Lukas’ fortælling om den tolvårige Jesus i templet er en bekendelse, som bekræfter Jesu guddommelige mandat og bygger bro mellem julelegenderne og historien om den voksne Jesus. Det er en tankevækkende historie om autoritet. Det vise barn med det klare blik kan stille spørgsmål med fornyende kraft. Barnet gør ret i at forvirre sine forældre og lærerne i templet. Perspektivet skal rystes og udvides. Loyalitet mod tradition og familie må vige for den videre horisont, forkærligheder må vige for Kærligheden, tidsånden må udfordres af Ånden. Livet kan altid vise sig større, end vi gamle har tænkt os.
Lukas’ historie er omsat i mere end en snes danske kirkeudsmykninger fra kalkmalerier til ny kunst. Jeg har valgt et af de nyeste, som ganske vist kun er en let, lille skitse, men som ikke desto mindre fremtræder med stor kraft: den store kunstner Sven Havsteen Mikkelsens maleri fra 1970, som i 2008 blev købt til Drejø Kirke. I det kønne, traditionelle kirkerum med den agtværdige renæssancealtertavle kalder den lysende, rødklædte barneskikkelse i centrum på vores opmærksomhed, så vi må være forberedte på at høre nyt.
Julen slutter ikke før Helligtrekonger, hvor vi hjemme om ikke i kirken kan synge julen ud med ‘Dejlig er den himmel blå’, vores elskede salme om ledestjernen. Ganske vist kalder hverken Grundtvig eller Matthæus de “vise mænd fra Østerland” for konger; men ingen tvivl skal herske om, at selv denne verdens mægtigste må bøje sig for det fattige barn i Betlehem, som Gud kan se sig selv i. – Beretningen kan også læses som en smuk, generel allegori på menneskelivet som en rejse.
I middelalderen voksede de legendariske fortællinger om kongerne, deres navne, aldre og geografiske herkomst, med samt den gyldne pragt, de måtte omgives med; – historien om De hellige tre kongers eventyrlige rejse og virkningshistorie er i sig selv en fortælling værd. – Reformationen rensede ud i legenderne, men det frydefulde motiv klarede sig længe godt i kirkekunsten, især indtil de jævne hyrders tilbedelse omkring år 1700 for en stor del overtog scenen og dermed inviterede almuen og altså menigheden med ind i krybberummet.
Man kan beruse sig i Danmarks mange herlige billedtolkninger af Kongernes tilbedelse, men mit valg er let: Sommerture til danske øer har bl.a. ført mig til Aakirkeby på Bornholm, og jeg har lyst til at invitere alle med hertil. Skønt lige langt fra alle Bornholms turistmagneter er Aa Kirkes romanske døbefont i sig selv en pilgrimsrejse værd. Her kan vi beundre den døbefont, som mester Sighrafs måske så tidligt som 1175 har skabt i blød gotlandsk kalksten. Stenmesterens navn står for runekyndige at læse på en af relieffets søjler. Under slyngornamentik og arkadebuer ses den fineste billedserie med det fornemme besøg i Betlehem. De kronede skikkelser, som her er aldeles strunke, frembærer kostbarheder til barnet, som rank tager imod på Marias skød. Efterfølgende vises kongernes bortrejse til hest, hvor gaverne er byttet ud med grønne vækster (?) som hyldestens symbol. Billedrækken er ledsaget af forklarende tekstbånd, vel at mærke altså i runeskrift.
Sighraf har hugget fonte til flere kirker på Gotland, i Ringsted og i Ellinge, men fonten i Aakirkeby er den bedst bevarede i det nuværende Danmark.
Her zoomer vi ind på herlighederne med to af Claus Jensens detailfotos.
Nedenfor vises en gengivelse med oversættelse af runeteksten samt hele fontens omkreds ved hjælp af et gnidebillede. Sidstnævnte muliggjort gennem Ludv. F. A. Wimmers bog fra 1887: Døbefonten i Åkirkeby Kirke.
Nederst ses alle billedrækkens elleve scener fra Maria Bebudelse over Besøgelsen hos Elisabeth, Jesu fødsel i stalden, De hellige tre konger – og frem til Jesu lidelseshistorie. Her få julen altså lov at ‘vare lige til påske’.
