh.

BESPISNINGEN

Den lille drengs madpakke med fem brød og to fisk gjorde fem tusind mennesker mætte, fortæller Johannes… Teksten kan læses som en forbilledlig fortælling om den ubekymrede delsomhed, der som en af velsignelsens frugter er hamstringens modbillede. Hos Johannes er den dog først og fremmest en identitetsmarkør for Kristus, et tegn. Bespisningen af masserne på bjerget ved Tiberias sø er det fjerde af johannesevangeliets berømte syv tegn, hvor Jesus viser sig som Messias af Guds nåde. Han møder her de sultne med Guds overflod af liv og glæde. Tegnet bliver ikke overset, tværtimod, men det bliver mistydet. De optændte mennesker i Jesu følge synes at mistolke messianiteten som et efterspurgt politisk instrument, og Jesus trækker sig tilbage for ikke at blive spændt for den politiske vogn. Hans mad er ikke bestikkelse i et jordisk spil om magten; det er Guds evige nådes tegn.

Nogle vers længere henne i samme kapitel forklarer Jesus, at han selv er livets brød. Fortællingen får her den sakrale karakter, som vi kender fra nadverindstiftelsesordene i de andre evangelier.

Trods ihærdig søgen i ældre, dansk kunst har jeg ikke fundet nogen billedkunstnerisk fortolkning af bespisningsmotivet fra før 1900. Kan nogen mon komme mig til undsætning ? Det ældste, jeg kender, er Johannes Wilhjelms maleri fra 1902 i Sct. Andreas Kirke i Kbh. Med spor af en skudskade fra 1944 (!) hænger billedet i dag over galleriet i kirken. Motivet er ikke et tilfældigt valg til Sct. Andreas kirke. I evangelieteksten er det disciplen Andreas, der gør Jesus opmærksom på den lille dreng med madpakken, og Andreas må i maleriet være den discipel, der står til venstre for drengen, fremhævet af det røde klæde. Jesus selv står midt i billedet, rank og lysende i aftensolens skær. Han er omgivet af den koncentrerede folkeskare på bjergskråningen. Nogle af de nærmeststående mænd ser anspændte ud, mens de siddende kvinder er mere andagtsfulde. Jesus har taget drengens brød i hånden og vender sit blik mod himmelen og takker….

Johannes Wilhjelm (d. 1938) har for nylig mødt fornyet interesse i forbindelse med en stor særudstilling på Fuglsang Kunstmuseum, hvor der mellem hans andre genrer var udstillet et billede af Bebudelsen. Wilhjelms kirkelige værk omfatter også et korsbæringsbillede fra 1907, som hænger i Fjerritslev Kirke.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s