Kunst til kirkeåret

4. sønd. e. påske, 2. rk. – “Jeg er den, jeg er!”

Altets Gud er større end navne, sprog, slægter, kulturer…

Tredje søndag efter påske kunne vi høre om Moses’ kaldelse ved den brændende tornebusk. Her fik han sin overvældende opgave og dertil et løfte af den usynlige Gud: “Jeg vil være med dig”. På Moses’ spørgsmål: “HVEM har sendt mig?”  lød svaret: “JEG ER DEN, JEG ER!” – Nu fjerde søndag efter påske identificerer Kristus sig iflg. Joh. 8 ved den samme universelle betegnelse: “Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at JEG ER DEN, JEG ER”… “som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig”. “Ophøjet” er et dobbelttydigt ord: Det gælder både den fysiske ophøjelse på korset og oprejsningen. I påskens paradoksale fortælling sprænges alle kendte barrierer. Her er en suveræn frisættelse i forhold til alt, hvad der fastlåser mennesker, både i form af indre dæmoner og i forhold til slægters, etniciteters og konfessioners grænsevogtere. Gud er den, han er, og Kristus realiserer Guds godhed – for den højeste pris og for alle mennesker. 2013 Maja Lisa Engelhardt Kristus står i sin tornekrone FISK, tro_01

I symbolsprogets billedverden ligger det lige for at trække en linje fra den brændende tornebusk til Jesu tornekrone. Begge koncentrerer kaldets, offerets og oprejsningens moment. Maja Lisa Engelhardt har så at sige sammenskrevet fortællingerne i et fortættet symbol i værket “Kristus står i sin tronekrone”, som hun har malet i glødende farver. Himmellyset står ned som en hvidgul søjle langs Kristusskikkelsen og tænder en brændende krans omkring ham. Billedet blev brugt på en plakat, som i anledning af Søren Kierkegaards jubilæumsår 2013 blev udgivet af FISK, dvs. Folkekirkens Skoletjeneste (folkekirken i skolen). Allerede før Maja Lisa Engelhardt begyndte at male Kristusskikkelser, var hun optaget af den brændende tornebusk som tegn for det hellige, et motiv, som faktisk var noget upåagtet i kirkekunsten, indtil hun så at sige fik det til at gløde i mystisk-poetiske billeder.

St. bededag – “Bed, så skal der gives jer”

Til denne anderledes bededag vælger jeg Elof Risebyes maleri “Bag ruden” fra 1939 – et billede som er både bedrøvet og håbefuldt. Risebye er kaldt ‘sorgens maler’, men hans billeder af et indestængt liv er ikke bare fortvivlende. ‘Mødet’ med den frie, kvidrende  fugl i vinduet betegner både en kontrast og et håbstegn. Lysranden om det ikoniske ansigt er en signatur for den tro, som er fortegn i mange af Risebyes stille billeder.

1939 Elof Risebye Bag ruden Picture1

Billedet findes i bogen 'Risebye + Kierskou' 
fra Vejen Kunstmuseum

3. søndag efter påske, 2. rk. “Vejen, sandheden og livet”

Vejen er et dragende motiv. Vi oplever intuitivt os selv som værende undervejs på en livsrejse fra fortid mod fremtid. Fortiden determinerer os, somme tider i uhyggelig grad, men forestillingen om fremtiden måske endnu mere, når vi motiveres af bekymring – eller af håb. Håbet kan sejre over bitre erfaringer. Evangeliet vil lade håbet determinere os. Kristus siger iflg. Joh 14: “Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig”..  Og Kristus omtaler sig selv som “vejen, sandheden og livet”. Når vejen er et motiv for kirkekunsten, hvad den i samtidskunsten ofte er, er der altid lys for enden af vejen. Det behøver ikke at udmønte sig i et glansbillede af et landskab. Vejen kan skildres som næsten ufremkommelig med tjørn, sten og mørke bjergmassiver, som hos fx Maja Lisa Engelhardt eller Trondur Patursson. Ikke altid er det let at være undervejs som håbets gesandt.

Vejen er en misbrugt metafor, når den er skamredet af det metafysiske fremtidsperspektiv: Hvor kommer jeg hen: Helvede eller Himmel? Men evangeliet skal ikke bringe en verdensfravendt evighedslængsel, som kun identificerer vejen ved endestationen: ‘vejen hvorhen‘. Vejen er ikke bare billet til det fjerne forjættede land. Evangeliet handler fuldt så meget om ‘vejen ad hvilken‘, altså om nærvær på hele den vej, vi går ad: Hvor går vi, og hvordan går vi? Hvordan finder vi mening undervejs i alle livsrejsens etaper? Hvordan undgår vi, at karantænetid bare er ventetid? Hvordan erfarer vi dagligt den åbne himmel over os? Evangeliet handler om nærvær undervejs, sådan at forstå, at Gud er nærværende undervejs hos hver enkelt med sin tro, sit håb og sin kærlighed. Når Kristus kalder sig vejen, forstår jeg det helst med billedet fra 2. påskedag: Et par triste disciple fik efter påske den lykke at gå ad vejen til Emmaus sammen med en ledsager, som “fik deres hjerter til at brænde” – og “åbnede deres øjne”…

2002-2006 Sigrun Gunnarsdottir the-road50x45sold

Jeg vælger endnu engang et maleri af den spændende færøske kunstner Sigrun Gunnarsdottir, som med enkle, symbolske billeder formår at bringe evangeliets eksistentielle dimensioner på banen. Billedet hedder “The Road” og er malet i begyndelsen af dette årtusinde. Vi står med en overvældende, næsten uoverkommelig vej foran os, med et meget mørkt bjerglandskab i baggrunden. Personen i billedet er lillebitte og ensom. Vokser mørket, eller er der et morgengry på vej? Opmærksomheden samler sig om billedets tegn: En lysende hvid blomst er brudt gennem brostensbelægningen.

