Kunst til kirkeåret

Constantin Hansen, "Herren og de to disciple, som går til Emmaus",1870,
Egeskov Kirke (Igeskov) nu Vejlby Kirke ved Fredericia. Malet i lighed 
med det tre år ældre topstykkebillede til Roskilde Vor Frue

“VI HAVDE HÅBET”…  I dagens sidste solskinstimer slår den opstandne følge med to disciple på Emmausvejen, men genkendes foreløbig ikke. “Deres øjne holdtes til”. Den traditionelt skildrede Kristus med det fjerne blik fremtræder med en lethed og et diskret lysskær. Disciplene giver billedet en jordbunden tyngde med deres forfærdede samtale om, hvordan deres håb er dræbt og begravet, og graven tilmed påskemorgen fundet tom. – Den tomme grav alene skaber altså ikke opstandelsestro. – Under vandringen lytter rejsefællen til de to disciples sorg, han udlægger teksten for dem, og de inviterer ham på aftensmad. Først da Kristus ved måltidet velsigner og bryder brødet, rammer genkendelsens fryd dem – og dermed påskens opstandelsestro. “Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?”…  Måltidet bliver en gudstjeneste, hvor Kristus er til stede i ordet og brødet. Kristussynet forsvinder, men mødet giver kraft til efter en lang dags vandring at haste tilbage til Jerusalem for at fortælle.

Den vidunderligt uudtømmelige beretning fra Luk 24 har inspireret til to motiver: Emmausvandringen og Emmausmåltidet. Fra guldalderens og vækkelsesbevægelsernes billeder fra 1800tallet og frem har Emmausmotiver været særdeles yndede i dansk kirkekunst, og motivet er endnu meget produktivt hos fx Peter Brandes. Det tilbyder et nærvær og en intimitet, som kalder på identifikation.

Jeg har valgt dette maleri af Constantin Hansen, der er en variation af hans tre år ældre topstykkebillede i Roskilde Vor Frue. Til forskel fra fx Roeds og Dorphs malerier af Emmausvandringen placerer Constantin Hansen ikke Kristus i billedets centrum, men i venstre side som et vidne til disciplenes opbragte og frustrerede samtale. Billedet er fin psykologisk portrætkunst. Det er tydeligt, at disciplene ikke her har genkendt ham, måske knap nok hæftet sig ved hans tilstedeværelse? – Det rejser et tidløst spørgsmål om hvorvidt mennesker på hver deres livsrejse forholder sig til ham  – som ledsager, livsvidne, håb?

Det er fristende i denne sammenhæng at bringe et Kierkegaardcitat fra o. 1850 om “at blive samtidig med Kristus”: “Det forbigangne er ikke virkelighed for mig; kun det samtidige er virkelighed for mig… Og således kan ethvert menneske kun blive samtidig: med den tid på hvilken han lever – og så med eet til, men Kristi liv på jorden, thi Kristi liv på jorden, den hellige historie står ene for sig, uden for historien”

Constantin Hansen (1804-1880), der var elev af både C. W Eckersberg og J. L . Lund og som tidens andre store malere dygtiggjorde sig i Rom, havde efter alt at dømme et dybt personligt forhold til kristendommen. Constantin Hansen havde fjernet sig fra rationalismen til fordel for det grundtvigske miljø, ikke mindst inspireret af sin 21 år yngre hustru Magdalene Købke, der opdrog deres 13 børn efter bedste grundtvigske idealer, i tæt kontakt til Skovgaardfamilien. Constantin Hansen malede 13 danske altertavler, heraf ni på Sjælland.

Elisabeth Jerichau Baumann "Kvinderne ved graven påskemorgen", Blåhøj Kirke, 
malet i Rom 1846. Foto: Claus Jensen

Tidligt om morgenen den første dag i ugen fandt kvinder gravstenen væltet fra og graven tom, men opfyldt af et englesyn: “Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazareth, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det”. Fra gravens mørke dyb lyser og lyder opstandelsesbudskabet til kvinderne her – og til kristne menigheder til alle tider.

