Kunst til kirkeåret

En skabende sjæl har nu forladt sit billedværksted, sit jazzorkester og sin hjemegn. Thorvald Odgaard har som billedkunstner sat en overdådighed af konkrete spor, lige fra fine, små smykker til monumentale skulpturer i offentlige rum. Særligt hjembyen Nibe er rig på Odgaards finurlige værker. Bisættelsen på lørdag vil efter kunstnerens hjerte nærme sig en kulturfestival i Nibe så vidt situationen tillader det.

Her vises en af Thorvald Odgaards kirkeudsmykninger, en bronzeengel i arkitektonisk ramme fra 1998. Den befinder sig i Kvissel Kirke, en af kirkerne i Aalborg Stift, som Niels Clemmensen har dokumenteret med gode fotos. Som kirkekunstner er Thorvald Odgaard far til en række stiliserede engle, der melder sig som dynamiske gæster på jorden. Skarpe som lyn og med vingerne pegende opad minder de os stadig om eksistensens vertikale dimension.

Tak for dit besøg på jorden, Thorvald Odgaard.

Altets Gud er større end navne, sprog, slægter, kulturer…

Tredje søndag efter påske kunne vi høre om Moses’ kaldelse ved den brændende tornebusk. Her fik han sin overvældende opgave og dertil et løfte af den usynlige Gud: “Jeg vil være med dig”. På Moses’ spørgsmål: “HVEM har sendt mig?”  lød svaret: “JEG ER DEN, JEG ER!” – Nu fjerde søndag efter påske identificerer Kristus sig iflg. Joh. 8 ved den samme universelle betegnelse: “Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at JEG ER DEN, JEG ER”… “som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig”. “Ophøjet” er et dobbelttydigt ord: Det gælder både den fysiske ophøjelse på korset og oprejsningen. I påskens paradoksale fortælling sprænges alle kendte barrierer. Her er en suveræn frisættelse i forhold til alt, hvad der fastlåser mennesker, både i form af indre dæmoner og i forhold til slægters, etniciteters og konfessioners grænsevogtere. Gud er den, han er, og Kristus realiserer Guds godhed – for den højeste pris og for alle mennesker.

I symbolsprogets billedverden ligger det lige for at trække en linje fra den brændende tornebusk til Jesu tornekrone. Begge koncentrerer kaldets, offerets og oprejsningens moment. Maja Lisa Engelhardt har så at sige sammenskrevet fortællingerne i et fortættet symbol i værket “Kristus står i sin tronekrone”, som hun har malet i glødende farver. Himmellyset står ned som en hvidgul søjle langs Kristusskikkelsen og tænder en brændende krans omkring ham. Billedet blev brugt på en plakat, som i anledning af Søren Kierkegaards jubilæumsår 2013 blev udgivet af FISK, dvs. Folkekirkens Skoletjeneste (folkekirken i skolen). Allerede før Maja Lisa Engelhardt begyndte at male Kristusskikkelser, var hun optaget af den brændende tornebusk som tegn for det hellige, et motiv, som faktisk var noget upåagtet i kirkekunsten, indtil hun så at sige fik det til at gløde i mystisk-poetiske billeder.

Til denne anderledes bededag vælger jeg Elof Risebyes maleri “Bag ruden” fra 1939 – et billede som er både bedrøvet og håbefuldt. Risebye er kaldt ‘sorgens maler’, men hans billeder af et indestængt liv er ikke bare fortvivlende. ‘Mødet’ med den frie, kvidrende  fugl i vinduet betegner både en kontrast og et håbstegn. Lysranden om det ikoniske ansigt er en signatur for den tro, som er fortegn i mange af Risebyes stille billeder.

Billedet findes i bogen 'Risebye + Kierskou' 
fra Vejen Kunstmuseum

Vejen er et dragende motiv. Vi oplever intuitivt os selv som værende undervejs på en livsrejse fra fortid mod fremtid. Fortiden determinerer os, somme tider i uhyggelig grad, men forestillingen om fremtiden måske endnu mere, når vi motiveres af bekymring – eller af håb. Håbet kan sejre over bitre erfaringer. Evangeliet vil lade håbet determinere os. Kristus siger iflg. Joh 14: “Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig”..  Og Kristus omtaler sig selv som “vejen, sandheden og livet”. Når vejen er et motiv for kirkekunsten, hvad den i samtidskunsten ofte er, er der altid lys for enden af vejen. Det behøver ikke at udmønte sig i et glansbillede af et landskab. Vejen kan skildres som næsten ufremkommelig med tjørn, sten og mørke bjergmassiver, som hos fx Maja Lisa Engelhardt eller Trondur Patursson. Ikke altid er det let at være undervejs som håbets gesandt.

