Kunst til kirkeåret

Luk. 10 fortæller om Jesu besøg hos Lazarus’ søstre Martha og Maria, hvor Martha flittigt varter gæsten op, mens Maria sætter sig og lytter til ham. Den ene søster irriteres over at være alene om det huslige slæb, den anden prøver at overhøre søsterens rastløse foretagsomhed. Vi kender sikkert begge roller fra os selv, og her får vi så lov at sænke skuldrene. “Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende”. Meningen er nok ikke, at vi generelt skal lade andre om arbejdet, men at vi må slippe den eksistentielle uro. Vi skal og kan ikke rastløst præstere os til fylde i tilværelsen; finder vi livets fylde, er det som en glæde i nærværet, modtaget med tro og tillid. Nåden er som gave lige så tilgængelig for små børn som for forslidte gamle koner; den er ikke summen af flueben på ‘to-do-listen’.

Den svensk-danske maler Karl Isakson (1878-1922) malede få år før sin død dette bemærkelsesværdige oliemaleri af Jesus hos Martha og Maria – med bror Lazarus som bisidder ved det dækkede bord tv. Isakson havde besøgt den danske kristne modernist Niels Larsen Stevns og følte sig underlegen i sammenligning. Isaksons religiøse billeder bevidner dog, at han tog ved lære af Stevns’ betydningsladede brug af lyset og farvernes glød. Farverne giver billedet liv og intensitet og kan løfte dets budskab til et metafysisk plan. Mens Marthas rygvendte og travle silhuet er næsten skræmmende sort, fremhæver Marias luerøde hovedklæde hendes hengivne opmærksomhed. Hun er med krop og sjæl vendt mod Jesus, der behersker billedet som en rolig, himmelblå gestalt. Marthas sorte skygge formår ikke at afskære den intense kontakt mellem Jesus og Maria. Vi kender Jesu replik og kan næsten høre ham kalde Martha ud af rastløsheden og ind i lyset. – Billedet, som er i privateje, har jeg fundet gengivet i Mikael Wivels fremragende klassiker “Lysets tøven” om Niels Larsen Stevns.

I Jerusalem kan man besøge den arkæologiske udgravning af Bethesda Dam og forestille sig al den akkumulerede elendighed på Jesu tid: Syge med eller uden håb, der lå og ventede på et mirakel, som beskrevet i Joh. 5. Mirakelforventningen var underligt nådesløs: Det var alles kamp mod alle. Hvis en engel pludselig ville komme farende ned og røre vandet, kunne den første badende – og kun den første – blive helbredt; det store ukampdygtige flertal uden effektive forkæmpere måtte forblive i hjælpeløsheden.

Jesus omskaber historien ved at genstarte et liv, der i 38 år har være stivnet i denne venteposition: “Vil du være rask”? “Rejs dig, tag din båre og gå!” Det er nok ikke en historie om, at man altid bare kan og skal tage sig sammen, men nok en historie om, at Guds muligheder med et menneske aldrig er udtømte og langt kan overskride vore nøjsomme forventninger. Nåden er ikke rationeret. Nåden er ikke begrænset til etablerede kanaler. Nåden kan overraske som et uventet møde, tilsagn og inspiration – og forvandle resignation til latter.

I denne sære koronatid kan mange genkende tilværelsen som en venteposition, hvor vaccinen måske står for os som det ventede mirakel: På et tidspunkt ad åre bliver denne ‘frelse’ måske tilgængelig, – forhåbentlig ikke blot i de rige samfunds nådesløse kamp mod alle. MEN med alle begrænsninger er denne sære periode ikke bare en ventetid, ikke bare en lang parentes, før livet genoptages, men det er vort liv nu. Det er betydningsfulde dage – måneder – år. Det er timer, som Gud allerede fylder med velsignelse. Kan vi ikke stadig modtage den nåde at være elskede og kunne elske? Føre gode samtaler? Synge? Le? Måske rejse os og gå?