I Blåhøj Kirke hænger Elisabeth Jerichau Baumanns maleri af kvinderne ved graven fra 1846. Elisabeth Jerichau har valgt at vise to Mariaer – svarende til Mattæus version – med himmelvendte ansigter. Th. antydes måske det sammenfoldede ligklæde. Noget direkte englesyn får vi ikke, men en bred lysstråle oppefra er opstandelsens tegn for kvinderne og for menigheden i Blåhøj.

Elisabeth Jerichau Baumann (1819-1881), der var født i Warszawa, blev gift med billedhuggeren J.A. Jerichau, hvis Kristusskulptur ved Jesuskirken jeg netop har vist på hjemmesiden. Blåhøj Kirkes altertavle er malet i Rom. Kunstnerparrets disharmoniske ægteskab bar frugt i form af otte børn – til trods for gemalens ustabile psyke. Den fremragende portrætmaler Elisabeth opholdt sig meget i udlandet og fik som kosmopolit et internationalt ry; men ‘verdensdamen’ blev i denne nationalromantiske periode opfattet som et ‘udansk’ fremmedelement i Danmark, og vi har kun enkelte kirkeudsmykninger fra hendes hånd. Hendes scener er ofte farverigt eksotiske og patetiske.

 

1851 J A Jerichaus Bronzestatue af den korsfæstede Jesus opstillet ved Jesuskirken 1898 som afløser for en kopi efter Michelangelos Mosesstatue.

Mattæus beretter, at ved den 9. time råbte Jesus højt fra korset: “Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” og opgav ånden – Men da officeren og hans vagter så alt, hvad der skete på Golgata, sagde de: “Sandelig, han var Guds Søn”

Thorvaldsens danske arvtagere og konkurrenter var billedhuggerne H W Bisssen (1798 -1868)  og den lidt yngre J A Jerichau (1816-1883). Bissens hovedværk var Den tapre Landsoldat, Jerichaus hovedværk var Panterjægeren. Jerichau opnåede med Panterjægerens spændingsfyldte drama sit internationale gennembrud i 1840’erne. Hans obligatoriske studietid i Rom fandt sted fra 1838, hvor han blev hjerteligt modtaget af Thorvaldsen og introduceret til staden, men da Thorvaldsens allerede et par år senere rejste hjem til Kbh., havde Jerichau rig mulighed for at udvikle sine egne stilnuancer. Det betød et skridt i mere naturalistisk retning i forhold til mesterens klassicisme.

I begyndelsen af 1850’erne skabte Jerichau skulpturen Kristus på korset, der fra 1898 kom til at stå som et vartegn ved Jesuskirken i Valby. På den høje korspæl ses indskriften med initialerne for Jesus fra Nazareth, jødernes konge, som på en gang er en satirisk spot og en dyb bekendelse. Derunder møder os en skikkelse i en klassisk-harmonisk positur, men samtidig et ubærligt martret menneske, der hængende i armene med fastlåst brystkasse har måttet bøje sit hovede og udånde.

Nogle år senere indgik Jerichaus store krucifiks på kirkepladsen i en slagt dramatisk dialog med Niels Hansen Jacobsens Trold vejrer kristenblod.

1858 Jørgen Roed "Ecce homo", Sommersted Kirke, Haderslev, foto Claus Jensen

“Han blev knust for vore synder… ved hans sår blev vi helbredt”… Sangen om Herrens lidende tjener Esajas 52 er den gammeltestamentlige læsning til langfredag. Den jødiske profettekst fortolkes i et kristent perspektiv som et prototypisk digt om Jesu stedfortrædende lidelse, ja næsten som en gammeltestamentlig drejebog for evangeliernes lidelseshistorie. Det er denne tekst, der er citeret i indskriften under alterbilledet fra Sommersted Kirke.