Den ultrakorte Lukastekst beretter, at julens hovedperson otte dage gammel blev omskåret, og at han fik det navn, som var bestemt for ham, Jesus /Jhoshua, som på hebræisk betyder Gud frelser. Som historisk person er barnet indfældet i en kultur med love og traditioner, men som gudsbarn overskrider Jesus kulturernes grænser. Mennesker er hans anliggende, hinsides kulturelle barrierer. Evangeliet er universelt med potentiale til at frigøre mennesker fra lovreligiøse skel. At lovens herredømme er foreløbigt og ikke gælder i troens verden, udfoldes i helligdagens episteltekst fra Galaterbrevet. Her finder vi Paulus’ berømte spidsformulering om menneskers enhed: “I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus. Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus. Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand eller kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus”… Menneskehedens enhed og samhørighed i Jesu navn er således gudgiven, men samtidig en opgave, som vi er meget langt fra at have løftet.
Jeg vælger som fortolkning af enheden i Kristus en bronzeskulptur fra 2014, udført af Issa Kazah, som er opvokset og kunstuddannet og – så vidt jeg ved – stadig bor i Syrien. Den elegante skulptur er formet som en fisk, et af den tidlige kirkes Kristussymboler. Skulpturen hedder ‘Den sidste nadver’ og omfavner tolv skrøbelige personer, svarende til Jesu bordfæller ved påskemåltidet. Det tilføjer skulpturen et særligt betydningslag, at den er skabt af en kunstner fra et mishandlet Damaskus. Titlen ‘Den sidste nadver’ er som bekendt også titlen på Klaus Wivels bog fra 2013, hvor de kristne kirkers fortrængning fra især Mellemøsten er beskrevet. I en verden med mange former for forfølgelser af religiøse og etniske grupper viser statistikker nu, at kristne menigheder er de mest forfulgte. – Hvordan kan det engang blive til en erfaring, at vi alle er ét i Kristus?
Skulpturen er set på Galleri Emmaus i Haslev og i 2016 anskaffet til at pryde alterbordene i de moderne kirker i Hundige og Kokkedal.
Men nu tilbage til omskærelsen:
Der er gammel tradition for at tolke Jesu omskærelse som en prototype på den vold, han som voksen skal udstå: Allerede som spæd måtte han altså udgyde sit blod. Desuden vælges motivet som en analogi til barnedåben i den kristne kirke. I danske kirkeudsmykninger fra 15-1600-tallet er der en del relieffer med Jesu omskæring som motiv – sammen med de andre bibelske motiver fra Jesu barndom. Her viser jeg et detaljeret prædikestolsrelief fra 1667, udført til Hammer kirke ved Næstved af egnens berømteste billedskærer Abel Schrøder d. y. Den unge Abel blev født 1602, det år hvor hans far døde af pest. Han udviklede sit talent og videreførte værkstedet med sin mors, sin storebrors og svendenes hjælp og skabte gennem et langt arbejdsliv mesterværker til et halvt hundrede kirker, samtidig med at han i 42 år sikrede familien det daglige brød ved at arbejde som organist i Næstveds Sankt Mortens Kirke. Jeg har udvalgt dette eksempel fra Hammer Kirke på grund af den andagtsfulde grebethed, som står at læse i ansigterne på barnets familie. Kan de ikke minde om en højtidsstemt dansk dåbsfamilie? Foto: Claus Jensen.
Julesøndag kaldes også de gamles søndag, – ikke primært fordi det sædvanligvis mellem jul og nytår især er den aldrende ‘kernemenighed’, som passer kirkegængerembedet, men fordi Jesusbarnet på sin mors arm ved sin fremstilling i Jerusalems tempel møder de to meget gamle profetiske personer: Simeon og Anna, som i årevis har længtes efter Messias’ komme. Simeon erklærer sig hermed rede til at dø: “Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse, som du har beredt til alle folk”… – Det skal nok ikke kun forstås sådan, at Simeon med et styrket evighedshåb finder trøst mod egen død, men også sådan, at han erfarer den fylde og fred, som gives med troen på, at hans liv og hans opgave har givet mening. Troens glæde handler oftere om livets fylde og betydning end om dets uendelighed.