Joakim Skovgaard malede 1886-88 sit dramatiske billede: “Englen rører ved vandet i Bethesda Dam”, som kan kaldes Skovgaards første religiøse billede. Det hænger nu på Nasjonalmuseet for kunst, arkitektur og design i Norge. Jeg har bl.a. fundet billedet gengivet i Bd. 5 i Ny Dansk Kunsthistorie.

Henrik Wivel skriver i sin kyndige fortolkning i bogen Joakim Skovgaard bl.a. at billedet har visionens karakter, hvor englen som et vinget lyn er det lysende fikspunkt. Billedet rummer store kontraster mellem den statiske arkitektur og det dynamiske liv, der strømmer om dammens vand. Der er flere kontraster i billedets struktur: De syge udgør et tumultarisk felt, det maser sig frem. Den voldsomt fysiske menneskemasse med al dens kamp og uro danner en effektfuld modsætning til det egenartede metafysiske i englen tilstedeværelse. Englens blændende vingefang omgives af en strålekrans, der til forskel fra al den menneskelige uro er præget af orden og harmoni.

Billedet er en forløber for Joakim Skovgaards kristne hovedværker. Her ved Bethesda Dam venter vi endnu på Kristus.

Matt. 20 viser et uklædeligt billede af discipelkredsens skinsyge kamp om magt og anerkendelse, om at skaffe sig position – sågar i Guds rige. Sådan har mennesker vist gebærdet sig til alle tider, i alle fora. Salmedigteren Thomas Kingo sang om verdens “Forfængelighed, forfængelighed.” Det er ganske nedslående at spejle sig i. Anderledes nyskabende er evangeliets stærke modbillede: “I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener”… Et virkeligt alternativ! Guds rige ER magtkampens alternativ. Jesus formulerer ikke bare et sprogligt modbillede, han ER i kød og blod selve modbilledet som Menneskesønnen, der er kommet “for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.” –  Iflg. Matthæus’ fortælling er Jesus med disciplene på vej til Jerusalem og forudsiger nu for første gang i evangeliet sin død, der tydes som et offer for mange. Magtkampens stærkeste modbillede er det største offer. I forkrøblede relationer kan selv ofre somme tider misbruges som magtmidler, men det gælder ikke det offer, som gives af kærlighed med henblik på frisættelse af medmenneskers liv.

I 2017 fik Silkeborg Kirke sin nye udsmykning af Peter Brandes. Alterbordets kortsider er smykket med symboler for de tolv apostle med deres martyr-attributter, på forsiden ses et keramisk billede i smukke blå nuancer med sort tegning. Denne tegning viser i et fortættet symbol både Jesu korsbæring og Den gode hyrde, og herved anskueliggøres, at Jesu offer er en omsorgshandling. Teksten th på alterbordet er salig Simon Grotrians korte digt: “NÅDEN ER”, hvori evangeliet krystalliseres sublimt som den pure nutid. – Knæfaldets gitter har andre stiliserede billeder fra lidelseshistorien.

Foto: Claus Jensen

Peter Brandes har tematisk og æstetisk tilpasset sin udsmykning til den kunst, der allerede fandtes i kirken: Sigurd Olriks apsisruder med Sædemanden og Den gode hyrde og billedskærer Gunnar Hansens arkaiserende alterprydelse af den korsfæstede med Maria og Johannes ved korsets fod. Helheden er blevet smuk.