Vejen er en misbrugt metafor, når den er skamredet af det metafysiske fremtidsperspektiv: Hvor kommer jeg hen: Helvede eller Himmel? Men evangeliet skal ikke bringe en verdensfravendt evighedslængsel, som kun identificerer vejen ved endestationen: ‘vejen hvorhen‘. Vejen er ikke bare billet til det fjerne forjættede land. Evangeliet handler fuldt så meget om ‘vejen ad hvilken‘, altså om nærvær på hele den vej, vi går ad: Hvor går vi, og hvordan går vi? Hvordan finder vi mening undervejs i alle livsrejsens etaper? Hvordan undgår vi, at karantænetid bare er ventetid? Hvordan erfarer vi dagligt den åbne himmel over os? Evangeliet handler om nærvær undervejs, sådan at forstå, at Gud er nærværende undervejs hos hver enkelt med sin tro, sit håb og sin kærlighed. Når Kristus kalder sig vejen, forstår jeg det helst med billedet fra 2. påskedag: Et par triste disciple fik efter påske den lykke at gå ad vejen til Emmaus sammen med en ledsager, som “fik deres hjerter til at brænde” – og “åbnede deres øjne”…

Jeg vælger endnu engang et maleri af den spændende færøske kunstner Sigrun Gunnarsdottir, som med enkle, symbolske billeder formår at bringe evangeliets eksistentielle dimensioner på banen. Billedet hedder “The Road” og er malet i begyndelsen af dette årtusinde. Vi står med en overvældende, næsten uoverkommelig vej foran os, med et meget mørkt bjerglandskab i baggrunden. Personen i billedet er lillebitte og ensom. Vokser mørket, eller er der et morgengry på vej? Opmærksomheden samler sig om billedets tegn: En lysende hvid blomst er brudt gennem brostensbelægningen.

Den gode hyrde er et vidunderligt billede, som har vist sig mere bæredygtigt end erhvervet selv, i hvert fald i Danmark. Her akkumuleres fortællinger om at lede hjorden til græsning og vandingssted, om at forsvare den mod angreb og om at gå langt for at redde det enkelte vildfarne lam. Joh. kap 10 tilføjer omtalen af den indbyrdes fortrolighed mellem hyrde og fåreflok. Hjorden kender hyrden på stemmen og lyder  af gode erfaringer denne stemmes kalden til forskel fra andres. At følge netop denne stemme har iflg. evangeliet et evigt perspektiv, som hyrden selv står inde for: “Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af  min hånd.” – Det er en beroligende tekst, der ofte er læst ved begravelser.

Efter guldalderen, især fra slutningen af 1800tallet, dukker hyrden op i danske altertavler. Ved det forrige århundredskifte var hyrder i de fysiske omgivelser jo stadig et velkendt syn, men kunstnerrejser til Ravennas byzantinske hyrdemosaikker har nok også inspireret kirkekunstnere til at tage motivet op. En maler, som er nogenlunde samtidig med de  hyrdemalende Skovgaardbrødre, men som kun undtagelsesvis har bidraget til kirkekunsten, er genre- og portrætmaleren Luplau Janssen (1869-1927). Janssen var vant til at skildre livet på landet, også et muntert liv med fåreavl. Han har i 1897 leveret to malerier til Fjelsø Kirkes altertavle: en blindehelbredelse nederst og et hyrdebillede øverst, som i grunden passer ret dårligt sammen. Altertavlens unge hyrde har en diskret glorie, som næsten er et stilmæssigt fremmedelement. Omgivelserne virker temmelig danske med åen i det frodige græs og drivende skyer foran et diset byprospekt.

Nederst ses hele Fjelsø Kirkes renæssancetavle inkl. evangelistskulpturer og Luplau Janssens dramatiske maleri af den blinde Bartimæus’ helbredelse. Foto: Claus Jensen