Dansk kirkekunst har især fra 1840’erne en række altertavler med Jesu fremstilling i templet for Simeon og Anna som motiv; heriblandt er også fine studier af tre generationer: fra vise oldinge til det lille barn, som endnu rækker bagud efter sin unge mor. En af disse menneskeskildringer malede Jørgen Roed få år før sin død i 1888. Simeon har blikket vendt mod det høje, mens gamle Anna ser på Maria. Josef bærer kurven med det lovpligtige renselsesoffer i form af duer. Som det førstefødte drengebarn er Jesus helliget Gud, hvilket barnets fremstilling i templet i sig selv godtgør. Jerusalems tempel er vist som klassisk eller klassicistisk arkitektur, hvilket måske gør motivet mere universelt. – Maleriet hænger i Skt. Bendts Kirke i Ringsted, som Roed havde et tilhørsforhold til. Det var jo også Skt. Bendts gamle døbefont. der indgik i Roeds kendte maleri ‘Haven med den gamle døbefont’. Foto: Claus Jensen
I en anden klasse, en klasse for sig, er den egenartede kunstner J. A. Jerichaus ekspressionistiske maleri af samme motiv fra 1914. Han synes ikke at interessere sig for personernes alder, profeterne ser slet ikke gamle ud. Og er det overhovedet et billede af velsignelse og forløsning? Der er malet lys i Simeons ansigt og også over det centralt placerede lyserøde barn, som næsten ser ud til at holde sig for ørerne. Men opmærksomheden drages især af Marias blik. Hun stirrer stift frem for sig, som er hun rystet af Simeons sidste profetiske ord: “Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge”… Vi tænker på traditionen om ‘Marias 7 sværd’ og Jesu senere lidelsesforudsigelser. Der kan, som Mikael Wivel foreslår, være selvbiografiske elementer i maleriet. Kunstneren levede jo et kort, smertefuldt liv 1890-1916, på kant med forventningerne. Med dette alvorlige tema lægger julesøndagsevangeliet sig i forlængelse af 2. juledags mørke tekster og medierer mellem glæde og sorg i troslivets dybdedimension. Den store lykke er at finde indre mening i sit liv og sine opgaver, og det er ikke uforeneligt med, at livet gør ondt.
Billedet er i privateje. Jeg har fundet foto i en noget mørkere udgave i Mikael Wivels bog ‘Penslen og pistolen: maleren Jens Adolf Jerichau’, en uvurderlig formidling af kunstnerens epokegørende betydning.
…“og ret som midnatshanen gol/ blev Jakobs stjerne til en sol”… Hvad er det mon for et natligt hanegal, der optræder i Grundtvigs salme “Det kimer nu”? En legende fortæller, at Betlehemsstjernen julenat lyste så kraftigt, at hanen troede, det var solopgangen – og altså galede. En anden middelalderlig legende knytter hanegalet til Stefan, kong Herodes’ stalddreng. Da drengen var nede at vande kongens heste, opdagede han som den første Betlehemsstjernen og forstod, at det var tegn på Messias’ fødsel, verdens nye lys. Stefan fortalte om sit syn til kongen, der netop spiste stegt hane. Kongen affejede stalddrengens budskab med, at det var lige så usandsynligt, som at den stegte hane på bordet skulle begynde at tale. Og gæt hvad? Hanen galede med en julesalmes lyd. – Motivet er gengivet i enkelte romanske granitrelieffer, fx på Vor Frue Kirke i Aalborg. Men Stefan dukker måske også op i Betlehemsstalden. I italienske krybberumsbilleder fra før og omkring renæssancen ses ofte en ung hyrde pege op mod stjernen. Er det Stefan, der peger på sin ledestjerne? Motivet kom med guldaldermalere som J.L. Lund og Constantin Hansen fra Italien til Danmark.
Den pegende dreng figurerer som sagt hos Kunstakademiets professor (fra 1818) Johan Ludvig Lund, som var betaget af den tidlige italienske renæssances troskyldigt fromme ‘troens stil’. Lund malede i 1838 til Herstedøster Kirke denne altertavle, som er italiensk præget især i skildringen af den sarte og lysende rene Maria. Det metafysiske er til stede i de sarte glorier, som omgiver både mor og barn. Det poetiske julebillede har i sin midterakse flere symbolske lyskilder: Barnet selv med det snehvide klæde lyser op i billedets centrum, reflekteret hos Maria, morgendæmringen trækker løfterigt et rødligt strøg over horisonten, og stjernen skinner klart på den mørke himmel, udpeget af hyrde- eller stalddrengen.
Bibelen har i Apostlenes Gerninger helt andre historier at fortælle om Stefan. Han blev en værdsat diakon i den første menighed, hvor han både prædikede og udførte undere. Hans stærke Kristusbekendelse provokerede modstandere, så bl.a. Paulus, der på dette tidspunkt endnu ikke havde set lyset, bifaldt, at han led døden ved stening, formentlig o. år 35. Stefan æres midt i julefreden som kirkens første martyr, mens han efter Kristi forbillede bad for sine bødler. Hans græske navn betyder sejrskrans.
Det her viste foto er fundet i Nivaagaards smukke udgivelse ‘Troens stil i guldalderens kunst’.
J. L. Lunds alterbillede blev 1994 flyttet til kirkens tårnrum. I dag har kirken et moderniseret alterparti med Sven Havsteen-Mikkelsens smukke glasmosaik.
Birgitte Bech kirkekunst 