Matt. 12 trækker linjerne skarpt op: Hvad er den utilgivelige synd? Hvordan skelner man onde fra gode? – Jesus overrumpler med sin autoritet, men bliver af kritiske tilhørere bedt om at legitimere sig: “Mester, vi vil se dig gøre et tegn.” Kritikere forlanger beviser at støtte sig til? “Men den (utro slægt) skal ikke få andet tegn end profeten Jonas’ tegn” lyder så Jesusordet. Hedninge i Nineve omvendte sig ved Jonas’ prædiken, men hvem omvendes af Jesu prædiken? – Hvem hører hans ord som sandheden om deres liv? Tro er en tillid, som ikke kan funderes i beviser, et spring ud på 1000 favne dybt vand, som Søren Kierkegaard formulerede det; anderledes kan det ikke være. – Efter påske kan vi finde symbolske betydningslag i Jonas’ tegn: “som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter, sådan skal Menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter.” Jesus måtte ligesom Jonas overgive sig til mørket, før Gud genrejste ham i lys og Ånd. – Hvis Kierkegaard har ret, åbner troen sig også først ret for os, når vi selv har mistet fodfæstet. I det dybeste mørke erfares Helligåndens lys som eneste pejlemærke og livline. Helligånden spottes ikke af den, der råber til Gud fra det dybe.

Det mytiske drama om Jonas’ nærdødsoplevelse og tilbagevenden til livet har inspireret både ældre og nogle få yngre (kirke)kunstnere (bl.a. Olivia Holm Møller, Leif Sylvester, Bjørn Nørgaard og Bodil Kaalund). Den store bibelillustrator Bodil Kaalunds maleri af Jonas, der kastes over bord i det frådende, altopslugende hav, er et af hendes stærkeste billeder, set med mine øjne. Det er ét ud af tre Jonas-motiver i en større billedrække på pulpituret i Nørre Felding Kirke ved Holstebro, som hun udsmykkede omkring årtusindskiftet. Foto: Claus Jensen

“Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget”, lyder Jesusordet iflg. Luk 7 om en berygtet kvinde i byen. Den unavngivne kvinde har netop trængt sig ind ved farisæerens pæne middagsselskab, helt hen til Jesus, for at takke ham for at have taget skammen og fortabtheden fra hende. Hendes møde med Jesu accept og tilgivelse har løftet hende som menneske, og nu svarer hun ham med sin tilbedelse og sin mest uforbeholdne ordløse kærlighedserklæring: Hun overøser hans fødder med en blanding af olie, tårer og kys, og Jesus tager ordet i det forargede selskab som hendes forsvarsadvokat: Kvindens store kærlighed bevidner hendes taknemmelighed over at have modtaget stor tilgivelse. Det er en god historie om, at Guds nåde er der først og sidst som forudsætning for al kærlighed og generøsitet. – Og tanken strejfer, om kvindens synder måske også var en slags generøsitet? – Kvindesynet har siden ændret sig (mere eller mindre), så vi måske umiddelbart snarest forarges over farisæernes forargelse. Vi er trætte af fordomsfulde, seksualforskrækkede kulturer med kvinder som syndebukke; vi har i nutiden i vidt omfang flyttet fokus til andre synder, anden skam og anden fordømmelse (skal vi begynde med politisk og økonomisk kriminalitet?). – Prædikanten kan komme til at gøre sig svære overvejelser om, hvordan en nutidig historie om en overraskende syndsforladelse kan fortælles, så den rammer vore liv og lige her giver anledning til forundring og begejstring.

Kirkekunsten har mellem guldalderens og vækkelsesbevægelsernes udsmykninger nærmest svælget i skildringer af sønderknuste ‘synderinder’ i Jesu gode selskab, den ene mere uimodståelig end den anden. Men salvninger af Jesu fødder er der ikke mange af – heller ikke selvom den noget anderledes historie om ‘salvningen i Bethania’  tælles med. De kendteste danske fortolkninger er malet af Joakim Skovgaard, Johs. Kragh og Niels Larsen Stevns (1864-1941). De førstnævnte har jeg kommenteret i tidligere kirkeår, denne gang viser jeg Niels Larsen Stevns’ velkendte maleri fra 1907-8 “Maria salver Jesu fødder”, som hænger på Kunsten i Aalborg. Flere af Niels Larsen Stevns’ bedste kunstværker blev museumsstykker, somme tider fordi kirkelige købere manglede modet til at anskaffe hans foruroligende øjebliksbilleder af mennesker i spænding og bevægelse.