2. sønd. efter påske, 2. rk. – “Mine får hører min røst, og jeg kender dem”

Den gode hyrde er et vidunderligt billede, som har vist sig mere bæredygtigt end erhvervet selv, i hvert fald i Danmark. Her akkumuleres fortællinger om at lede hjorden til græsning og vandingssted, om at forsvare den mod angreb og om at gå langt for at redde det enkelte vildfarne lam. Joh. kap 10 tilføjer omtalen af den indbyrdes fortrolighed mellem hyrde og fåreflok. Hjorden kender hyrden på stemmen og lyder  af gode erfaringer denne stemmes kalden til forskel fra andres. At følge netop denne stemme har iflg. evangeliet et evigt perspektiv, som hyrden selv står inde for: “Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af  min hånd.” – Det er en beroligende tekst, der ofte er læst ved begravelser.

1895 Luplau Janssen Fjelsø kirke topstykke Claus DSC08870

Efter guldalderen, især fra slutningen af 1800tallet, dukker hyrden op i danske altertavler. Ved det forrige århundredskifte var hyrder i de fysiske omgivelser jo stadig et velkendt syn, men kunstnerrejser til Ravennas byzantinske hyrdemosaikker har nok også inspireret kirkekunstnere til at tage motivet op. En maler, som er nogenlunde samtidig med de  hyrdemalende Skovgaardbrødre, men som kun undtagelsesvis har bidraget til kirkekunsten, er genre- og portrætmaleren Luplau Janssen (1869-1927). Janssen var vant til at skildre livet på landet, også et muntert liv med fåreavl. Han har i 1897 leveret to malerier til Fjelsø Kirkes altertavle: en blindehelbredelse nederst og et hyrdebillede øverst, som i grunden passer ret dårligt sammen. Altertavlens unge hyrde har en diskret glorie, som næsten er et stilmæssigt fremmedelement. Omgivelserne virker temmelig danske med åen i det frodige græs og drivende skyer foran et diset byprospekt.

Nederst ses hele Fjelsø Kirkes renæssancetavle inkl. evangelistskulpturer og Luplau Janssens dramatiske maleri af den blinde Bartimæus’ helbredelse. Foto: Claus Jensen

1895 Luplau Janssen Fjelsø kirke Claus DSC08870

 

Kunstneren Erik Hagens fylder firs

21. april 2020 fylder kunstner Erik Hagens firs, og disse firs år har ikke været kedelige! Hjerteligt til lykke med fødselsdagen!

Erik Hagens blev fra 2006 kendt i kirkelige kredse med “Esbjergevangeliet”, en 40 m lang fortolkning af bibelske fortællinger, som blev malet i fællesarealet på University College i Esbjerg. På kopierede plancher har værket siden turneret i Danmark til inspiration og undren.  –

Skovlunde Kirke gav Erik Hagens en egentlig kirkelig udsmykningsopgave: “Effatha, luk dig op!”. Tilblivelsen af det komplekse værk blev fulgt med spænding fra 2012, og i 2019 var det endelig fuldført som en ganske original, aktuel ‘bibeloversættelse’. På en række oplukkelige vægskabe fortolkes kirkens højtider ind i en nutid, som bliver set med kritiske øjne. “Kirkelig kunst, der ukritisk og uden tanke bygger videre på gamle traditioner, er der nok af”, udtalte kunstneren. Her formidles “Jesus som den evigt utilpassede”.  Samtaler med kunstneren gav anledning til en offentlig debat om, hvorvidt værket er partipolitisk. På skabsmalerierne sprænges traditionelle fortolkningsrammer, æstetiske linjer og proportionalitet af kunstnerens ustyrlige mylder af associationer, som mht. afkodning stiller ganske store krav til iagttagerens indsats. Resultatet er uroligt, overraskende, morsomt, provokerende og debatskabende – og indimellem også smukt. I kraft af det frugtbare samarbejde med hustruen, keramiker Ursula Munch-Petersen, har dele af udsmykningen karakter af relief. Relieffet er fremtrædende på altertavlen, som kaldes “JEG ER-skabet”, hvor syv signifikante Jesusord – såsom “Jeg er vejen” – flettes sammen.

Alterbilledet lukkes delvist til langfredag og måske også ved bisættelser, hvor skoddernes spindelvæv, sorte tidsler og sårede hænder spærrer for indblikket. I koronalukningens mørke stunder kan dette forekomme at være den nye normal.

2019senest Erik Hagens og Ursula Munch Petersen, Skovlunde Billede1

Des mere befriende er det at slå alterbilledets skodder op og se altertavlens åbne og frodige side med mælkebøtter og grønt, økologisk landbrug og social omsorg. Her springer den opstandne frem som en ny skabning med åbne arme og indbyder til en fælles fest for livet. Foto: Claus Jensen

lysnet P1130963