Constantin Hansen, "Herren og de to disciple, som går til Emmaus",1870, Egeskov Kirke (Igeskov) nu Vejlby Kirke ved Fredericia. Malet i lighed med det tre år ældre topstykkebillede til Roskilde Vor Frue
“VI HAVDE HÅBET”… I dagens sidste solskinstimer slår den opstandne følge med to disciple på Emmausvejen, men genkendes foreløbig ikke. “Deres øjne holdtes til”. Den traditionelt skildrede Kristus med det fjerne blik fremtræder med en lethed og et diskret lysskær. Disciplene giver billedet en jordbunden tyngde med deres forfærdede samtale om, hvordan deres håb er dræbt og begravet, og graven tilmed påskemorgen fundet tom. – Den tomme grav alene skaber altså ikke opstandelsestro. – Under vandringen lytter rejsefællen til de to disciples sorg, han udlægger teksten for dem, og de inviterer ham på aftensmad. Først da Kristus ved måltidet velsigner og bryder brødet, rammer genkendelsens fryd dem – og dermed påskens opstandelsestro. “Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?”… Måltidet bliver en gudstjeneste, hvor Kristus er til stede i ordet og brødet. Kristussynet forsvinder, men mødet giver kraft til efter en lang dags vandring at haste tilbage til Jerusalem for at fortælle.
Den vidunderligt uudtømmelige beretning fra Luk 24 har inspireret til to motiver: Emmausvandringen og Emmausmåltidet. Fra guldalderens og vækkelsesbevægelsernes billeder fra 1800tallet og frem har Emmausmotiver været særdeles yndede i dansk kirkekunst, og motivet er endnu meget produktivt hos fx Peter Brandes. Det tilbyder et nærvær og en intimitet, som kalder på identifikation.
Jeg har valgt dette maleri af Constantin Hansen, der er en variation af hans tre år ældre topstykkebillede i Roskilde Vor Frue. Til forskel fra fx Roeds og Dorphs malerier af Emmausvandringen placerer Constantin Hansen ikke Kristus i billedets centrum, men i venstre side som et vidne til disciplenes opbragte og frustrerede samtale. Billedet er fin psykologisk portrætkunst. Det er tydeligt, at disciplene ikke her har genkendt ham, måske knap nok hæftet sig ved hans tilstedeværelse? – Det rejser et tidløst spørgsmål om hvorvidt mennesker på hver deres livsrejse forholder sig til ham – som ledsager, livsvidne, håb?
Det er fristende i denne sammenhæng at bringe et Kierkegaardcitat fra o. 1850 om “at blive samtidig med Kristus”: “Det forbigangne er ikke virkelighed for mig; kun det samtidige er virkelighed for mig… Og således kan ethvert menneske kun blive samtidig: med den tid på hvilken han lever – og så med eet til, men Kristi liv på jorden, thi Kristi liv på jorden, den hellige historie står ene for sig, uden for historien”
Constantin Hansen (1804-1880), der var elev af både C. W Eckersberg og J. L . Lund og som tidens andre store malere dygtiggjorde sig i Rom, havde efter alt at dømme et dybt personligt forhold til kristendommen. Constantin Hansen havde fjernet sig fra rationalismen til fordel for det grundtvigske miljø, ikke mindst inspireret af sin 21 år yngre hustru Magdalene Købke, der opdrog deres 13 børn efter bedste grundtvigske idealer, i tæt kontakt til Skovgaardfamilien. Constantin Hansen malede 13 danske altertavler, heraf ni på Sjælland.
Birgitte Bech kirkekunst 