Tanken om den skyldfris lidelse på de skyldiges vegne forløfter vi os på. Men lidelsen findes overalt i vor verden, og vi gør hele tiden hinanden til syndebukke – i den mindre skala med mobbeofre, i den store skala som ofre for folkedrab. Den torterede Jesus bad for bødlerne: “Fader tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør!” Kristus lærte os, at Gud ikke er hævnens Gud, men har sat Jesus i verden som forsoningens tegn. Kan Jesu lidelse lære os at se, at vi ikke har Gud i ryggen, men har Gud foran vore øjne, når vi er medskyldige i, at mennesker bliver mishandlet?

Lige forud for langfredagens prædiketekst fortæller Mattæus at Pilatus ikke fandt nogen skyld hos Jesus, men dog overgav ham til henrettelse og til tortur i paladsgården: “Og de klædte ham af og hængte en skarlagenrød kappe omkring ham. Og de flettede en krone af trone og satte den på hans hoved og gav ham et rør i højre hånd; og de faldt på knæ for ham, drev spot med ham og sagde: ‘Hil dig jødekonge!’ Så spyttede de på ham og tog røret og slog ham i hovedet med det.” 

ECCE HOMO! Se, hvilket menneske!

Skildringen af den torterede Jesus har været et vigtigt  andagtsbillede i middelalder og renæssance, og som udvidet figurbillede var det et motiv for historiemalerne, – men det var faktisk et utypisk motiv i den danske guldalder, der søgte lysere temaer. Portræt – og genremaleren Jørgen Roed (1808-88) spændte motivmæssigt usædvanligt vidt. Han søgte på sit lange studieophold i Italien inspiration hos renæssancemalerne og i den katolske mangfoldighed af motiver fra Jesu fødsel til lidelsen og opstandelsen. Hele dette traditionelle motivregister omsatte Jørgen Roed gennem et langt liv i en lang tække altertavler til danske kirker, hvor han til forskel fra de fleste samtidige også skildrede Jesu tortur, korsbæring og korsfæstelse.

JESUS BEDER I GETSEMANE HAVE

1836 malede Adam Müller sin (fhv) altertavle til Øsby kirke, Haderslev.

FADER, OM DU VIL, SÅ TAG DETTE BÆGER FRA MIG. DOG SKE IKKE MIN VILJE, MEN DIN!

Ved skærtorsdagens indstiftelse af nadveren forudsiger Jesus både Judas’ forræderi og Peters fornægtelse. Derefter går han til Getsemane ved Oliebjerget sammen med de nærmeste, som han beder våge sammen med sig. Alligevel falder disciplene i søvn. I sin ensomhed og dødsangst knæler Jesus på jorden og anråber Gud om skånsel. Som et ekko af Fadervor slutter hans bøn dog med: “Ske din vilje”. Sjælekampen om lidelsens mening eller meningsløshed skrives i evangelierne derved ind i den større fortælling om Guds frelsesplan. Lukas (alene) tilføjer en sætning om, at en engel viste sig for Jesus og styrkede ham. –  Judas er allerede på vej med ypperstepræstens vagter og arrestordren.

På Adam Müllers maleri ser vi midt i billedmidten Kristus med en åben bedegestus og ansigtet vendt mod en metafysisk lyskilde. Tv i forgrunden ses sovende disciple, i baggrunden Judas og hans følge under månen.

Bønnen i Getsemane er et af 18tallets allerhyppigste motivvalg til alterbilleder, både hos Eckersberg og hos mange af hans elever så som Müller. Det er tid at slippe såvel barokkens patetiske dramatik som den tørre rationalisme til fordel for forkyndende billeder med en stilfærdig inderlighed.

Figurmaleren Adam Müller (1811-44) udførte billedet til Øsby Kirke i 1836. Han var bispesøn, men mindre interesseret i boglige studier, blev en hædret elev af C. W. Eckersberg, men også påvirket af J. L. Lund og nazarenergruppen i retning af from idealisme. Müller nåede at færdiggøre en halv snes værker med kristne motiver, hvoraf hovedværket til reformationsjubilæet “Luther på Rigsdagen i Worms” nu kan ses i Helligåndskirken på Strøget. Det lovende kunstnerliv blev kort. Tuberkulosen lagde den kun 32årige Adam Müller i graven.